Graus anmeldelse: "Det er glædeligt, at BMW Z4 har fået stofkalechen tilbage"

Det danske vejr er ikke cabrioletvejr. Køb en åben bil, hvis du flytter sydpå, men hold dig til fast tag, hvis du pendler vejnettet på vores breddegrader. Sådan lyder det ofte.

Jeg er meget uenig. I Sydspanien bliver du stegt i en cabriolet, herhjemme er det til at holde ud. Og med lidt sædevarme og en hue er sæsonen lang og god. Intet slår en tur gennem en efterårsskov med kluden nede, og på en klar decemberdag er der ikke noget så opmuntrende som at byde vinteren trods. Som en slags – umiddelbart perfekt kompromis – skyllede en bølge af cabrioleter med stålfoldetag over markedet fra midt 90’erne og små tyve år frem. Ideen er ikke ny, men den blev revitaliseret af Mercedes SLK og folkeeje med Peugeot 206 CC. Problemet er bare, at et ståltag vejer og fylder og dermed gør bilen mindre anvendelig og mindre grøn. Hertil kommer den æstetiske udfordring i at udforme et ståltag, der både tager sig godt ud og kan foldes sammen. BMW Z4 er blandt de biler, der slap godt fra det, men den mistede dog et par gram køreglæde og noget visuel kant, da man forlod danske Anders Warmings oprindelige design.

Derfor kan man glæde sig over, at Z4 nu er tilbage, iført kanvas, to sæder og baghjulstræk. Pæn med toppen på og pæn med toppen nede. En manøvre, der klares på ti sekunder og med op til 50 km/t.

Designet er stadig glattere end originalen, og i løjerlig lanceringsrød metallak går der næsten lidt sølvbryllupsgave over udstrålingen, men der er stadig kant, og så er den befriet for de overdimensionerede kølere, der ellers strøs ud over BMW-modellerne for tiden. Indvendigt ledes tankerne hen på den nye 1-serie med en digitaliseret og skærmbetjent brugerflade, som fungerer upåklageligt og tager sig fornuftigt ud uden at være decideret prangende. Man kunne have tilpasset sig roadster-stilen med mere sporty elementer, men det ville omvendt have gjort bilen dyrere. Og apropos stordriftsfordele så deler bilen en del komponenter og udviklingsudgifter med Toyota Supra. Det er (heldigvis) ikke til hverken at se eller mærke, da drivlinjen stadig er tysk og BMW’sk med en firecylindret turbomotor, et hurtigt semiautomatisk gear og baghjulstræk. En cocktail, der uanset vejrliget kan få det køreglade smil frem på en snoet vej.

I den lille 20i-version giver den dig 197 hestekræfter at sende om til baghjulene, og det rækker til at levere et overskud, den næppe havde haft med et tungt stålfoldetag at slæbe på. Den er ikke intens og pågående, men den responderer på dine kommandoer og skyder også gerne bagenden ud, når du giver den lidt gas.

Den har nerve, men vil du have decideret performance, skal du op i en Z4 M40 med rækkesekser. Til gengæld er den godt balanceret, og jeg ville vælge den før den firehjulstrukne topmodel M850i uden at blinke. Ikke dermed sagt, at søsterskibet ikke balancerer, men Z4 virker mere helstøbt, levende og velkomponeret.

På motorvejen gør den sig også godt. Der er lidt mere vindstøj end på en coupe, men ikke noget, der bør skræmme en livsglad køber med ønske om at forsøde sit pendlerliv. Heller ikke selvom man agter at bruge bilen hele året.

Så hvad taler mod? Først og fremmest et prisskilt på knap 700.000 kroner. Det er mange penge for 197 hestekræfter, og du kan få en brugt Porsche Boxster med flere heste, mere bagageplads og endnu bedre balance for de samme penge. Eller du kan spare det halve og tage den endnu strammere Mazda MX5, men så vinder BMW’en både på design og finish. Dejligt at have Z4 i kanvassen og point for at holde fast i en tid, hvor mange producenter dropper de åbne biler. Luk livsglæden ind og fornuftens evindeligt skulderprikkende forbehold ude.

Se, hvad vi ellers skriver om: BMW, Biler og Christian Grau