Vi har fundet noget nær den perfekte feriebil

ENGANG VAR DET SVÆRT at forestille sig en værre bil at køre langt og holde ferie i end en Land Rover Defender. Med mindre turen gik uden om al asfalt og gennem jungle og ørken, gav det ingen mening at vælge den, selvom ekvipagen unægtelig stod stilfuldt i sin ikoniske linjeføring. På forunderligvis vis både mekanisk simpel og dysfunktionel. Stupidt tørstig og påtrængende ukomfortabel, hvis man da ikke tog konsekvensen og betragtede den som en traktor. 

I dag er det svært at forestille sig en bedre bil at køre ud i verden og holde ferie i. Især hvis den er monteret med tagtelt og madras og gemmer på et par elektriske foldecykler i bagagerummet. Udgangspunktet er en overdådig SUV med alt i mageligt udstyr og alverdens avancerede systemer til at gøre den uovervindelig i terrænet.

JEG KØRTE DEN ved premieren for fem år siden, og siden har jeg kørt den korte variant Defender 90 og den helt lange Defender 130. Førstnævnte er ultraskarp i designet, men også dum med sine tre døre, fordi adgangen til bagsædet bliver begrænset og bagagerummet bliver for småt, hvilket føles dumt i en bil, der stadig virker enormt stor. 

130’eren, derimod, er så gigantisk, at man føler sig som en del af ’Succession’ med alt, hvad der må ligge af skjulte macho- og mindreværdsagendaer i det signal. Har man mange børn og tager den med tre sæderækker, giver det mening, men ellers er den næsten for meget, trods alt hvad der er af gode ting at sige om bilen, der naturligvis ikke ændrer karakter, men blot udstråling afhængig af længden. 

110’eren er perfekt. Stor til at få det bedste frem i det kantede design, hvor den lille 90’er bliver dumt lille af en stor bil af være, og den helt store 130’er får et lidt langt udhæng bag baghjulene. Den nye Defender ligner ikke sin legendariske forgænger, men der er kærlige hilsner til den i form af den stejle bagende, de små supplerende baglygter og tagvinduet over baghjulet. Samtidig har den allerede manifesteret sig som en værdig arvtager med sit signifikante design.

INDVENDIGT ER DEN mere rustik end en Range Rover men tilsvarende lækker. Der mangler hverken udstyr eller magelighed, men stilen er mere funktionel, og linjerne er grovere, eksemplificeret ved det åbne aflægningsrum i instrumentbordet over handskerummet. Der er rig mulighed for at smide ting væk, og man mærker, at bilen er bygget til ekspeditioner, hvor man ønsker at have meget grej og proviant lige ved hånden. Meget passende, når man har kurs mod to uger rundt i Norge. 

Bilen står i Oslo, og via appen park4night spotter vi hurtigt en bekvem plads ud til Oslo Fjord, så vi kan komme i gang. Det viser sig at være en idyllisk plet ved en lille strand med en café og lidt udflugtsleben på en solrig dag. 

Tagteltet åbnes med et enkelt beslag, hvorefter det hæver sig af sig selv. Den medfølgende stige ligger på den tilhørende madras i teltet. En løsning som Autohome har skræddersyet til Land Rover, og som i Danmark løber op i 31.800 kroner. Næsten dobbelt så meget som fx en tilsvarende løsning fra Moby Mountain, men har du de 1,3 millioner, der er startprisen på en Defender 110, så kløjes du næppe i merudgiften for at få en løsning, der nærmest klæder bilen. Den udmærker sig også ved at være lydløs under kørslen og supernem i brug. En stor kvalitet, der ikke bare betaler sig hver gang du pakker op og ned, men også øger følelsen af frihed. 

En del andre tagtelte kommer med overliggende presenninger, remme og beslag, der skal strammes og andre detaljer, der gør camperlivet en smule mere besværligt. Fint nok, men her er vi i grænselandet mellem at campe og regulær glamping, og så har vi parkeret bilen, således, at vi kigger direkte ud over fjorden, når vi åbner teltet i den side, hvor stigen ikke sidder – det her kan kun blive godt. Maden tilbereder vi på en medbragt gasgrill og så har vi to elektriske folde-cykler til at komme rundt på, når først teltet er banket op. Igen genialt med en bil, hvor der er plads til alt det.

NÆSTE DAG GÅR turen mod nationalparken Jotunheimen. Ikke så snart vi er ude af byen, før den norske natur for alvor byder sig til med skovklædte fjelde, brusende elve og pittoreske sølandskaber.

Norge er en buffet af berømte seværdigheder som Predikestolen, Troldtunga, Telemarkkanalen osv. Ingen kan nå det hele på én tur, og man kan let få Fomo, hvis man gør forsøget. Miraklet er, at der er så meget smuk natur, at man nærmest kan tage en vilkårlig rute og drukne i skønhed, vandrestier og fiskepladser. 

Vejene er snoede og bakkede. Der er motorveje, men de er langsomme, kedelige og strøet til med fartfælder, hvis man skulle formaste sig til at køre over de 90 km/t, der ofte er fartgrænsen. Tag hellere landevejene, og få det hele med. Nordmændene kører langsomt, men vejene kan være både sjove og udfordrende, så ofte er de tilladte 80 km/t nok til at mærke, hvordan bilen forskyder sin vægt mellem akslerne og absorberer underlaget. 

I gamle dage var det på ingen måde faktorer, man værdsatte i en Defender – det var en luksus så fjernt fra det vibrerende støjhelvede, man befandt sig i, at det virkede abstrakt – men nu hvor Defender er en moderne og komfortabel SUV, kan den rigtig vise sig frem. 

INGEN TVIVL OM, at det er en tung bil, men med luftundervogn og sekscylindret benzinmotor har den, hvad der skal til for at levere en køreglæde, der emmer af komfort, fremkommelighed og overskud. Man sidder så højt, at man kigger ned på de andre SUV’er, og samtidig opleves bilen endnu større, end den er. Derfor piner man den heller ikke rundt i svingene, men lidt dynamisk kørsel med bundtræk, overhalinger og nedgearinger ind i sving, kan den gode lide. 

Det samme kan man sige om mellemaccelerationerne, der kommer til deres ret, når der ligger en særligt langsom nordmand foran. 0-100 km/t er overstået på 6,1 sekund, og topfarten ligger på 191 km/t, eller hvad der må være forbundet med dødsstraf i Europas formentligt mest langsomme land. 

Til gengæld bliver dine sidste sekunder i frihed belønnet med lidt sød brummen fra de seks cylindre, som ellers ikke gør det store væsen af sig ud over at trække bilen ubesværet over de gletsjerklædte fjelde. Langt det meste af tiden svæver du næsten lydløst afsted, båret af luftundervognen og følelsen af at være i en bil, der kan alt. Læg dertil, at du på taget af bilen har en glamping-suite, så du kan slå lejr, præcis hvor det passer dig.

VI VALGTE EN SKØNSOM blanding af naturskønne parkeringspladser og campingpladser. Sidstnævnte giver dig faciliteter som vand og bad, der, trods en selvforståelse af være helt uafhængig og på eventyr i vildmarken, kan være rare at ty til en gang i mellem. 

Campingpladserne i Norge er sjældent som i Danmark med fastliggere og hoppeborg. I stedet er de ofte udlagt med fokus på natur og fredfyldt camperliv. Vi fandt idylliske spots klos op ad elve, søer og udsigtspunkter, som regel med fisketegn inkluderet i pladslejen, så man slipper for at finde det på nettet. En sej blev hevet op af Geriangerfjorden, og adskillige ørreder svømmede efter vores blink på øen Giske ved Ålesund. 

En del campingpladser i Norge har ligeledes velbeliggende hytter, hvis det regner, eller man har brug for lidt mere space. En glimrende afveksling til det ellers ret perfekte tagtelt på Land Rover Defender’en, der var vores hjem de fleste nætter turen rundt i det norske fjeld.