Christian Grau anmelder Mercedes E400: ”Den har noter af limousine og herreværelse”

HVIS EN ENKELT MODEL skulle repræsentere hele Mercedes-mærkets historie, ville det være E-klassen. Ingen tvivl om det. Siden 1953 har Mercedes haft en mellemstor sedan på programmet, og lige siden har den kørt som taxa, personbil og privat limousine.

Der findes ikke den læser, der ikke har siddet i en Mercedes E-klasse som taxa, så det er kort sagt en bil, som alle har et forhold til.

Måske har du kysset i den på vej hjem fra byen. Eller åbnet døren i passagersiden for at kaste op. Eller bare stirret på taxameteret, som var det en geigertæller på en gåtur gennem Chernobyl.

Du har kørt i en Mercedes E-klasse, og nu har du mulighed for at køre i en helt ny en. Bare ikke som taxa, da taxaer i dag skal være elektriske, og E-klassen kun kommer som plugin-hybrid og med brændstof.

Skal du have en elektrisk E-klasse, bliver det en EQE, og så mister du noget af den konservatisme, der ellers klæder en Mercedes så godt. Således er den nye E-klasse fortsat en traditionel sedan. Senere kommer en stationcar, mens coupeen og cabrioleten tilsyneladende er taget ud af programmet.

VORES TESTBIL STÅR med en AMG-pakke i en dyb, alpingrå lak og sorte fælge, der giver bilen karakter og hæver den over det lidt anonyme indtryk, der ellers godt kan være en Mercedes’ følgesvend.

Samtidig ligner den umiskendeligt sig selv, hvilket vil sige, at der både er noget S-klasse og lidt C-klasse over designet. Mest særegne er de nye baglygter, der er bundet sammen af et panel i rødt glas og yderligere har fået Mercedes-stjernen integreret i sin LED-signatur. Lige til kanten af bling, men også lidt blæret.

Indvendigt har E-klassen fået en opdateret version af Hyperscreen, som er en sammensætning af flere skærme, der løber i hele instrumentbordets bredde. Nu hedder systemet Superscreen, og det fungerer upåklageligt, men til gengæld er det mindre æstetisk, da instrumenterne er samlet på en separat skærm bag rattet.

Kabinen er også pænere, når skærmen bare går ud i ét som på Hyperscreen. En detalje der dog på ingen måde formår at overskygge indtrykket af en superlækker kabine med noter af limousine og herreværelse.

Eller måske nærmere kontor, for blandt de nye funktioner er et selfie-kamera, der gør det muligt at holde fx Zoommøder, mens du kører. Evt. samtidig med at din passager streamer underholdning på sin egen skærm.

Alt imens bilen tillærer sig dine vaner og fx ved, hvornår du typisk vil rulle vinduerne ned, så den selv kan foreslå at gøre det. Næste skridt er en opdatering, hvor stemmestyringen, der også forstår dansk, implementerer ChatGPT.

Under huden er bilen opdateret med mekanik fra S-klassen. Luftundervogn og medstyrende bagaksel er begge ekstraudstyr, men gode krydser at sætte for at få det optimale ud af bilen.

Førstnævnte styrker primært komforten, der ellers ikke fejler noget, mens sidstnævnte gør bilen, der er vokset to centimeter både i længden og bredden, mere bevægelig.

Netop komforten er E400’s adelsmærke, og vi ville aldrig køre den andet end komfortabelt, men med 381 hestekræfter kan den også flytte sig. Accelerationstiden fra nul til 100 km/t lyder på 5,3 sekunder, og bilen mangler aldrig kræfter. Den fortjener bare at blive kørt værdigt og uden hylende dæk.

I GAMLE DAGE STOD VALGET mellem benzin og diesel, nu bør du blot overveje, om du vil have den store eller den ’lille’ plugin-hybrid. Ikke alene sender det startprisen ned i 753.000 kroner for en kraftig E-klasse, elektrificeringen spiller også sammen med den ni-trins automatgearkasse og bidrager til bilens komfort og smidighed.

Samtidig får du i E400 e op til omkring 110 kilometer elektrisk kørsel (optimalt set), og så kan bilen hurtiglade med 50 kW, hvilket kun meget få PHEV’er kan prale af.

Ville vi vælge den over EQE? Nok ikke – allerede nu er en plugin-hybrid som at tage skridtet halvt. Men kører du på ferie sydpå to gange om året, eller har du en tung trailer at trække langt, giver det stadig god mening med en plugin.

Samtidig kan du køre elektrisk til- og fra arbejde langt de fleste dage, og endelig får du en flottere bil. Den føles i hvert fald mere som en Mercedes, hvis man er lidt konservativt anlagt, hvilket mange kunder må formodes at være.

Er den fejlfri? Nej, batteriet tager en god bid af det ellers berømmede bagagerum, og under vores test oplevede vi både, at skærmen frøs og genstartede.

Hertil kommer, at knappen til at styre hybriddriften generelt skulle have nogle tryk for at overrule skærmmenuen, og at ventilationsdyserne havde det med at larme – også ved lav cirkulation.

Små indvendinger, men ikke irritationsmomenter, og lige hvad man forventer i en ny Mercedes. Dog heller ikke noget, der formår at trække helhedsindtrykket for en af markedets mest velfungerende PHEV’er ned under et pænt lille femtal på vores karakterskala.