Se John Kørnes biler gennem karrieren
John Kørner er født i 1967. Uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi fra 1992-1998 og har siden arbejdet som udøvende kunstner med maleri, grafik, keramik, skulpturer og happenings. Hans værker er repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Arken, Aros og Tate Gallery.
Foto: PR & privat Man kan sige meget om en mand alene ud fra hans bilvalg – se bare her.
1996-1998: 1980 Bedford, rød postbil, automatgear.
Jeg havde en bil sammen med Master Fatman. En Bedford, altså sådan en gammel postbil. Han havde brug for at komme rundt som dj, bingovært og musiker, men havde hverken bil eller kørekort. Jeg manglede penge og en bil, hvor mine malerier kunne være, så det var en god konstellation. Som postbil var der den detalje, at man kunne køre i den med åben dør, og det var jeg vild med. Jeg husker adskillige gange, hvor vi var på vej hjem fra fest klokken tre-fire om morgenen. Han var dejset omkuld ved siden af mig, og jeg kørte hjem gennem natten med åben dør. Jeg kunne også godt lide at arbejde i den – jeg har malet flere malerier i den, blandt andet på Femø. Jeg kørte ud på Femø, og så lagde jeg lærredet på rattet og sad med åben dør og malede på et gult maleri, mens jeg kiggede ud over vandet.
1996-1998: 1983 Citroen 2CV, grå
Samtidig havde jeg en 2CV, som jeg kørte i privat. Den havde runde lygter, og så var den grå. Det var ikke en farve, jeg nogensinde selv ville vælge, men jeg var glad for bilen. Den var ikke stor, men den var høj, og jeg sad godt i den trods mine over to meter. Men på mange måder var det en dårlig bil. Den var ikke godt bygget, men den var charmerende, og charmerende biler er lige mig. Jeg kan ikke have en traditionel, kedelig Toyota, så hellere en charmerende møgbil med soltag og runde lygter. Jeg havde heller ingen penge, jeg havde skattegæld. Jeg blev kaldt ind til møde hos Skat, og jeg havde simpelthen ikke noget at betale tilbage med, så de endte med at tage pant i to malerier. Det var en af de første gange, at min kunst blev værdisat, og jeg husker, hvordan jeg gik hjem med et smørret grin og tænkte, hvor er de dog naive, fordi jeg ikke havde fantasi til at tro, at min kunst var noget værd.