”GT3 er hverken den hurtigste, smukkeste eller dyreste 911, men som driver’s car er den blandt verdens bedste”

EN PORSCHE 911 er aldrig bare en 911’er. Der er de nye og de gamle, de åbne og de lukkede. Dem med firehjulstræk og dem med baghjulstræk. Dem med manuelt gear og dem med PDK. Dem med turbo og dem uden, dem med luftkøling og dem med vandkøling. Det stopper aldrig. Entusiaster kan til evig tid diskutere, hvilken en 911’er der er den rigtige, men GT3 er indiskutabelt den mest rå i det nuværende program.

Er det så også den bedste? Det kommer an på øjnene, der ser. Og på temperament. Du kan få en 911’er, der trods sin hurtighed forkæler dig som en GT-vogn, og så kan du få en GT3, som er noget af det mindst smidige at køre, lige indtil du trykker speederen godt ned i gulvet. Men hvis vi starter med øjnene, så ser GT3 umiskendeligt kompromisløs ud. Det skyldes ikke mindst den enorme hækspoiler, der i sjælden grad udstråler funktion frem for formgivning. Køn er den ikke, men den bidrager til at trykke baghjulene ned i asfalten, så vejgrebet bevares, og bilen ikke overstyrer.

I det hele taget spiller kontrol af luftstrømme en stor rolle i designet af GT3, hvilket også ses på ’kølerhjelmen’, hvor to nye luftindtag skiller GT3 fra andre 911’ere. Det samme kan man sige om de store fælge (20 tommer foran, 21 bag) med centermøtrik og de gule bremsekalibre, der afslører, at bilen har keramiske bremser. Kigger man nærmere på vidunderet, vil man bemærke, hvor mange karosseridele der er lavet i kulfiber – skærme, kølerhjelm og spoiler, for slet ikke at tale om interiøret. Her er de voldsomt skålformede racersæder med H-seler mest påfaldende. Et helvede at komme ind og ud af, men rig på støtte, når bilen kastes rundt på en racerbane. GT3 er strengt taget en gadeversion af Porsches GT3 Cup-racerbil, og derfor er bagsæderne ofret for at give plads til et indvendigt stålbur, som forstærker bilens stivhed og beskytter, hvis den ruller rundt. Omvendt har man heldigvis valgt at give bilen en almindelig instrumentering med infotainment, aircondition og andet godt. Vælger man den alene for at køre på bane, giver det ingen mening, men agter man at bruge sin GT3 til hverdag, gør det den noget mere tålelig.

Mekanisk er GT3 lige så puristisk, som den ser ud. Baghjulstræk, manuelt gear og en god gammeldags sugemotor med 510 hestekræfter. Altså en maskine uden hverken turbo eller kompressor til at booste ydelsen. I stedet skal den fire liter store boxer have godt med omdrejninger for at skyde sine kræfter af. 8.400 omdrejninger for at få alle 510 heste i galop og 6.100 for at trække sine 470 Nm. Oplevet fra cockpittet giver det en bil, der nærmest hader at køre langsomt. Den tunge kobling skal doseres hårfint for at sætte i gang og skifte gear med lave omdrejninger. Motoren ytrer sin frustration, rattet er tungt og undervognen ubarmhjertig gennem byen, hvor GT3 tydeligvis er ude af sit habitat. Lad være med at købe en racerbil, hvis du ikke skal køre race.

Giv den noget landevej og nogle omdrejninger, så tør den nærmest op, tilgiver kørefejl og hjælper dig gennem gearene. Styretøjet lettes, og køreoplevelsen bliver tæt på symbiotisk. En stor forskel fra forgængeren og andre 911’ere er affjedringen, som nu er med dobbelte wishbones. En forbedring, der gør affjedringen næsten dobbelt så hård og betyder, at styringen bliver endnu mere direkte. Det mærker man især, når man går ind i et sving med vægten på forhjulene, men også i form af mere stabilitet ved hårde nedbremsninger. Vi kørte et par omgange på FDM Sjællandsringen med den danske Le Mans-vinder og GTE Pro-verdensmester Michael Christensen, og der kom mekanikken til sin ret. Manden er kendt for at køre stærkt, men han kan også bremse.

Til gengæld koster kompromisløsheden på egenskaberne som allrounder. Normalt et adelsmærke hos 911, men her knapt eksisterende. Vælg en 911 Turbo, og du får en bil, der både er hurtigere, nemmere og langt mere magelig. Til gengæld er den slet ikke lige så sanselig, og den giver dig ikke samme følelse af håndkørt superbil. Det er den følelse, du skal vælge GT3 for – og for at køre på bane. Et oplagt kompromis er GT3 Touring, som giver dig samme mekanik og så bare uden hækspoileren og bur i kabinen. Går du den anden vej, er der en GT3 RS i støbeskeen, men det bliver ikke, fordi du mangler action i GT3.

Hvor politisk ukorrekt det end lyder, så er det en bil, der giver mere og mere mening, jo hurtigere du kører den. Som bybil giver den ingen mening, men sæt hårdt mod hårdt og oplev, hvordan det ironisk nok gør bilen mere medgørlig. GT3 er hverken den hurtigste, smukkeste eller dyreste 911, men som driver’s car er den blandt verdens bedste, og man sidder i den med en følelse af at være i udkanten af en tid, der rinder ud. Som et sidste sandkorn i frit fald mod bunden af timeglasset, før elbilerne og den selvkørende mobilitet gør en ende på den mekaniske symbiose, det kan være at køre bil.