Seks stjerner: Prisen og den elektriske drivlinje gør denne bil til et hit
Med sin nye elektriske SUV har hæderkronede Lotus bygget en bil, der er alt andet end dét, som det britiske bilmærke stod for i sin storhedstid. Er den helt gal, eller er der stadig noget at drømme om? Christian Grau jagter svaret i det bakkede landskab fra Vejle til Skanderborg i Lotus Eletre.
ENGANG BYGGEDE britiske Lotus Formel 1-racere og brølende letvægts-sportsvogne. I dag er de ejet af kinesiske Geely, og deres bedst sælgende model er en 2,6 ton tung familie-elbil bygget i Wuhan.
Det lyder unægtelig som en cocktail, der kan få mærkets legendariske stifter, Colin Chapman, til at rotere i sin grav med et omdrejningstal, der nærmer sig hans maskiner, og er man sentimentalt indstillet, skal man pudse næse nu, for der kommer formentligt flere fnys på de kommende linjer.
Vores testbil er enorm. 5,1 meter lang, over to meter bred og 2.565 kilo tung. Værsgo at spise Lotus’ første elbil, der er plads til hele familien. Så kan man slå korsets tegn og tænke sit, eller man kan give den en chance.
Annonse
Måske står der som hos My Garage i Vejle en besnærende Lotus Evora ved siden af, og så har man fat i Geelys take på Lotus. Den kinesiske bilkoncern ejer foruden en række kinesiske elbilmærker også Volvo, og det er måske et billede på, at her er et konglomerat, der trods alt forstår, hvad det er, de køber.
Man kan sige, hvad man vil, men Volvo i dag er for så vidt lækrere, end da det var svensk, og samtidig er det tro mod selskabets værdier.
I TILFÆLDET LOTUS har Geely splittet selskabet op således, at der er den oprindelige afdeling, som bygger sportsvogne i England. Og så er der den kinesiske afdeling, der bygger elbiler i Wuhan. Lotus Eletre er den første kinesiske Lotus, og bedømt på udseendet er ambitionen at fastholde mærkets sporty image og lave en SUV, der kan stjæle kunder fra Porsche, Mercedes, BMW og Audi, ved at læne sig mere op ad SUV’erne fra Lamborghini, Aston Martin og Maserati.
Det snedige er, at den ikke mindst herhjemme er billigere end det andet fuldblod, fordi den er elektrisk, og målt mod en Lamborghini Urus eller en Porsche Cayenne, så er 900.000 kroner for 603 hk i en luksuriøs, sporty SUV bestemt ikke galt.
Det er der en del, der har opdaget, hvorfor Lotus sælger biler i Danmark igen. Ikke mindst Eletre, der ligner en mellemting mellem netop en Urus og en Nissan Qashqai. Iført changerende, rosa metallak er det ikke et design, der råber på opmærksomhed, bortset fra at den er svær at overse, når den fylder det meste af vejen. Og går man ned i detaljerne, er der en del, der springer i øjnene.
Fordybninger på hver side af kølerhjelmen, som fører til et luftindtag i fronten, så man kan se igennem det, og på samme måde bagtil, hvor en grotte åbenbarer sig under baglygten og leder ned til hjulkassen, så bagskærmen nærmest bliver en vinge. Det er elegant løst, og så gør det bilen spændende at se på – måske mere spændende end smuk. Hækspoileren er integreret i bagpartiet, men løfter sig op, så den ses i bakspejlet, når bilen er i fart, hvorimod den dobbelte tagspoiler ikke løber nogen vegne ud over at minde om den tilsvarende indretning på Volvo C40 og MG4 med flere.
Annonse
INDVENDIGT FINDER DU en overdådigt luksuriøs og sporty kabine beklædt med læder og masser af alkantara – ikke mindst på den enorme midterkonsol. Det er ret lækkert lavet, og det samme kan man sige om de to pudeagtige læderpaneler, der dækker instrumentbordet. Stemningen er en liga over konkurrenterne, og fordi den ikke er en del af et stort modelprogram med genbrugte elementer, besidder den noget så sjældent som følelsen af at være helt sin egen.
Det vrimler ikke med elektriske SUV’er i de luftlag, men det virker mere oplagt at sammenligne den med Lamborghini Urus og Porsche Cayenne end med Mercedes EQS SUV og Audi Q8 etron, som ellers også er lækre. Med det udgangspunkt virker startprisen på knap en million kroner for en så særegen bil med 603 hestekræfter bestemt ikke galt.
Vores testbil er en Eletre S med samme ydeevne og en del mere udstyr til godt 1,3 millioner kroner. Den er blandt andet specificeret med to separate bagsæder, og det giver den helt rigtige fornemmelse af en firepersoners sportslimousine. Er man mere praktisk, fås den også med bænk bagi og tre fine pladser. Hertil kommer det store bagagerum på 688 liter samt trunk-rummet på 46 liter, hvor ladekablerne gemmer sig.
PÅ DE SNOEDE VEJE i landskabet bag forhandleren i Vejle føles Eletre til gengæld slet ikke som den enorme og tunge SUV, den er. Ånden fra Colin Chapman er død og begravet, men bilen føles kontant, velbalanceret og adræt.
Styretøjet er fast og præcist, og selvom der både er vægt og overmotorisering at arbejde med, får du fin feedback fra undervognen.
Kører du stærkt i et sving, er den dømt til at overstyre, men den tager overraskende meget pedal og spreder mere køreglæde end selv mange fossile performance-SUV’er.
Samtidig betyder eldriften, at den kan køres uhyre komfortabelt og lydløst, så det er en god pakke, Lotus kommer med. Rækkevidden er op til 530 kilometer, og takket være 800 volts-teknologi kan den lade med op til 350 kW, hvilket udraderer samtlige konkurrenter.
Annonse
Alt i alt imponerende, og er man på udkig efter en prestigefuld og eksotisk SUV, er Lotus Eletre svær at komme udenom. Eksteriørdesignet kræver et opmærksomt øje for at skille sig ud, men kabinedesignet og køreegenskaberne gør Eletre til sin helt egen bil, mens prisen og den elektriske drivlinje gør den til et hit.
Lotus-puritanere vil fælde en tåre, men så er der stadig de britiske Lotus’er, og efter at have kørt uhyret fra Wuhan er der tommel op for Geelys håndtering af det fornemme, gamle bilmærke herfra.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.