Se Mogens Lykketofts biler gennem karrieren

1967-1974: Volkswagen Beetle, grønblå

Der gik nogle år, fra jeg fik kørekort, til jeg fik egen bil, fordi jeg kunne låne min mors hvide Volvo, men da jeg blev gift og fik børn, var det jo nødvendigt, at jeg fik en bil selv. Det blev til en grønblå folkevognsboble fra 1962, som jeg købte brugt af en bekendt. Det var en skøn bil, som der faktisk kunne være rigtig mange mennesker i. Det var ikke sjældent, at vi fik stoppet en fire, fem, seks voksne og et barn ind i bilen, hvis vi pakkede dem rigtig godt.

1974-1978: NSU Prinz 4 1973, rød

Jeg var utrolig glad for min folkevognsboble, men til sidst var den så udkørt, at den måtte lade livet, inden det blev alt for dyrt med de mange reparationer. Da folkevognen blev skrottet, befandt vi os midt under energikrisen, og derfor foreslog jeg, at vi erstattede den med en lille bil. Vi købte en NSU Prinz, som vistnok var den mindste bil, man overhovedet kunne købe dengang. Den levede i fire år, men den var også stærkt overbelastet af at bære på både mand og kone, to børn, hund og ofte også en farmor. Frygteligt trangt var der. Den havde i hvert fald meget svært ved at overhale nogen som helst på landevejen, lad mig sige det sådan.

1978-1989: Volkswagen Passat, rød

Efter at have holdt ud under Prinz’ens trange kår, købte vi en Passat. Der var masser af plads i bagagerummet, og den var rummelig nok til hele familien – inklusive hunden. Den kunne endda også overhale andre biler på vejen. Vi havde vores røde Passat i 11 år, og vi var mægtig glade for den, fordi den passede så fint til vores behov. Vi skilte os dog til sidst af med den, fordi den blev for dyr at reparere på.

1989-2005: Ford Granada, sort

Frem til 2005 havde jeg ingen privatbil, fordi jeg altid har cyklet ind til Christiansborg og taget toget til møder i provinsen, men i kraft af mit erhverv som skatteminister havde jeg en ministerbil. På daværende tidspunkt var der en Ford Granada i ministeriet, og altså var det den bil, jeg blev tildelt. Dengang måtte man gerne bruge sin ministerbil privat, så den kørte jeg rundt i. Men glæden var kort, for det blev snart bestemt politisk, at ministrene ikke længere skulle have lov at køre rundt og lave skrammer på ministeriernes biler. Desuden blev det bestemt, at Skatteministeriets Granada var for nedslidt, så den blev byttet ud med en Mercedes.

2005-2010 Volkswagen Golf, mørkeblå

I min tid som finansminister (1993-2000) og udenrigsminister (2000-2001) blev jeg kørt rundt i forskellige typer af Mercedes-biler, men da jeg igen fik privat bil i 2005, var det en helt almindelig Golf fra 1993, som var købt brugt. Det var faktisk min nuværende kone, der tog den med ind i vores forhold, men jeg syntes også godt om den. Mest fordi den var dejligt praktisk og havde plads til alt vores grej.

2015-2016: Chevrolet Tahoe, sort

Som formand for FN’s generalforsamling i New York har man også en bil til officielle ærinder, og i mit tilfælde var det en Chevrolet Tahoe. Det er en rigtig firehjulstrækker, som er ret massiv i det og meget høj at træde op i. Det virkede næsten som en pansret bil, men det var den altså ikke. Jeg syntes, at den var ret sjov at køre i, og det gjorde bestemt ikke sagen dårligere, at den havde blinklys og sirener, som chaufføren kunne sætte til, hvis vi skulle hurtigt gennem trafikken. Mit yngste barnebarn, som var med ved en enkelt lejlighed, syntes i hvert fald, at det var mægtig skægt at køre i en bil, der kunne sådan noget.

2010-: Volkswagen Golf, sort

På trods af de fine ministerbiler, jeg har kørt igennem tiden, har jeg aldrig haft behov for at have en fancy bil selv. Det er jeg nok i virkeligheden for nærig til. Derfor købte vi også en ny Golf, da vores gamle Golf gik i stykker. Vi købte en brugt model fra 2007, men den havde ikke kørt så mange kilometer. Det har den derimod nu, men den lever stadig i bedste velgående. Det er en rigtig god bil med en kraftig motor, som lader til at være uopslidelig. Vi har dog talt om, at vores næste bil skal være en elbil, fordi det er mere miljøvenligt. Men en Tesla, det bliver det nok ikke.