Hondas første elbil hedder kort og godt bare E. Som i elektrisk, enestående og efterstræbelsesværdig. Christian Grau har kørt den lille bybil.
Foto: PR Christian Grau er journalist, foredragsholder og forfatter til bogen ’Mænd og biler’. Også kendt som vært og livsstilsekspert på TV 2. Motorredaktør på Euroman.
Engang havde Honda positionen som Japans svar på BMW. Det var biler for køreglade typer med materielle, borgerlige værdier. Så fulgte mange år med Honda’er så anonyme og med så ubetydelig udbredelse, at ingen husker eller savner dem. Nu er der imidlertid sket noget. Noget godt og helt uforudsigeligt, hvilket faktisk nærmer sig en pleonasme, når man taler om Honda. Japanerne har lanceret den mest charmerende, gadesmarte elektriske bybil, verden endnu har set. Eller det vil sige, designet vil dele vandene, men kabinens blanding af retro og futurisme og den generelle gennemførselsgrad er svær at stå for.
Honda E ligner kort sagt ingen andre nye biler, og det er en kvalitet i sig selv, nu hvor så mange andre biler ligner hinanden og genbruger de samme komponenter. Alligevel kan man med lidt god vilje spore et par hilsner til den første generation af Honda Civic fra 1972 – fx de runde forlygter, den kraftige C-stolpe og hele den lidt bistre attitude. På Honda E tager det bare en moderne form, som er mere futuristisk end retrospekt. Sidespejlene består af et lille kamera, og dørgrebene er lagt ind i døren som på en Aston Martin. Den er ikke køn – måske nærmere tværtimod – men den er charmerende og helstøbt som design betragtet. Der er ingen halve idéer, som man ellers så ofte ser på japanske biler. Alt er gennemført.
Det samme kan man sige om kabinen, hvor nytænkningen endda får endnu et nøk opad. Genialt nok stadig med en løjerlig undertone af retro over sig. Stemningen er 50 procent herreværelse og 50 procent Space Invaders. Gulvet er fladt, og midterkonsollen står frit som et lille barskab mellem forsæderne. Præcis som instrumentbordet er det udført i en art kunstigt træ, der står smagfuldt til de grå tekstilpaneler og udvalgte elementer i læder. Instrumentbordet ligner en gammel radio, og i kontrast hertil løber en kæmpe skærm med instrumenter i hele kabinens bredde. Eller i virkeligheden er der tale om fem skærme, der er sat sammen. De to yderste fungerer som sidespejle, og jeg har været meget forbeholden over for den løsning i Audi eTron.
Annonse
På Honda E fungerer det takket være placeringen meget bedre, og faktisk er bakspejlet også kameradrevet, men det kan dog laves om til et almindeligt spejl ved at trykke på en knap. De tre midterste skærme fungerer henholdsvis som instrumenter og betjening af infotainment, navigation osv. Jeg har kort sagt aldrig fået så meget information i en bil, og det meste er endda helt ligegyldigt, men det bidrager til følelsen af at sidde i en bil, der er helt anderledes. Bliver det for meget, kan man slå en dekorativ hjemmeskærm-funktion til på to af skærmene og nøjes med speedometer osv.
Teknisk set er bilen baseret på et 35 kWh batteri og en elmotor, som leverer 154 hestekræfter. En billigere version med 136 hk fås fra 277.000 kroner, men spendér 300.000, og tag de sidste heste med, for bilen har baghjulstræk, et meget lavt tyngdepunkt og et styretøj, der fuldender køreoplevelsen.
Med en rækkevidde på blot 220 km er Honda E en udpræget bybil, men den fortjener en snoet landevej. Samtidig er den uhyre godt isoleret og dermed befriet for dæk- og vindstøj i samme omfang som de fleste konkurrenter. Hertil kommer, at bilen vender på en tallerken og er nem at smide ind på selv små parkeringspladser.
Det er muligt, at batteristørrelsen også bidrager til de sjove egenskaber, men ellers kan man indvende, at 35 kWh og 220 km er i underkanten. En ladekapacitet på 50 kW er heller ikke prangende, men med et almindeligt kørselsbehov og en ladestander nær bopælen, kan det sagtens fungere. Udfordringen er nærmere ikke at skele til, at en elektrisk Seat Mii til 150.000 kroner har en rækkevidde på 260 km, og en Renault Zoe til 240.000 kroner er opgivet til 385 km. Man skal ikke vælge Honda E for de funktionelle evner, men derimod for iscenesættelsen og gennemførselsgraden. På en tur tværs over landet vil den give dig udfordringer, men til daglig vil den give dig et smil på læben og en følelse af at have en bil, som ingen anden. Jeg har hejst det hvide flag, og var det ikke for begrænsningerne, kylede jeg seks stjerner direkte ind i bagagerummet på den. Nu må den nøjes med fem og en brandvarm anbefaling, hvis dit transportbehov passer til dens aktionsradius.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.
