Nyt år, nye afgifter: Hvornår bliver Danmark et elbilsland?
I år træder en ny politisk aftale i kraft, der skal sikre én million grønne biler på de danske veje i 2030. Betyder det så, at Danmark endelig tager elbilerne til sig på linje med vores norske naboer?
DET ER BRYDNINGSTIDER for Kasper Olsson og hans kollegaer hos Jan Nygaard AS, der sælger biler af mærkerne BMW og MINI. Hvor det for syv år siden var first-movere og feinschmeckere, der ville prøve kræfter med BMW’s eldrevne i3-model, er det i dag høj såvel som lav, der flirter med tanken om at erstatte benzinslugeren i garagen med en el- eller hybridbil.
Kasper Olsson, der har titel af marketingdirektør, har startet året ud med en rødglødende telefon i hånden. Forklaringen skal findes i de nye regler for registreringsafgifter, der i december blev aftalt mellem regeringen og støttepartierne Enhedslisten, Radikale Venstre og SF. Kort fortalt skal blandt andet højere registreringsafgifter på benzin- og dieselbiler samt en afgiftsfritagelse for flere billige elbiler sætte skub under implementeringen af elbiler på de danske veje.
”Sidste år solgte vi omkring 300 el- og hybridbiler. I 2021 forventer vi en mangedobling, primært grundet de nye afgifter, samt at vi har et meget bredere og mere attraktivt udvalg af forskellige el- og hybridmodeller,” fortæller Kasper Olsson.
Annonse
Også hos brancheorganisationen Dansk Elbil Alliance er man positivt stemt overfor perspektiverne i den nye aftale:
”Vi er meget tilfredse med, at man sætter et pejlemærke for, hvor man gerne vil være i 2030. Vi havde selvfølgelig gerne set, at man havde sat et højere mål, men det er godt, at alle de virksomheder og kommuner, der skal investere i ladeinfrastruktur og udrulning heraf, samt værksteder, der skal være gearet til at håndtere elbilerne med videre ved, hvad de skal investere efter. Samtidig bør det være sådan, at det i et land som Danmark, der har høje klimaambitioner, altid er billigere at køre på grøn energi end sort energi, og det skal afgifterne naturligvis afspejle,” siger organisationens branchechef Lærke Flader.
Aftalen skal lægge låg på det, der i de seneste år har frustreret både købere og sælgere af elbiler herhjemme: Uro om afgifterne. Hos Jan Nygaard AS forventer Kasper Olsson, at en afgiftssats, der som minimum ligger fast de næste fem år, vil animere flere bilkøbere til at gå grønt.
Foto: PR | Kasper Olsson fra Jan Nygaard AS forventer, at BMW's hybrydbil 530e får et stort år som følge af de nye afgiftsregler.
NU AFVENTER elbilindustrien den anden del af den såkaldte Eldrup-kommission, der blev nedsat i februar 2019 og tager navn efter den eksterne formand Anders Eldrup. Hvor første del handlede om grøn bilbeskatning, skal næste delrapport behandle en tilsvarende knast i implementeringen af elbiler: Infrastruktur.
”Det betyder meget for folks valg af bil, at man kan få dem ladet op hvor som helst og når som helst. Danskerne skal vænne sig til, at den primære tankstation er hjemme i garagen, men de skal også kunne føle sig trygge ved at være på farten. Kø og bøvl ved ladestanderne vil hæmme danskernes valg af elbiler, så det er vigtigt, at man får udbygget ladeinfrastrukturen og sikrer, at det er let at oplade i det offentlige,” siger Lærke Flader fra Dansk Elbil Alliance og fortsætter:
”Man skal i kommunerne have lavet nogle strategier for infrastruktur, samt for hvordan man får parkeret sin bil. Det nytter fx ikke noget, at benzinbilerne i byerne kan parkere på p-pladser, hvor der er en ladestander, for så får man ikke udnyttet standeren godt nok.”
Ifølge brancheorganisationen er mangelfuld ladeinfrastruktur dog ikke den eneste hindring for flere biler på vejene. Lærke Flader savner også, at man fra politisk hold gør mere for at motivere de private virksomheder til at vælge grønne firmabiler:
”På nær i 2020 har man faktisk straffet medarbejdere for at vælge en grøn firmabil. Det er uhensigtsmæssigt. Rigtig mange virksomheder vil gerne hjælpe til, at deres medarbejdere kan køre i grønne biler, og virksomhederne står for halvdelen af hele bilpakken. Samtidig er det sådan med firmabiler, at de som regel bliver skiftet ud oftere, så brugtvognsmarkedet, hvor mange danskere køber bil, bliver hurtigere grønt, når danskerne får grønne firmabiler. Ud fra et statsfinansielt synspunkt er det ikke dyrt at motivere til grønnere firmabiler, så det er oplagt instrument til at få bilpakken gjort grønnere."
Foto: Adam Sund | Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance.
MENS ANDELEN af solgte el- eller hybridbiler kæmper for at kravle op over 20 procent af det samlede salg, er det tilsvarende tal hos vores norske naboer 72 procent. Her havde man for år tilbage et mere synligt forureningsproblem at gøre op med. Fordi mange norske byer ligger indhyllet i bjerglandskaber, er forureningen mere synlig i byområder, hvorfor den norske regering med stålsat blik fik elbilssalget til at eksplodere:
”De norske oliepenge har bidraget til at støtte elbilerne med en fritagelse for broafgift, parkeringsafgift, færgeafgift - de fjernede stort set alle afgifter, og det gjorde elbilerne prismæssigt attraktive. Desuden måtte elbilerne køre i busbanerne for at undgå trængsel på vejene. Norge havde en synlig politik omkring, at de bare ville have succes med elbiler, og det virkede,” fortæller Lærke Flader og pointerer, at den såkaldte nabo-effekt også vil slå igennem i Danmark, når elbilssalget bliver højt nok:
Annonse
”Elbilerne var synlige i Norge, og når ens nabo kan købe en elbil, tænker man, at det kan jeg da også. Det er vigtigt for folk at se, at det kan lade sig gøre i virkeligheden, og derfor var udviklingen eksponentiel i Norge.”
Tilbage hos Kasper Olsson betoner man, at benzin- og dieselbiler stadig kan være den bedste løsning for nogle bilkøbere, selvom planen er, at det i 2030 vil være slut med at købe biler, der kører på fossile brændstoffer. Kasper Olsson hører stadig modargumenter som: ”Elbilerne bliver billigere lige om lidt” eller ”lige om lidt er teknologien bedre”. Alligevel spår han, at 2021 vil blive et stort år for el- og især hybridbilssalget herhjemme:
”Lige nu ser vi stigende efterspørgsel i alle segmenter lige fra firmabilssegmentet over til små og mellemstore SUV’er. De helt store modeller, fx BMW 530e og X5 45e, vil vi nok ti- eller tyvedoble vores salg af i løbet af 2021.”
Nye registreringsafgifter
Den nye politiske aftale mellem regeringen og dens støttepartier skal sikre én million nye grønne biler på vejene i 2030 - dobbelt så mange som de 500.000 nye grønne biler, regeringen i første omgang havde spillet ud med. Aftalen kommer som en reaktion på den første delrapport fra den såkaldte Eldrup-kommission, der havde til formål at regne på, hvad det ville koste samfundet og den gennemsnitlige dansker at øge antallet af elbiler. Hovedpunkter fra den nye aftale inkluderer blandt andet:
Registreringsafgiften på biler, der kører på fossile brændstoffer, kommer i gennemsnit til at stige med 2.300 kroner i 2021.
Hvor det før kun var elbiler, der kostede under 400.000 kroner, der var afgiftsfritaget, gælder dette nu for alle elbiler, der koster under 500.000 kroner.
Elafgiften til at oplade elbilerne holdes fortsat nede.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.