Se Jan Hellesøes biler gennem karrieren

1982 Toyota Hiace, hvid

Min første bil, en Hiace, købte jeg med en kammerat. Jeg var 17, og han var 18. Vi brugte den til at køre rundt med rekvisitter, når vi skulle optræde. Det begyndte jeg på allerede som 14-årig, og på det her tidspunkt var jeg blevet så dygtig, at jeg også skabte illusioner for teatre og tv. Hvis Det Ny Teater eller Det Kgl. Teater døjede med en eller anden effekt eller illusion, så ringede de til mig. Det krævede en stor bil og en ven med kørekort.

1998 Chrysler Seebring Cabriolet, hvid

Jeg rykkede til USA for at optræde med førnævnte ven, og der købte jeg en brugt Chrysler Seebring Convertible. Jeg boede i Las Vegas, og jeg kørte hele vejen til Los Angeles for at hente den, men køreglæden var det hele værd. Vi boede hos Hilton-familien. Min makker var fjern slægtning til en dansk kvinde, der havde giftet sig ind i den familie, så vi boede hos dem i vanvittig luksus. Det var helt surrealistisk.

Og på en måde var det også derfor, jeg tog hjem igen efter to år – det hele manglede ligesom noget substans. Til gengæld kom der det gode ud af det, at jeg opdagede hypnose. Havde det ikke været for det ophold, havde jeg måske ikke været der, hvor jeg er i dag.

2013 Fiat 500 Twinair, perlemor

Jeg kørte Danmark rundt i tog og var sådan set glad for det, men til sidst savnede jeg friheden, og så købte jeg en perlemorshvid Fiat 500. Min sidste bil i USA var en Grand Cherokee, hvor der stod Jan H på nummerpladen. Nu sad jeg i en Fiat Twinair. Den lød fedt, men den kørte ikke ret hurtigt, og jeg kørte altså 80.000 kilometer i den på ingen tid. Det er den ikke bygget til.

2012 Audi A5 Sportback, mørk lilla.

Samtidig begyndte jeg at lave ’Fuckr med din hjerne’. Der lærte jeg en politimand at kende. Han sagde: ’Du kører rigtig meget, og du skal altså vide, at når jeg kommer ud til et uheld med sådan en bil, så er der ingen, der kommer ud af den i live. Få dig nu en ordentlig bil.’ Jeg erstattede min Fiat 500 med en Audi A5 Sportback, min første sådan rigtig lækre bil. Næsten sort, men med et lilla skær og cognacfarvet læder.

Jeg havde haft gode oplevelser i min Chrysler, men det her var køreglæde på en anden måde. Glæden ved at sætte sig ind i den, glæden ved at komme ud til den om morgenen. Den der følelse, alle, der har haft en lækker bil, kender. Jeg var meget, meget stolt af den bil.

2012 Audi A7, sølvgrå

Jeg blev forelsket i en Audi A7. Hverken jeg eller mine forældre har nogensinde ejet en bil i den kaliber. Men det endte brat. Jeg kørte på motorvejen ved Christiansfeld i tæt trafik på vej til et show i København. Jeg lå i højre spor og med god afstand til lastbilen foran og lurede på, hvornår der var et hul mellem de overhalende biler, så jeg kunne komme ud i venstre vognbane. Pludselig bremsede lastbilen. Jeg stod på bremsen, men kunne se, at det blev svært at undgå en kollision. Jeg rev jeg bilen ud til venstre, samtidig med at jeg ramte lastbilen. I næste nu var lastbilen inde i min bil. Den ramte faktisk også min nakkestøtte, men jeg nåede at krænge mig op i det ene hjørne.

Bilen var totalskadet, men jeg slap uden skrammer, så efter et tjek på hospitalet, besluttede jeg mig for at gennemføre mit show – jeg kan ikke sige det bedre, end at jeg havde brug for, der var en mening med den køretur.

2017 Volvo V90, sølvgrå

Før jeg kørte til København i vores anden bil, som min kone havde taget til sygehuset, var jeg nede hos Falck og hente tingene i den smadrede bil. Jeg måtte lige sige farvel og tak for, at den havde reddet mig, og at alle airbags havde virket. Den var helt smadret, men døren kunne åbne, og jeg kunne sætte mig ind i den – det var et underligt øjeblik. Derpå gik der nogle måneder med en lejet bil, mens jeg ventede på min nye bil.

Jeg havde besluttet, at jeg måtte have verdens sikreste bil, så jeg bestilte en Volvo V90. En rigtig dejlig bil og meget moderne med app-styring, der holder styr på kørebogen, og oliefyr, så jeg altid kan finde bilen efter et show, og aldrig skal sætte mig ud i en kold bil.

Volvo V90, sort

På to år kørte jeg 152.000 kilometer i min første Volvo. Så jeg tænkte, at nu var det tid til at få en ny. Jeg byttede den simpelthen til en magen til, bare i sort. Den er jeg også glad for, men jeg må indrømme, at jeg sender det lange, længselsfulde blik, når jeg ser en Audi A7. Det var faktisk meget den der app-styring, der gjorde, at det blev Volvo igen. Jeg er nærmest afhængig af den brugerflade – ellers havde jeg måske taget en A7 igen.

Gik det rigtig godt, og skulle jeg vælge en drømmebil, ville det være en Bentley Bentayga. Jeg tør bare ikke tænke på, hvad det ville koste med alle de kilometer, jeg kører. Jeg er dog rigtig glad for min Volvo, og det er egentlig det vigtigste kriterium. Jeg skal glæde mig til at komme ud at køre, ellers kan man ikke have det job, jeg har.