Arrangørerne kalder deres løb for ’The Hottest Race of the Year’: Malaysias Grand Prix i den kommende weekend bliver et ’hede-slag’ mellem Kevin Magnussen og hans Formel 1-kollegaer, der kan se frem til temperaturer i nærheden af 40 grader.
Singapore, hvor Kevin Magnussen i forrige weekend scorede en flot 10.-plads, ligger ganske vist en smule tættere på Ækvator end Sepang-banen ved Kuala Lumpur, men her afvikles løbet efter mørkest frembrud.
I Malaysia kører man i den bagende eftermiddagssol, der udsætter både kørere og motorer for ekstreme belastninger.
Annonse
Men der har været andre ’hede-slagø’ i Formel 1-historien:
ARGENTINAS GRAND PRIX 1955
Det måske varmeste Formel 1-grandprix nogensinde med temperaturer over 40 grader. Kørerne kollapsede på stribe, og kun de lokale Juan Manuel Fangio (vinder) og Roberto Mieres (nummer fem) gennemførte hele distancen. Alle andre biler var i pit en eller flere gange for at skifte kører - bilerne på anden-, tredje- og fjerdepladsen havde alle haft tre forskellige kørere bag rattet undervejs!
USA´S GRAND PRIX 1959
Annonse
Det første amerikanske grandprix i Formel 1-historien blev kørt på Sebring-banen i Florida. Det var sæsonfinalen, og australieren Jack Brabham lå til at vinde VM-titlen – indtil hans Cooper løb tør for benzin 500 meter før mål.
Brabham sprang resolut ud af bilen og skubbede den i mål. Op af bakke og i stegende hede, men han fik reddet bilen over målstregen, inden han besvimede. Da han vågnede op igen, var det til nyheden om, at han var verdensmester.
BRASILIENS GRAND PRIX 1982
Nelson Piquet burde være vant til varmen i sit hjemland, men Brasiliens Grand Prix 1982 blev afviklet i ekstreme temperaturer.
Pique kom først over stregen, men han besvimede på sejrskamlen, inden han fik sin pokal. Og dén fik han ikke engang lov til at beholde: Et par dage efter løbet blev han diskvalificeret, fordi hans bil ikke opfyldte reglementet.
USA´S GRAND PRIX 1984
Det var ikke verdens bedste ide at afvikle et Formel 1 grandprix på en nyasfalteret bane i Dallas i juni. Temperaturer langt over 30 grader og de fede, klæbende racerdæk fik nærmest asfalten til at boble, og masser af biler kørte i hegnet.
Annonse
Det lille Osella-team fik deres kører Piercarlo Ghinzani tilbage på banen efter et pitstop ved at hælde en spand koldt vand ned i cockpittet. Nigel Mansell gik i stå kort før mål og prøvede at skubbe sin Lotus i mål, men besvimede af overanstrengelse. Keke Rosberg (far til Nico) vandt og fik en hot kys af Dallas-stjernen Linda Gray (Sue Ellen) på sejrskamlen.
SINGAPORES GRAND PRIX 2014
Det er altid varmt i Singapore. Selvom løbet afvikles efter mørkets frembrud, er temperaturen altid over tredive grader, og i 2014 var det endnu værre for Kevin Magnussen.
En køler var utæt og fik temperaturen i cockpittet op over 60 grader. Sædet blev så varmt, at han ifølge BBC måtte behandles for brandsår på ballerne efter løbet.
Og vandet i hans onboard-drikkeflaske var nærmest kogende.
”Det er det hårdeste point, jeg nogensinde har scoret,” sagde K-Mag efter han var kommer i mål på 10.-pladsen. I år blev Magnussen igen nummer 10 i Singapore – og igen var der problemer drikkeflasken: Sugerøret var i stykker - ikke optimalt i et løb, hvor væsketabet kan være helt op til tre liter.