Se Kristian Bechs biler gennem karrieren

I lære som brolægger.

Jeg blev bilejer som 17-årig, da jeg købte en Ford Escort 1,1. Fin bil, men lidt undermotoriseret: Det var jeg ikke så stolt af, så jeg købte et 1,8-skilt og klistrede på, så den så ud af lidt mere. Jeg var naturligvis fristet af 3,0-skiltet, men det ville ingen tro på, og under alle omstændigheder skulle jeg bruge bilen.

Jeg var i lære som brolægger og mødte klokken 6.30 hver dag. I starten kørte min far mig, men på min 18-års fødselsdag tog jeg kørekortet, og så var det Ford Escort derfra. Min drøm var altid at blive politimand, men det kunne jeg ikke blive, fordi jeg havde fået fjernet en nyre som barn.

Det var det, de sagde, men jeg håbede, at en håndværksuddannelse kunne gavne, så derfor bankede jeg sten fra tidlig morgen og hadede alt ved det, på nær bilen.

I lære som brolægger.

Jeg var ret stolt af den Ford Escort. Den fik også et par ekstra forlygter og så hurtig ud, men det var jo en 1,1’er, og min søster havde en nyere Ford Escort 1,3, fjerde generation. Så da hun skulle af med den, byttede jeg bare, fordi den var nyere og lidt hurtigere.

I dag kan jeg intet huske fra min tid i den. Den første bil glemmer man jo aldrig, men den her er helt væk. Det skøre er, at jeg altid har drømt om at have en fed bil, men først var pengene der ikke, og da de så kom, meget senere, var der andre ting, der var vigtigere. Kone, børn og bolig.

I stedet gjorde jeg noget andet dengang. Jeg købte en motorcykel, som gav mig den der følelse af køreglæde, jeg manglede i bilerne.

Brolægger, læser HF og markedsføringsøkonomi.

Jeg købte en Toyota Hilux, og det er nok den fedeste bil, jeg nogensinde har haft. Det var bogstaveligt kærlighed ved første blik. Min far og jeg så den en dag, vi var ude at køre, og så fulgte vi efter den.

Da den stoppede, stod jeg ud og sagde til ejeren, at hvis han en dag ønskede at sælge, så ville jeg gerne købe den. Det passede med, at han faktisk gik med salgstanker. Den havde de største alufælge, jeg nogensinde havde set. Jeg havde fået min første rigtige kæreste, og vi overnattede i bilen.

Den havde et kæmpe anlæg, hvilket var en stor ting dengang. Jeg var lidt ældre end de andre på HF, og jeg havde en stor bil. En fandens karl.

Marketingmedarbejder hos Egmont.

Helt idiotisk solgte jeg Hilux’en, fordi den skulle have nye dæk. De kostede 2.000 stykket, og det havde jeg ikke, men jeg manglede heller ikke en bil. Jeg havde fået et job i byen og tog toget ind. Det handlede også om, at så længe jeg havde den bil, blev jeg booket som brolægger.

Den blev et symbol på det arbejde, jeg hadede, men jeg har retfærdigvis savnet den mange gange siden. I stedet købte jeg mig en Golf II, og den havde det hårdt. Klimaanlægget virkede ikke, så jeg måtte have to jakker, hue og vanter på, når jeg kørte om vinteren. På et tidspunkt var jeg på date med en pige, og da vi var på vej hjem fra biografen, gik lyset på den.

Vi havde lige passeret en politibil, og jeg kunne se den vende i rundkørslen bag os. Så jeg trillede ind i nogle gyder og gemte bilen lidt. Det gjorde min date nervøs, fordi jeg havde lovet at køre hende hjem, og hun boede i en anden retning, men jeg ville ikke tages uden lys på, fordi jeg stadig drømte om at komme ind på politiskolen.

Politielev og siden betjent.

Det gik jo ikke med den Golf, så da mine forældre nogle år senere skulle sælge deres Mazda 626, slog jeg til. En kæmpe upgrade med air-con og servostyring. På politiskolen gik den under navnet ’Kebabben’, og da jeg senere blev betjent, supplerede jeg med en ny motorcykel og levede min indre fartdjævel ud der. Denne gang en Suzuki GSX 750, som var så hurtig, at jeg endte med at sælge den af frygt for at slå mig selv ihjel.

Vært hos TV 2 og stifter af produktionsselskabet Missing Media.

Med min ansættelse hos politiet var jeg, hvor jeg gerne ville være. Jeg var lidt rundt i systemet, men arbejdede især meget som observatør. Det vil sige sådan en, der skygger folk. Det er ikke som på film, men det rummer den spænding, at man ikke må blive opdaget.

Vi havde nogle særlige biler til det, men jeg kunne snildt have taget mine egne, for efter Mazda’en havde jeg nogle år med anonyme familiebiler. Heriblandt en Citroen C4 og en C4 Grand Picasso med tre sæderækker. På det arbejdsmæssige plan tog jeg en pause fra politiet og fik job som redaktør på et tech-magasin.

Så røg jeg tilbage i politiet, indtil jeg begyndte at lave tv, fordi jeg havde mødt en journalist, der mente, at min baggrund passede godt til at være vært. Først lavede jeg et program, der hed ’Eftersøgt med Kristian Bech’ på Kanal 5. Så blev jeg hentet til ’Station 2’, og nu laver jeg ’Som sunket i jorden’ til TV 2 i et produktionsselskab, som jeg har været med til at stifte.

Se, hvad vi ellers skriver om: Biler og Mænd