Graus anmeldelse: "Volvo V60 er ikke mindre lækker, den er bare mindre"

Bandekriminalitet, bilbrande og rigid feminisme. Smuldrer det ikke lidt for svenskerne for tiden? Hvad blev der af Astrid Lindgren-Sverige med krebsegilder, røde træhuse og godmodige husmænd? Det sejler derovre, gør det, og midt i moradset er nationens stolte bilproducent blevet opkøbt af kineserne. Det svarer jo til, at Kalles Kaviar blev overtaget af Coca-Cola.

Ikke desto mindre har kineserne været gode til at finde ud af, hvilken del af Volvos DNA der kunne bruges til at styrke Volvo-mærket, og hvilke dele der ikke gav værdi. Lige der på vippen finder vi mærkets legendariske stationcars, for det er om noget en væsentlig del af Volvos identitet.

Den svenske herregårdsvogn, som har fragtet akademikerbørn og retrievere rundt i forstæderne og dermed været indbegrebet af småborgerlig etablering for den intellektuelle elite. Udtrykket ’villa, Volvo og vovse’ kommer ikke ud af ingenting, og således har Volvo været drømmen om en familiebil for mange kernefamilier.

I starten var det Amazon, så 140-modellerne og derpå 850, 900-serien og ikke mindst Volvo V70. Det var indbegrebet af en sund familie med moderne, veluddannede, skandinaviske værdier. Til gengæld – og måske netop derfor – har de mindre stationcars fra Volvo aldrig rigtigt slået igennem. For eksempel Volvo V40, der blev bygget i Holland, og den første Volvo V60. Det var åbenlyst ikke den Volvo, man drømte om, men det var den, man havde råd til.

Hertil kommer, at alle vil køre SUV’er i dag, og kun få vælger stationcars. Heldigvis har Volvo holdt fast i deres herregårdsvogne, og med V90 satte de en ny standard for, hvor lækkert man kan pakke sin familie ind i en traditionel stationcar. Lækkert design og et markant upgrade på luksus, komfort og køreegenskaber. Eneste problem: den er dyr.

Nu har V90 fået en lillesøster, Volvo V60. Kan den så matche V90, eller er det endnu en trøste-Volvo? Bedømt på udseendet er det i sidstnævnte fald en fantastisk trøst, for den ligner V90 og er måske tæt på at være endnu flottere.

Indvendigt er den en tro kopi med alle de detaljer fra den nye Volvo-stil, som vi elsker. Harman Kardon-stereoanlægget, de matte træpaneler og den raffinerede startknap, man skal vride til siden for at vække motoren. I forvejen har vi jo fået den ligeledes mere overkommelige SUV XC40, der netop har sparet mange af disse detaljer og erstattet dem med en ultra moderne stil. Det har også sin charme, men jeg foretrækker nu den konservative og her ved gensynet i grunden mildt fimsede, nærmest blingbling-agtige stemning, der hersker i V60.

Nu har testbilen så også sneget sig op i 750.000 kroner med sine 190 diesel-heste, automatgear og en større udstyrspakke, men V60 fås på kampagne fra 477.000 kroner og bliver velsagtens endnu ’billigere’, når den introduceres med tre cylindre. Altså er vi i den øvre del af mellemklassen, hvor mange danskere trods alt vælger bil.

Her får V60 plusser for sit flotte design og den lækre kabine, men også køreegenskaberne giver point. V60 er først og fremmest komfortabel. Lydløs, velafstemt og med lækre, smidige skift fra automatgearet. Vælger du den manuelle funktion, er det ikke det hurtigste gear i garagen, og styretøjet indbyder måske heller ikke til præcisionskørsel på en racerbane, men der er smil på læben og balance i bilen, når du presser den på en snoet landevej.

Er du pjattet med køremåden i en BMW 3-serie, skal du måske ikke vælge V60, men ellers bør den få plads på shortlisten, når du skal vælge ny firma- eller familiebil.

Dermed er vi fremme ved en konklusion, der hylder V60 som den første, mindre stationcar fra Volvo, der ikke står tilbage for sine storesøstre. Den er ikke mindre lækker, den er bare mindre.

Se, hvad vi ellers skriver om: Christian Grau og Volvo