Se Jan Elhøjs biler gennem karrieren

Aktuel med først ’Banjos Likørstue’ på DR og siden ’Go’ røv og Go’ weekend’, blandt andet i rollen som Mini fra rockerklubben Svinene.

Jeg fik først kørekort, da jeg fyldte 30. Jeg har altid boet i byen, så jeg havde ikke haft brug for en bil, og så har jeg nok også den tilgang til mange materielle ting, at jeg hellere vil undvære end at have noget lort.

Fra barnsben har jeg elsket amerikanske biler, så da jeg fik kørekort, kiggede jeg den vej og især på 90’er-biler. Fx Chevrolet Caprice, der dengang både kørte som yellow cab og politibil. Den har stadig det der lidt bådagtige over sig, hvor affjedringen er blød, og man sidder tre mand på række som i en sofa.

Det var min første bil, og jeg fik den før mit kørekort, så den stod i gården på Islands Brygge, hvor jeg boede dengang. Så satte jeg mig ned i den om aftenen og tænkte, fuck, det bliver vildt, det her …

1993 Ford Thunderbird, sort

Vært på blandt andet ’Zulu Bingo’, ’Zulu Awards’ og ’Penislægens Værksted’.

Det var fedt at have bil, og det var fedt, at den var så stor. Jeg kunne lægge mig om bagi og sove, hvis jeg blev træt på vej hjem fra et job.

Jeg blev faktisk lidt af en nørd og læste alt muligt om de her amerikanerbiler. Chevrolet Caprice, Buick Roadmaster og Cadillac Fleetwood, og jeg tænkte, jeg måtte eje dem alle.

Jeg fandt en Fleetwood i Stockholm, plus en guldfarvet Caprice, som jeg fik sejlet hjem fra Texas, og endnu en Cadillac, som stod i Chicago.

På et tidspunkt havde jeg syv biler holdende rundt omkring. Blandt andet en Ford Thunderbird fra 1992, som var ret fed. Jeg fandt den i Belgien og fløj ned for at hente den. Sælger havde et par plader, jeg kunne køre den hjem på, men de viste sig at være forskellige, så der var ét registreringsnummer foran og et andet bagpå.

Min ven Thomas, som er stor, skaldet og tatoveret, var med, og jeg havde måske ikke lige overvejet, hvilket signal et par typer som os sendte i sådan en bil. Men vi kom i hvert fald hjem, trods en kort afhøring på en rasteplads af det tyske politi.

1996 Chevrolet Impala, bordeaux metallic

Vært på diverse tv-programmer, foredragsholder, komiker og lægger stemme til tegnefilm.

Jeg havde også en Impala på et tidspunkt. Det var i virkeligheden en Caprice, bare mere lækker og luksuriøs og med 281 hestekræfter. Det var en af de sidste, der rullede af båndet. Superfed med sådan nogle dybe fælge, hvor selve navet var trukket ind. Det var den dyreste af mine biler, og jeg tog mig selv i at være lidt for øm omkring den.

Når jeg skulle ud at handle, parkerede jeg altid, så der var plads på begge sider. Når jeg så kom ud igen, var der altid en eller anden idiot i en smadderkasse, som havde parkeret lige op ad mig. Den var ligesom for fin til, at jeg rigtig kunne nyde at bruge den.

Saab 9-5 Estate, sort

Vært på ’Nul Stjerner’ på DR og forfatter til fem bøger om forladte steder.

I 2009 fik jeg en depression. Jeg arbejdede næsten ikke, og så nytter det ikke at have så meget likviditet stående i noget, som jeg ikke havde brug for. Jeg solgte mine biler og koncentrerede mig om de vigtigste ting: børnene.

Jeg var blevet skilt og havde solgt mit hus, så der skulle opbygges en ny base for dem. Det blev til en lang årrække, hvor jeg slet ikke havde bil, og det passede mig fint. Jeg kunne låne eller leje, hvis jeg fik en opgave, der krævede det, og jeg har aldrig været bange for at nedskalere eller for, hvad andre måtte tænke om det.

Det varede syv-otte år, før jeg fik bil igen. En brugt Saab, som jeg købte for 50.000 kroner. Der var meget pis med den, men det var stadig en lækker bil, som jeg var glad for at køre i.

2016 Mercedes C220, sort

Vært på ’Nul Stjerner’.

Efter Saab’en købte jeg en brugt Mercedes-stationcar. Den havde gået over 300.000 kilometer, men den kørte fantastisk. Jeg elskede den bil og kørte i den i nogle år, indtil jeg skiftede den ud med en C220 sedan.

Nu har jeg lært, at jeg kun skal have én bil ad gangen. Og at jeg skal køre sedan, for hvis jeg har en stationcar, ender jeg med at køre rundt med alt for meget lort i den.

2023 BMW i4, hvid

Vært på ’Nul Stjerner’.

Der skulle gå over 20 år, før jeg fik min første nye bil. En BMW i4, som jeg er sindssygt glad for. Alene det, at have muligheden for at eje en ny bil i sit liv, det er jeg meget taknemmelig for. Og så er den fed. Man sidder godt i den, og den kører godt. Hurtigt, stramt og spændende. Sidstnævnte på grund af den der procentregning, man hele tiden har kørende, når man kører elbil.

Sammenhængen mellem ens kørestil og bilens rækkevidde bliver meget tydelig, og det skal man vænne sig til, men det passer nok meget godt til min alder. Jeg har ikke tid til at cruise mere – jeg kører, fordi jeg skal noget, og ikke bare for at køre en tur.

Se, hvad vi ellers skriver om: Biler, Auto-cv og Mænd