Se John Kørnes biler gennem karrieren

1996-1998: 1980 Bedford, rød postbil, automatgear.

Jeg havde en bil sammen med Master Fatman. En Bedford, altså sådan en gammel postbil. Han havde brug for at komme rundt som dj, bingovært og musiker, men havde hverken bil eller kørekort. Jeg manglede penge og en bil, hvor mine malerier kunne være, så det var en god konstellation. Som postbil var der den detalje, at man kunne køre i den med åben dør, og det var jeg vild med. Jeg husker adskillige gange, hvor vi var på vej hjem fra fest klokken tre-fire om morgenen. Han var dejset omkuld ved siden af mig, og jeg kørte hjem gennem natten med åben dør. Jeg kunne også godt lide at arbejde i den – jeg har malet flere malerier i den, blandt andet på Femø. Jeg kørte ud på Femø, og så lagde jeg lærredet på rattet og sad med åben dør og malede på et gult maleri, mens jeg kiggede ud over vandet.

1996-1998: 1983 Citroen 2CV, grå

Samtidig havde jeg en 2CV, som jeg kørte i privat. Den havde runde lygter, og så var den grå. Det var ikke en farve, jeg nogensinde selv ville vælge, men jeg var glad for bilen. Den var ikke stor, men den var høj, og jeg sad godt i den trods mine over to meter. Men på mange måder var det en dårlig bil. Den var ikke godt bygget, men den var charmerende, og charmerende biler er lige mig. Jeg kan ikke have en traditionel, kedelig Toyota, så hellere en charmerende møgbil med soltag og runde lygter. Jeg havde heller ingen penge, jeg havde skattegæld. Jeg blev kaldt ind til møde hos Skat, og jeg havde simpelthen ikke noget at betale tilbage med, så de endte med at tage pant i to malerier. Det var en af de første gange, at min kunst blev værdisat, og jeg husker, hvordan jeg gik hjem med et smørret grin og tænkte, hvor er de dog naive, fordi jeg ikke havde fantasi til at tro, at min kunst var noget værd.

1998-2005: 1988 Ford Transit

Jeg købte en aflagt mandskabsvogn fra KTAS, en Ford Transit. Orange, nem og billig. Den høje model med dobbelthjul bagtil. Der skulle være plads til nogle store malerier bagi. Men jeg glemte at fylde olie på, og så brændte den sammen i Dronningmølle, og der holdt den i et par uger. Det skete, at folk, jeg kendte, spurgte, om jeg ikke snart skulle hente den, så det gjorde jeg, men der var ikke noget at gøre. Bilen var død.

1998-2005: 1992 Citroen BX, rød

I samme periode kom der en upgrade på privatbilfronten. Jeg fik en Citroen BX, som jeg syntes, var enormt fiks. Jeg kunne virkelig godt lide, at den var rød. Efter min opfattelse kunne den køre lidt hurtigere på grund af farven. Der var også noget med en italiensk designer, og det blev den endnu hurtigere af. Desværre fik den alvorligt bøvl med bremserørene, og så sagde min mekaniker – ligesom sidst jeg kom med en Citroen – at det ikke kunne betale sig at fikse det.

2005-: 2003 VW Transporter, graffitimalet

Jeg kan huske, at da jeg købte min VW Transporter, sagde forhandleren, at den kunne køre en halv million kilometer. Det var jeg ikke sikker på, men den har faktisk startet hver gang lige siden. Det er den bil, jeg har haft i længst tid, og jeg bruger den dagligt. Det har aldrig været nogen flot bil, men jeg har altid fået meget opmærksomhed i den. Den er malet af det ondeste graffiti-crew, fordi jeg tænkte, at den ville blive malet over, hvis jeg selv malede den. Man kan måske sige, at jeg er en slags kurator på den. En sommer var jeg på Ruths Hotel i den og holdt mellem Porscher og Jaguarer på deres parkeringsplads, men den bil, der fik mest opmærksomhed, var min. Måske også fordi jeg havde pakket mine ting i en Ikea-pose og taget mit musikanlæg med, så jeg kunne spille musik, når jeg holdt foran galleriet.

2009-: 2007 Chrysler Voyager, kongeblå

Der gik nogle år, hvor jeg ikke havde en privat bil. Imens voksede familien, så da vi skulle have bil igen, skulle den være stor. Jeg er ret vild med sådan noget highway-kultur – altså det at skulle køre langt. Det er Chrysleren nærmest bygget til. Den har automatgear, masser af plads og bløde sæder. Jeg har været i Paris og Berlin og Malaga i den. Det er den god til. Jeg går, som det fremgår, ikke så meget op i biler, men jeg kunne godt finde på at købe en lækker bil en dag. Sådan en man ville passe på. Det, synes jeg, giver mening i denne tid.