Strengt taget var det ikke min bil, det var min morfars. Da han døde, overtog min mor den, og eftersom hun havde en Golf i forvejen, fik jeg brugsretten over Skoda’en, indtil den skulle synes næste gang.
Det stod skrevet over himlen, at den ville dumpe, og det kunne ikke svare sig at fikse den, men den var god nok til at opbygge en eller anden form for rutine i. Så man kan sige, at jeg reelt lærte at køre bil i den Skoda, og det har givet mig nogle stærke bilskills.
Tankmåleren var upålidelig, gearstangen føltes som at røre i en sovsegryde, og speedometeret vibrerede så meget, at det var umuligt at afgøre hastigheden. Man udviklede virkelig en god intuition, kan man sige.
Annonse
Da jeg var blevet god nok til at køre, overtog jeg mere eller mindre min mors Golf III. Vi er stadig i starten af min karriere, så det er nogle mærkelige job, jeg kører til, og min mor synes altså, det er lidt synd, at jeg oveni købet skal ankomme i den der gamle Skoda.
Så jeg arver hendes Golf og får hurtigt kørt en masse kilometer i den og gjort den til min egen. Det vil i praksis sige, at jeg sviner den så meget til, at mængden af pantflasker om bord på et tidspunkt overgår bilens værdi. Hun kalder den for den kørende skraldespand.
Min mekaniker derimod kaldte den for det Stokholmske Oliebad, fordi den brugte afsindigt meget olie, og jeg konstant kørte rundt med fire liter olie klar til at hælde på, når den pludselig blinkede igen.
Så den var på alle måder svinsk, men det skyldtes også, at min bilhygiejne var direkte proportional med bilens stand. Tilsvarende kalder min mor fx min nuværende bil for den kørende operationsstue, fordi den er så klinisk ren indeni.
Til sidst blev det for meget med alt det rod og gearet, som også drillede, så jeg kørte til Nordjylland og skrottede den. Jeg blev opmærksom på, at skrotpriserne var 50-60 % højere deroppe, så jeg fyldte den op med venner og kombinerede turen med et par overnatninger i en skov, hvor vi drak rom og hørte Billie Holiday, før vi kørte bilen til skrot. Jeg var 21 år, og det virkede af en eller anden grund som en oplagt ting at gøre.
Det var den samme sælger, der stod i butikken, og han vidste bare, at nu kom han til at tjene penge. Og ganske rigtig. Kort efter ringede jeg til Isabella, min kone, og sagde: Nu køber jeg altså en Polo.
Annonse
Denne gang med alt i udstyr og 90 hestekræfter. Det var virkelig en opgradering. Eneste problem var, at de først kunne levere den til oktober, så jeg fik altså lige et par måneder mere med lange, lange dage på vejen i min tarvelige Up.
Til gengæld blev jeg sindssygt glad for den Polo. Især i starten, hvor jeg havde Up’en i frisk erindring. Jeg nåede også at køre en masse kilometer i den, før jeg igen fik den der følelse af at bruge for meget tid i bilen i forhold til, hvor beskeden den var. Hver gang jeg køber en bil, der er tilpasset mine behov, så ændres behovet.
Jeg kørte ud til BMW i Lyngby. Jeg var totalt indoktrineret hjemmefra. På samme måde, som hvis ens far er kommunist, så bliver man også selv kommunist. Sådan har jeg det med BMW. Jeg elsker BMW, og jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have en BMW en dag, og det kommer direkte fra min far, der selv har haft nogle stykker.
Jeg husker især den første, som min storebror og jeg fik svinet til meget hurtigt. På en tur til Italien sad jeg og legede med et stykke tyggegummi, mens min far var inde og hæve lire. På et tidspunkt satte det sig fast på vinduet, og så sagde min mor: ’Du må hellere rulle det ned, før far ser det.’ Så jeg rullede ned, og da jeg så rullede op igen, trak det en lang streg af klæbrigt tyggegummi helt nede fra dørsiden.
Min stakkels far er det, jeg ofte beskriver som autist – bare uden at kunne noget fedt. Men jeg har altså arvet hans kærlighed til BMW og faktisk også den der pertentlighed.
Under alle omstændigheder startede jeg med at gå ind i leasingafdelingen hos BMW, men der kiggede sælgeren bare på mig og sagde ’nej.’ Jeg kiggede spørgende på ham, og så sagde han: ’Du kører alt for mange kilometer til leasing, gå ind ved siden af.’
Jeg gik ind ved siden af og fik tilbudt den her demobil: En BMW 320d Touring, der havde kørt 3.000 kilometer og stod med læderstue, M-designdetaljer xenonlygter og alt muligt.
Annonse
Den var bare ikke sort, som jeg drømte om. Den var isblå metallic, og den var der ingen, der ville have. Så jeg kunne få den for 470.000 kr. i stedet for 780.000 kr. Så kunne jeg godt lide isblå metallic, og i dag er jeg faktisk fantastisk glad for både bilen og farven. Der er så mange sorte BMW’er.
Jeg bliver måske lidt irriteret på mig selv over, at det stadig er så svært for mig at få Mette frem. Det er nok mest, når jeg er på skærmen. Jeg oplever ikke, det er så svært, når jeg er ude at møde folk.
