Christian Grau anmelder en uddøende race: ”Hvis man kan leve med vittighederne, får man masser af køreglæde for pengene”

ENGANG VAR SPORTSVOGNE det stof, som drømme var gjort af. To døre, to sæder. Et bagsæde fra helvede eller slet intet. Bagagerum uden plads, fartstriber uden gas. Indtil klimakrisen tog fat, fandtes sportsvognene i alle afskygninger – fra uopnåelige italienere til folkelige japanere.

I dag er de fleste af dem væk; sendt på pension eller i skammekrogen. Tiden har indhentet dem, og med få undtagelser er kun de bedste og mest rendyrkede tilbage. Dem, der har et helt brand bygget op om sig – Porsche, Ferrari, Aston Martin og andre drømmebiler.

Blandt de mere dødelige varianter er kun få tilbage: Mazda MX5, Audi TT og Toyota GR86. Sportsvogne til folket. Ikke fordi de er helt billige, men fordi de er billigere end den ægte vare og stadig ligner noget, der er noget.

Snobber vil rynke på næsen, og hoteller vil bede dig parkere i kælderen. Men hvis køreegenskaberne lever op til udseendet, og det hele ikke bare er et look, bør ingen anfægte det sympatiske, ligefrem forbilledlige i at bringe noget vaskeægte køreglæde ud til folket.

SÅDAN EN BIL er Toyota GR86. Baghjulstræk, manuel pind med kort vandring og 235 hestekræfter fra en sugemotor, der skal have nogle tæsk for at levere. Du kan køre den, som om du hader den, og den vil elske dig for det. Styretøjet er fast og præcist, undervognen er kontant, og alt er sat op til sport og respons.

Designet er heller ikke helt skævt med en front, der sender tankerne i retning af Jaguar F-Type, et klassisk svaj over den svulstige hofte og en bagende, der kunne være designet af BMW’s Adrian van Hooydonk på en god dag. Ikke nogen skønhedsåbenbaring, men umisforståeligt hurtig og upraktisk at se på. Hvis overskud er at have en uanvendelig bil, så er vi godt på vej her.

Indvendigt skal den moderne, gadget-orienterede sportsvognstype sluge den kamel, at skærmen, som er en væsentlig del af instrumenteringen på en ny bil, føles som noget, der er fundet i et restparti fra 2015.

Knappernes betjening har også et typisk japansk fravær af raffinement over sig, men selve designet og indretningen er fin og funktionel, som det bør være i en sportsvogn. Alting sidder, hvor det skal, og der er ikke noget, der ikke skal være der.

Man fornemmer, at GR86 er en bil, der er skabt til at blive kørt, og det er også sådan, den gebærder sig. inspirerende, medrivende og levende. Den er ikke hurtig, og den larmer uden egentlig at lyde hverken godt eller dårligt, men den giver dig en følelse af, at meget lidt energi går tabt mellem motor og vej. Du tager den nærmest på, og så giver den dig, hvad den har. Pålideligt og effektivt.

En fin ting er, at du virkelig tør køre den, fordi den ikke er hurtigere, end at du kan følge med, og heller ikke tungere eller mere lumsk, end at du kan balancere den eller redde den, når bagenden lægger sig ud i en overstyring. Havde den type bil kostet 380.000 kroner, ville vi se mange af dem. Til 522.000 kroner har den det for mange sportsvogne indbyggede problem, at du først får råd til den, når du ikke længere drømmer om den.

AUDI TT ER LIDT DET SAMME og så alligevel slet ikke. Den er et ikon med 25 år på bagen og var den mest efterstræbte designer-sportsvogn omkring årtusindeskiftet. Den er også blevet kaldt ’frisør-Porsche’, ’konebil’ og andre nedsættende boomer-fornærmelser, men aldrig i samme omfang, fordi det er en Audi.

Dengang var Audi det mest attråværdige bilmærke på markedet, og TT var så Audi, som det kunne blive med sin store single-frame-køler og det ultrakompakte, nærmest lidt retrospekte design, der fik bilen til at se ud, som om den var skåret ud af et stykke metal og skabt alene med funktion for øje. De små dimensioner med det korte udhæng, de store hjul og de nærmest overdimensionerede skærmkasser.

I dag kører den på tredje generation, og det er den sidste TT udformet som en topersoners sportsvogn med brændstofmotor. Produktionen stopper ved årets udgang, og rygtet siger, at dens afløser bliver en elektrisk coupé-SUV, hvilket giver god grund til at omfavne den Limited Edition, som Audi har sendt på gaden denne sommer.

197 turboheste fra en firecylindret motor, der sender trækket ned i forhjulene via en syvtrins automatgearkasse med dobbelt kobling. 600.000 kroner koster bilen, som stadig ser godt ud og har mange detaljer fra den første generation at pryde sig med, selvom designet med årene er blevet mere mainstream. Det ligner stadig en bil, der virkelig kan køre, og ja, det kan den selvfølgelig også, men sandheden er, at TT – set med sportsvognspuristiske briller – aldrig har været den driver’s car, den ligner.

DEN BURDE JO KØRE som en Porsche Cayman eller bare som Toyota GR86, men den kører mere som en sænket Audi A4. Motoren larmer uden at lyde godt eller at omsætte støjen til fart, styretøjet er fast og præcist, men ikke særligt kommunikerende eller direkte, og feedback er i det hele taget ikke et fænomen, bilen er udpræget gavmild med, hvis man ser bort fra den stenhårde undervogn.

Det blev en grov omgang at læse, men vi har som sagt fat i de puristiske briller og sætter os ind i bilen med en forventning om, at den kører lige så direkte, som den ser ud. Det gør den ikke, men den kører stadig sporty, og den er stadig sjov. Det er blot, som om der er lagt et filter af komfort og standard-Audi på køreglæden, og det kan give mange fordele i en hverdag, hvor bilen skal passes ind i alle mulige gøremål, men er det den rå, uforfalskede køreglæde, man går efter, kan den slet ikke måle sig med GR86.

Det kan den til gengæld på design, historie og komfort. Audi TT bliver aldrig en driver’s car som GR86, omvendt bliver GR86 heller aldrig en TT. Kunne man få en TT, der kører som en GR86, havde topkarakteren været hjemme, men nu bliver det ved et stort 3-tal til Audi og et lille 5-tal til Toyota.