Elektrisk i tre prisklasser: Her er de 9 bedste elbiler lige nu

Skal din næste bil være elektrisk? Med mindre du er på udkig efter en gammel bil, taler meget for, at din kommende bil bliver elektrificeret i større eller mindre grad. Heldigvis er der efterhånden mange at vælge imellem. Christian Grau viser vej til de bedste og lækreste elbiler på markedet lige nu.

Offentliggjort

SMÅ ELBILER

Elbiler er som skabt til byen. Det er her, forureningen fra fossilbiler generer mest, og samtidig får du bedre rækkevidde, når du kører i byen. For i modsætning til en brændstofdrevet bil, som forbruger ekstra meget i byens stop-and-go-kørsel, så regenererer elbilen energi, når du bremser op og bruger kun lidt energi på at sætte i gang og køre i by-tempo. Problemet med elektriske bybiler er den begrænsede adgang til ladestationer. Kombineret med små elbilers begrænsede rækkevidde er det en betragtelig udfordring for byboere med elbil. På den køremæssige side har små elbiler ofte den yderligere udfordring, at batteriets vægt udgør en større andel af bilens totalvægt og dermed påvirker køreegenskaberne mere end batteriets vægt gør på en stor, elektrisk SUV. For at imødekomme den problematik har små elbiler typisk små batterier og kort rækkevidde, hvilket betyder, at de er mindre anvendelige og mere tilbøjelige til at blive forældet hurtigt. Til gengæld har en elektrisk mikrobil altid højere komfort end en brændstofdrevet mikrobil, fordi brændstofmotorens støj og vibrationer sammen med den ringere lydisolering typisk skæmmer køreoplevelsen i en mikrobil. Og har du et kørselsbehov, som passer til de små elbilers korte rækkevidde, findes der en række ultra-smarte små elbiler at vælge imellem. Overvej i givet fald at lease bilen, så du sikrer dig mod, at teknikken bliver forældet.

Peugeot E-208

Sammen med Reanult Zoe hører Peugeot 208 til de mere anvendelige, små elbiler. Her er rækkevidden over 300 kilometer og i 208’s tilfælde med en ladekapacitet på 100 kW. Samtidig får du mere plads, da bilen reelt er et nummer større end fx Fiat 500. Endelig kører 208 E bare sjovere end Fiat 500, og så kan man måske leve med, at designet ikke er helt så gennemført som på Honda E, Fiat 500 E og Mini Cooper E. Men 208 ser stadig godt ud og byder på masser af attitude samt alt det udstyr, du kan forvente af en moderne bil. Når du vælger den som elbil, er det meste standard, og samtidig får du 136 heste, hvilket, præcis som designet, vækker minder om heroiske forfædre som Peugeot 205 GTI. Det er ikke den mest opsigtsvækkende, lille elbil på markedet, men bedømt på rækkevidde/ladetid, køreegenskaber og pris er den en overset lille perle.

Pris: 240.000 kr.

Fiat 500 E

Fiat 500 har alle dage været en smart, lille bil. Som elbil er den endnu smartere – at se på, vel at mærke, for funktionelt er det den samme sang om små elbiler og rækkevidde, som man hører så ofte. Hertil kommer, at den lille Fiat holder sin rækkevidde ret dårligt – altså den bruger mere strøm, end rækkevidden indikerer, så gå endelig efter den dyre udgave med det lidt større batteri. Den gode nyhed er, at den elektriske Fiat er klart den bedst kørende Fiat 500 på markedet. De benzindrevne varianter lider i sjælden grad under motorstøj og vibrationer, samtidig med at gearkassen har det med at blive slidt ned meget hurtigt. Alle de problemer slipper du for i den elektriske 500, som byder på høj komfort og friske accelerationstider. Desværre skjuler Fiat’en sin vægt mindre godt. Tyngdepunktet føles højt, mens styretøj og undervogn slasker en smule, men hvem køber også en Fiat 500 for at få feedback og køredynamik. Kan du leve med den begrænsede anvendelighed, får du en stilsikker og charmerende elbil i Fiat 500 E.

Pris: Den anbefalede 87 kW-model koster 228.000 kr., overvej leasing til 3.200 kr. om måneden.

Honda E

Som elbil betragtet er den ret beset dum. Et lille batteri, som kun lader på en fase, betyder, at du dels har en kort rækkevidde, og at det samtidig tager lang tid at lade bilen op. Det er en idiotisk kombination, men kan du leve med det, er Honda E den smarteste bybil på strøm. Designet er på én gang futuristisk og retrospekt, grimt og tiltrækkende. Kabinen er et kapitel for sig selv med fem skærme og en midterkonsol, der ligner et barskab. Materialevalget er originalt og komforten helt i top. Samtidig kører den lille Honda morsomt med sit baghjulstræk og lave tyngdepunkt. Hvordan det er lykkedes at gemme vægten væk, er ikke til at sige, men den føles på ingen måde tung. Tværtimod er Honda E let at håndtere, sjov at dreje om hjørner med og utrolig nem at vende takket være den ultrakorte venderadius. Derfor tilgiver vi både den høje pris og den dumme funktionalitet.

Pris: Den anbefalede Advance-model koster 305.000 kr., vi anbefalerleasing til 3.900 kr. om måneden.

Andre små elbiler

VW E-UP

Billig, uprætentiøs og funktionelt bedre end Honda E og Fiat 500 E.

Renault Zoe

Den lille Renault ligner sig selv, men kabinen har fået et gevaldigt løft.

Mini Cooper E

Begrænset rækkevidde, men masser af køreglæde og udstråling.

MELLEMKLASSEN

Den store slagmark for elbiler her og nu er mellemklassen. Blandt andet fordi det afgiftsmæssigt er fordelagtigt at ligge i prisklassen mellem 300.000 og 450.000 kroner, men også fordi alle producenterne vil have en model, der kan lokke de nye grønne kunder ind i butikken. Det betyder, at man hurtigt ender med at købe sig op i mellemklassen. Du kigger på en bil til 300.000 kroner, men for blot 30.000 kroner ekstra kan du få en, der er lidt mere lækker. Og for yderligere 30.000 kroner får du modellen med stort batteri og lang rækkevidde. Mellemklassen er en jungle, og der er rigtig mange gode tilbud og lækre biler. Vi kunne have anbefalet 10 biler i mellemklassen, men her er vores yndlinge p.t.

Tesla Model 3

Tesla 3-ejerne varmer sig ved den generelle hype om mærket, selv om den lille Tesla ikke kommer i nærheden af de andre modellers design. Der er en del uheldige vinkler i formgivningen, men stilen er trods alt umiskendeligt Tesla’sk, og kabinen giver dig en følelse af at være gået fra parcelhus til arkitekttegnet villa. Derudover er Tesla bare gode til at bygge elbiler, hvor du kan tage lang rækkevidde og hurtig opladning for givet. Hertil kommer et attraktivt salgskoncept, hvor det meste udstyr er med fra start og flere funktioner kommer til med de løbende opdateringer. De andre producenter vil stadig gerne sælge dig bilen først og udstyret bagefter, men hos Tesla er rigtig meget inkluderet fra start, og det fastholder ejerglæden, der forstærkes yderligere af Model 3’s fine køreegenskaber.

Pris: Den anbefalede Long Range-model koster 449.000 kr.

Mustang Mach E

Hvorfor bryde hovedet med, om du skal vælge Skoda Enyaq, VW ID.4 eller Audi Q4 e-tron, når du kan få en Mustang til omtrent samme pris. Det er så nok ikke lige det billede, du har i hovedet af en Mustang, der lander i din indkørsel, men derimod en rummelig, velkørende familie-elbil med fire døre. Ikke desto mindre løfter Mustang-navnet bilens prestige, og så kører Mach E bedre og sjovere end trillingerne fra VW. Som så ofte med en coupé-SUV er designet lidt goofy her og der, men det har sine øjeblikke og med lidt god vilje også noget DNA fra den benzindrevne Mustang. Skal det være i mellemklassen, må du vælge en Mach E med mindre batteri og færre kræfter, og det er synd, da topmodellen skjuler sin vægt bedre end de fleste andre tunge elbiler og dermed kører bedre.

Pris: Vi anbefaler 99 kWh-varianten til 440.000 kr.

Hyundai Ioniq 5

Vi nåede ikke at køre Ioniq 5 før deadline, men bedømt på design og funktionalitet er den alt det, som VW ID.3 drømte om at være. Designet er markant og skarpt som den første generation af VW Golf. Rene linjer og gennem-førte idéer. Det er måske den pæneste koreanske bil nogensinde. Læg hertil en ladekapacitet på mageløse 350 kW. Du er videre fra hurtigladeren, før Mercedes EQC-ejeren har fyldt 40 procent på sit batteri. Der findes større og mere prestigefulde elbiler i mellemklassen, men du får svært ved at finde en, der er funktionelt bedre.

Pris: Long Range-modellen koster fra 340.000 kr.

Andre gode mellemklasse-elbiler

Skoda Enyaq, VW ID.4 og Audi Q4 e-tron

Vælg din favorit, og få en god elbil.

Mercedes EQA

En lille EQC, ikke helt så pæn, men meget Mercedes for 400.000 kroner.

BMW iX3

Lidt for dyr, men rigtig god og velkørende.

Citroen C4 E

Citroen har fået kreativ kant og høj komfort igen. C4 er både grim og pæn – det er sådan, vi kan lide dem.

FRA ØVERSTE HYLDE

De dyre elbiler har det svært grundet kampen i mellemklassen, men sammenlignet med resten af porte-føljen får du meget Porsche for pengene i en Taycan. Det kunne tale for at gå efter det helt dyre, når du vælger en elbil fra den øverste hylde. Eller alternativt gå ned i mellemklassen og tage fx en Q4 med masser af udstyr. Samtidig er der fantastiske elbiler på vej i form af Mercedes EQS, for slet ikke at tale om den dag, VW beslutter at hælde deres elektriske drivlinje i en Bentley. Skal du have en dyr elbil her og nu, er det her vores tre bedste bud. Endelig er store prestigebiler oplagte til eldrift, da den i forvejen høje vægt skjuler batteriets vægt bedre end små og mellemstore elbiler gør.

Audi e-tron GT

Har man sagt Taycan, må man også sige e-tron GT. Bilerne er tæt på identiske, men Audi’en er i vores øjne flottere, og så er det Audis topmodel, hvorimod Taycan er den billigste Porsche i modelprogrammet. Den er også billigere end e-tron GT, og det kan virke paradoksalt, men vil du have en Taycan med samme teknik og styrke som en e-tron, bliver Porschen trods alt dyrest. Vil du have plads, er den regulære e-tron SUV i øvrigt også en bil, der er vokset på os. Audi har forbedret effektiviteten siden lanceringen, og vil du have plads, er den sammen med Mercedes EQC det bedste bud på en elektrisk SUV, men tag da e-tron GT, som også byder på fin plads til fire og et regulært bagagerum.

Pris: Fra 930.000 kr.

Polestar 2

I grænselandet mellem mellemklasse og premium finder vi Polestar 2. Smid en performancepakke på, og prisen lander på en halv million for en af de mest velkørende elbiler på markedet. 408 hestekræfter og en velafstemt undervogn gør springet fra mellemklassen let, og med performancemekanik får du yderligere køreglæde. Eksteriørdesignet er en løjerlig blanding af sedan og SUV. Der er noget Saab og noget Volvo 340 over den, men indeni er den stilren, minimalistisk og utrolig lækker med mange genkendelige detaljer fra Volvo. Du får mere prestige og et overdådigt design i en Porsche, Audi eller Mercedes, men man skal virkelig ville det for at betale de typisk 50 procent oveni, som konkurrenterne koster.

Pris: 500.000 kr.

Porsche Taycan

Sammen med søsterskibet Audi e-tron GT er den elektriske Porsche p.t. den bedst kørende elbil på markedet. Især selvfølgelig hvis du vælger en Turbo S, men mindre kan gøre det. En straight Taycan med baghjulstræk og 326 hk ligner et godt tilbud til 775.000. Ja, det er mange penge, men det er ikke meget for en Porsche, og trods fraværet af motorstøj får du faktisk meget Porsche-feeling i en Taycan. Ikke mindst takket være det lækre interiørdesign og den høje finish. Vores anbefaling er dog at vælge performancebatteriet for at få flere hk og en rækkevidde over 400 kilometer. Alt godt sagt er Taycan ikke den Porsche, vi drømmer om, men det er en fantastisk elbil og et oplagt alternativ til en benzindrevet Panamera, som ligeledes mere er en GT end en regulær sportsvogn.

Pris: Fra 775.000 kr.

Andre gode elbiler fra øverste hylde

Audi e-tron og e-tron Sportback

Velfungerende og rummelige elbiler.

Mercedes EQC

Ikke så spektakulær som e-tron, men mindst lige så god.

Tesla Model S

Stadig en rigtig god elbil i et design, der holder.

Jaguar iPace

Den elektriske racekat har fået en opdatering, men teknikken halter sammenlignet med de bedste i klassen.

VÆRD AT VENTE PÅ

Et af dilemmaerne ved at købe en elbil er, at der hele tiden kommer en ny og måske lidt bedre model lige om hjørnet. Det stopper aldrig, men her er fire af de kommende elbiler, vi glæder os mest til.

Mercedes EQS

Begynd bare at sætte ladestandere op i ministerierne med det samme.

BMW i4

Det ligner en elektrisk 4-serie Grand Coupé, og tilsat lidt BMW-køreglæde kan det næsten ikke gå galt.

Volvo V40 Recharge

Hvis den kører lige så godt som Polestar 2, kan du godt glæde dig.

Kia EV6

Samme geniale teknik som Hyundai Ioniq 5 og et design, der deler vandene.