Se Nils Petter Bros biler gennem karrieren

1984 Peugeot 205 GTI, koksgrå

Jeg tror, jeg har haft omkring 100 biler i mine 24 år som bilist. Vi når ikke dem alle sammen her, men den første nævneværdige bil var en hvid Peugeot 205 med fire døre. Den fungerede som festbil for mine venner og mig. Jeg satte et stort anlæg i, så vi kunne høre fransk rap fra ’Taxi’-filmen på CD’er, som vi selv havde brændt. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har flakket rundt om søndagen for at hente min Peugeot dagen derpå. Efter et par år skiftede jeg til en GTI, som jeg købte på auktion. En koksgrå 1,6’er med røde seler og røde måtter. Hold kæft, jeg var glad for den bil, men på et tidspunkt var den på værksted et par uger, og så ringede det på døren en søndag morgen. Der stod to betjente og ville vide, hvad jeg havde lavet dagen før, for min bil var blevet stoppet med et kæmpe parti kokain ombord. Det var mine mekanikere, der havde været i gang med noget lusk, og for at undersøge bilen havde politiet skrællet den i en grad, så det ikke kunne svare sig at samle den.

1998 Berlingo, kongeblå

Jeg er vokset op i en restauratørfamilie og lærte branchen at kende ved at hjælpe til. Det krævede en bil, der kunne køre i INCO og købe stort ind. En Berlingo – endda den ekstra dumme tidlige version uden skydedøre og med et indtræk, der ligner noget fra en turistbus. Første generation havde kun fordørene, og man skulle vippe forsædet frem for at komme ind på bagsædet. Man kan godt argumentere for, at Berlingo fungerer som varevogn, når bagruderne er blændet af, og den har skydedør. Men som personbil med stænklapper og anhængertræk – jamen, jeg græmmer mig, når jeg ser den i dag. Dengang var det bare en bil, der løste et problem, og min mor pressede på for, at jeg fik en bil, som kunne være til nytte i restauranten.

2006 Land Rover Defender 90” softop, sort

Berlingoen er måske det perfekte billede på de unge år, hvor man må tage den bil, man kan få. Senere var jeg så heldig også at kunne få nogle af de biler, jeg gerne ville have. Det startede tilbage i 00’erne. Jeg var begyndt at designe restauranter og havde startet virksomheden We Design. Vi arbejdede røven ud af bukserne og tjente gode penge, så jeg købte en helt ny 90-tommer Land Rover Defender. En sort softtop pickup med sorte vinylsæder og kaki kaleche – sindssygt flot. Den kørte godt nok ad helvede til, men hold kæft hvor var jeg glad for den. Om vinteren lå der sne i den, og når jeg kørte på motorvejen, larmede den så meget, at man ikke kunne høre radioen. Jeg skulle have købt en hardtop, så jeg ikke sad der med blafrende kaleche og sne i bilen om morgenen, men jeg var ung og dum og syntes, den var fed.

1982 Mercedes 230TE, petroleumsblå metallic

Det endte brat med finanskrisen. Før krisen skulle alle have lavet noget, pludselig skulle ingen have lavet noget. Vi lukkede firmaet, bilen blev solgt, sommerhuset røg, og jeg måtte af med min lejlighed. Bilerne var også meget ydmyge, og derfor hopper vi frem til 2011, hvor jeg er blevet partner i Madklubben. Jeg havde længe drømt om at få en Mercedes W123 stationcar. Først havde jeg en, der viste sig at være så dårlig, at jeg aldrig fik den ud at køre. Så havde jeg nogle andre biler, og så fandt jeg denne her tæt på min bopæl. En dag lagde jeg en seddel i forruden, hvor jeg tilbød at købe den. Et år senere ringede telefonen, og så købte jeg bilen. I dag har jeg en tilsvarende kongeblå W123’er med dieselmotor, som jeg har hentet hjem fra Californien. Den har tilhørt importøren, og han har passet og plejet den, så den tænker jeg, at jeg vil holde fast i.

Mini Cooper D Clubman, champagnegrå med sort tag

Så gik der leasing i den. Først havde jeg en to-dørs Mini Cooper, så fik jeg en fire-dørs Mini Cooper, og så fik jeg en Mini Cooper Clubman, som jeg simpelthen synes, er så fed. Det var den nye version med fire døre og en dobbeltdør bagpå. Den var lige lanceret, da jeg fik den. Jeg havde set den i en video og tænkt: ’Fuck hvor er den fed, den må jeg have.’ Kort efter fik jeg mig en champagnegylden grå Clubman med sort tag. En lækker bil, som jeg virkelig var lykkelig for, før jeg skiftede til BMW og havde først en 220i Coupé, så en 325i sedan og så et par X1’ere.

Maserati Quattroporte, lysgrå metal

Jeg har altid drømt om at have en Maserati. Optimalt set en Quattroporte, men jeg er også fornuftig. Jeg gider ikke at hælde 4.000 kroner ud ad vinduet hver måned i afskrivninger, men så havde min ven, som finder biler til leasingkunder, en fin Quattroporte, som kom tilbage fra leasing. Jeg er jo selv i branchen med Garag3club, hvor jeg importerer klassiske biler og sælger dem, så vi deler et stort garageanlæg. En dag havde han parkeret den drøm på en af mine pladser, så jeg ikke kunne undgå at se den. Han havde også strikket et tilbud sammen, som jeg simpelthen ikke kunne sige nej til. Det er en køreglæde helt udover det sædvanlige – utroligt luksuriøs og samtidig utroligt rå. Lyden, når jeg starter den om morgenen … En morgen satte den faktisk sin egen alarm i gang, fordi motoren gav så voldsomt et brøl, da jeg startede den. Italienske biler, du ved ...