Toyota Supra er resultatet af et samarbejde mellem to umiddelbart så forskellige bilmærker som BMW og Toyota. Christian Grau har kørt den japanske sportsvogn for at se, om Supra er et kærlighedsbarn eller en horeunge.
Selv om man er barn af et fornuftsægteskab, kan man godt være nok så ufornuftig. Det gælder i særdeleshed for sportsvognene Toyota Supra og BMW Z4. De er nemlig begge produkter af et samarbejde mellem BMW og Toyota, som hver især vurderede, at det ikke var rentabelt at udvikle bilerne alene. Derfor deler bilerne trods deres meget forskellige ydre en masse komponenter – præcis som fx Mazda MX5 og Fiat 124 Sport Spider. Hurra for fornuftsægteskaber, hvis alternativet er færre sportsvogne.
Spørgsmålet er så naturligvis, hvordan mødet mellem to så forskellige bilmærker tager sig ud – er det et kærlighedsbarn eller en horeunge. I tilfældet Supra er det i hvert fald Toyotas DNA, der skinner igennem, når det gælder det ydre. På godt og ondt, kunne man tilføje, for jeg giver altid point for det særegne i en verden, hvor rigtig mange biler ligner hinanden. Omvendt er der måske også en grund til, at Toyota får lov at have sit formsprog for sig selv.
I disse år dyrker Toyota generelt et design, der ligger mellem det japanske og det dynamiske med en del uafsluttede detaljer til følge. Specifikt når det gælder Supra, er designerne gået efter det svulstige, som det sig hør og bør på en sportsvogn. Derudover har man sneget lidt hilsner fra tidligere Toyota-sportsvogne ind. Forlygterne har slægtsskab med 90’er-Supra’en A80, og pagodetaget sender en direkte hilsen til den smukkeste Toyota nogensinde, sportsvognen 2000GT, der i dag er en ubetalelig klassiker.
Annonse
Instrumenteringen fungerer rigtig godt og efterlader ingen tvivl om, at du sidder i en sportsvogn.
Desværre er den nye Supra bare ikke lige så smuk. Den ser vild ud, og den trækker meget opmærksomhed – også mere end den tilsvarende BMW, som måske omvendt er for klassisk. Man kan kigge længe på Supra, og det er som regel godt, men proportionerne går ikke helt op, og detaljerne skændes indbyrdes om din opmærksomhed. Så alt i alt trækker designet ikke denne anmelder op, men der er point for at gå linen ud, både når det gælder stilen og kompromisløsheden.
Indvendigt er Supra derimod stilren og klassisk sporty. Man ser tydeligt forbindelsen til BMW, når man kigger på instrumenteringen, der er som taget direkte fra Z4. Her kunne man måske godt have implementeret sin egen stil, men omvendt er BMW’s interiør både pænere og nemmere at betjene. Under alle omstændigheder glemmer man alt, når man først sidder i de læderbeklædte sportssæder med den høje midterkonsol til højre og den store omdrejningstæller lige i synsfeltet. Ingen tvivl om, at du sidder i en sportsvogn.
Under hjelmen gemmer Supra på noget så efterhånden eksotisk som en turboladet rækkesekser med 340 hestekræfter. Den er udviklet af BMW, der nærmest har haft den konfiguration som signatur i mange år. Styretøjet emmer også af tysk sportyness, men det skal faktisk tilskrives ingeniørerne fra Toyotas racing-afdeling Gazoo. Det samme med undervognen, der er spændt op til at lege med, når du sender moment ud i de trækkende baghjul. Alt i alt en skøn, køreglad pakke som vinder yderligere ved sine kompakte dimensioner – bred sporvidde, kort akselafstand og en vægtfordeling på 50/50.
Visuelle detaljer er der nok af i designet. Lidt for mange, faktisk.
Bag rattet har det den fordel, at Supra føles tryg og nem at køre lidt friskt i. Hvor mange større og vildere sportsvogne giver dig en følelse af at kunne overrumple dig med alle deres kræfter og vægt, så opmuntrer Toyota’en dig til at udfordre den lidt. På den måde minder den ikke så lidt om søsterskibet GT86. Blot har Supra flere kræfter og en motor, der lyder af mere. Den står også bedre fast, men presser du ekstra på, skubber den bagenden ud, så du også har det kort at spille med. Reelt er den at sammenligne med en Porsche 718 Cayman, som dog slår japaneren udi køreteknisk akkuratesse. Til gengæld er Supra mere alsidig, komfortabel og tryg som sagt. Smider du den et par gear op og triller hjem ad motorvejen, belønner den dig med et støjsvagt cruise, som mange sportsvognsejere vil misunde den.
Tilbage står indtrykket af et vellykket samarbejde, der giver dig en motor, du ellers ikke møder i en Toyota kombineret med et spektakulært design, du i hvert fald ikke ville finde i en tysk bil. Du får mere sportsvogn i en Supra end i en Audi TT, men ikke helt så meget som i en Cayman. Køreegenskaberne, motoren og den konservative omend lovligt BMW’ske kabine trækker op, mens eksteriørdesignet trækker lidt fra i mine øjne. Hertil kommer prisen, der lige runder en million og dermed ligger noget over det, mange vil betale for en Toyota, uagtet hvor meget køreglæde, man får.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.
