Se Kristian von Hornsleths biler gennem karrieren

1975 Renault 4 varevogn, matsort

Jeg kunne slet ikke vente på at få bil. Jeg var 18 år og aftjente værnepligt i Søværnet. Lønnen rakte til den obligatoriske Renault 4 postvogn, som jeg malede matsort. Det var højest usædvanligt dengang, så jeg blev konstant stoppet af politiet, som tænkte, at jeg var narkogangster eller bandekriminel. Jeg husker det at få bil som symbol på uhæmmet frihed. Det var ikke bare en bil for mig, det var en mulighed for at komme væk fra alt det småborgerlige savl. Man skal ikke spørge nogen, man skal ikke vente på nogen, man skal ikke tilpasse sig en køreplan.

Til gengæld bliver man misbrugt, fordi man altid er den, der skal køre folk rundt, men sammenlignet med at være afhængig af andre er det klart at foretrække. Derfor har jeg haft bil lige siden.

1989 Alfa Romeo 164, rød

Efter Renault’en fulgte en masse kassevogne. Mit liv har været én lang varevogn. Jeg var nærmest ekspert i gamle VW Transportere og har haft både en T2, T3, T4 og T5. Jeg husker især en T3 med en stor kabine og gulvtæppe bagi. Der lå mine børn på madrasser uden sikkerhedsseler, mens jeg kørte til Schweiz. Bilen har for mig altid været noget eventyrligt – et rumfartøj, et symbol på en eller anden forløjet frihed, som betød, at jeg kunne køre ud i verden.

Den første lækre bil, jeg husker, er en Alfa 164. Røvlækker. Nu er jeg jo uddannet arkitekt, så jeg faldt for det her med, at designet var så gennemført. Altså sæderne, det var som at sidde i en stol fra Le Corbusier med perfekt udsyn over vejen. Desværre gik den hele tiden i stykker.

1983 Porsche 911 Carrera, rød

Der var nogle gode år i nullerne, og jeg drømte om en sportsvogn. Folk omkring mig sagde, at den skulle findes i Tyskland og hentes, så det gjorde vi. En Carrera fra starten af 80’erne. Rød og med en kæmpe vinge bagpå. Jeg kan huske, vi var to mand nede og hente den. Granvoksne mænd og alligevel var det lige før, vi skændtes om, hvem der skulle køre den – nu er det min tur, nej, nu er det min tur.

Jeg blev stamkunde hos et Porsche-center i Køge og fik fjernet den der grimme spoiler og lærte en masse om Porscher. Hver gang, jeg holdt for rødt, var der altid en eller anden, der skulle køre om kap, men det var jo en gammel bil og farlig at køre stærkt i. Til sidst solgte jeg den, fordi vi flyttede til England, hvor jeg drømte om at slå igennem.

2000 Hyundai H-1, rød

Jeg satsede alt i England. Det lykkedes bare ikke. Jeg havde brugt alt, hvad jeg ejede, på at slå igennem derovre, så jeg måtte starte forfra. Jeg rykkede ind i mit gamle værksted og flyttede tilbage i en gammel lejlighed. Bilmæssigt tog jeg til takke med en gammel varevogn i stil med de ramponerede kassevogne, jeg havde kørt i min ungdom. En gammel, skramlet Hyundai. Det vilde var, at efter et par dage, så havde jeg vænnet mig til det.

Mercedes CLS mk 1, malet af Hornsleth

Jeg havde en indvandrer ansat, og han sagde: ’Hva’ Hornslet, du skal da have en ordentlig bil.’ Det blev en Mercedes CLS, som jeg synes, er ret smuk i den første generation. Den lignede en spændt bue, og det var jeg vild med. Så jeg leasede sådan en, og så skete der det, at politiet begyndte at ringe til mig og spørge, om det kunne passe, at den og den person kørte rundt nede i Ishøj i min bil? Det kunne det på en måde godt, for det var jo bare min medarbejder, og jeg var egentlig forarget over, hvordan man ustandseligt bliver stoppet som mørk mand i en dyr bil.

Jeg turde dog ikke spørge politiet, om de var racister, og desværre viste det sig faktisk, at han var rodet ind i alt muligt snavs. Lad os hellere tale om, hvordan jeg malede bilen og afleverede den som et kunstværk i de vildeste farver. Det var sådan, jeg fik nøglerne til min næste bil.

2012 Porsche Panamera, sort

Jeg malede Mercedes’en, og en del af den aftale var, at jeg leasede videre i en sort Panamera. Jeg har kørt Rolls-Royce og Maserati, men da jeg kørte ud fra forhandleren i min Porsche, tænkte jeg: ’Okay, der er et lag mere.’ Jeg følte mig som Chewbacca i Tusindårsfalken. Jeg mindes engang, jeg kørte hjem fra Holland. Dør til dør fra Amsterdam til Hellerup på seks timer. Jeg startede klokken fem om morgenen, og der var ikke et øje på vejen. Det er ret barnligt, men det er noget med at køre så hurtigt, at man er helt tæt på døden.

Vi søger det farlige, og den dødsforagt bruger jeg også i min kunst. Jeg har udsmykket en serie af motorcykler, og de hedder henholdsvis ’Kill me fast’, ’Super crash’ og ’Piss on my grave’. Desværre endte det også med, at jeg mistede kørekortet, fordi jeg kørte for stærkt. Dog kun i et år, så nu er jeg klar igen.