Se Peter Grønborgs biler gennem karrieren

Se Peter Grønborgs biler gennem karrieren

Man kan sige meget om en mand alene ved at betragte hans bilvalg. Se blot på udvalget af TV-værten Peter Grønborgs biler gennem tiden.

Offentliggjort

1999-2001: 1986 Toyota Camry Prestige, hvid

Journalist på Dagbladet Politiken.

Før jeg fik kørekort, sagde biler mig ikke rigtigt noget, og jeg fik også først kortet som 29-årig, da det var en nødvendighed, for at jeg kunne dække Tour de France for Politiken. Den første bil, jeg købte, var min fars gamle Camry, som jeg fik billigt. Den var ret flot, og min far fortalte mig, at det var en form for prestige-udgave, men han var også gammel radioforhandler, så han var en god sælger. Der var både klimaanlæg og automatiske vinduer, og det var meget moderne det hele, men der gik ikke mange år, før den blev byttet til en skrotpræmie.

2001-2006: 1993 Audi 80, grøn

Fodboldkommentator og vært på TVDanmark.

Jeg købte en Audi 80 hos den lokale forhandler i Risskov, Total Auto. Igen var det på grund af min far, der havde købt sin nye bil der, men det var den første bil, jeg rigtigt købte selv, og jeg var virkelig glad for den. Den var brugt, hentet op fra Tyskland og meget lækrere end Camry’en på en solid, tysk måde. Da jeg kørte rundt i den, gik det op for mig, hvor fedt det kunne være at køre bil. Den var virkelig en øjenåbner for mig i forhold til at gå mere op i biler og sætte pris på en fed bil med en ordentlig motor.

2006-2013: 2001 Peugeot 406, sort

Journalist og vært på TV 2 News og TV 2.

Jeg mødte min kone, og vi ville gerne have børn, og så skulle vi pludselig have en større bil, hvor der kunne være en barnevogn omme bagi. Jeg tog igen over til Total Auto i Risskov, der ikke findes mere, og købte en ordentlig stationcar af en 406’er. Jeg havde egentlig lovet mig selv, at jeg kun ville have tyske biler, men Peugeot’en passede bare lige ind i situationen, og jeg fik den til en god pris. Den mistede godt nok efterhånden gejsten lidt og begyndte at falde fra hinanden, og så blev den skiftet ud.

2013- : 2010 Volkswagen Touran, mørkegrå

Journalist og vært på TV 2 News og TV 2.

Vi var flyttet til Hareskovby i Værløse og købte en Touran, som alle børnene og deres venner kunne være i. En superpraktisk og god bil, som vi stadig har. Det var en helt standard udgave, men med mulighed for syv sæder. Den var næsten helt ny, da vi købte den, og den har holdt virkelig godt. Rykket til Værløse gav også anledning til, at vi skulle have to biler, og det har vi haft lige siden.

2021: 2021 Volkswagen Tiguan, sort

Fodboldkommentator og Champions League-vært på Viaplay.

Min verden med biler ændrede sig radikalt, da jeg efter en årrække, hvor jeg havde leaset en Nissan Qashqai, fik min første bil med automatgear. Jeg skiftede til en VW Tiguan og fik den der oplevelse af ’wow, det er fedt, det her.’ Så længe jeg selv kan bestemme og har mulighed for det, kommer jeg til at have en bil med automatgear, det er jeg sikker på. Jeg synes, automatgear i biler burde indføres ved lov. For mig virker det helt tåbeligt at sidde og rykke rundt i en gearstang, når det kan gøres så nemt, som om du var ude at køre radiobiler på Bakken.

2021: 2021 BMW X2, sort

Fodboldkommentator og Champions League-vært på Viaplay.

Jeg har altid godt kunnet lide de lidt høje biler og SUV-modellerne, hvor der er en god motor i, og hvor det bare føles fedt at sidde lidt højt. Både Tiguan’en og Qashqai’en var, ligesom X2’eren, en crossover og kompakt SUV-type, som ser sporty og stærk ud. Jeg har jo egentlig ikke den store forstand på biler, selvom jeg går efter noget bestemt, og derfor er det også bare nemt at lease. Jeg lægger bare et beløb hver måned, og så er der styr på det hele.

2022: 2022 BMW 320, sort

Fodboldkommentator og Champions League-vært på Viaplay.

Jeg er blevet ret glad for BMW. Da jeg skulle lease en ny, blev det 320’eren, og følelsen af at køre i den kan slet ikke sammenlignes med noget, jeg tidligere har prøvet. Den ligger så godt på vejen, og man sidder fantastisk i den. Der er så meget convenience-udstyr i de her biler, det er nemt hele vejen rundt. Du behøver ikke at have nøglen op af lommen for at låse bilen op, og du vifter bare med din fod under kofangeren, så åbner bagklappen. Jeg er ikke som sådan en grejfreak, men når jeg skal have mit golfgear, som jeg har en del af, ind i bilen, er det nu meget smart, at den kan sådan noget.

2022: 2022 BMW 330e, grå metallic

Fodboldkommentator og Champions League-vært på Viaplay.

For nylig skiftede jeg til den 330e’er, jeg kører rundt i nu. En hybridbil, og ligesom med 320’eren er der bare køreglæde for alle pengene, og det, at der er lidt el at lege med, giver lidt ekstra til accelerationerne. Jeg har overvejet, om min næste skulle være en ren elbil, og om det endda ville give mening at købe selv. Men jeg giver lige elbilmarkedet lidt længere at løbe på, så jeg er sikker på, at hele familien, med fuld oppakning og i frostgrader, kan komme med rundt på de længere ture i Danmark uden for mange stop.

Peter Grønborg

51 år. Født og opvokset i Risskov. Uddannet fra Journalisthøjskolen i 1996. Har tidligere været sportsjournalist på Berlingske Tidende og Politiken og vært og fodboldkommentator på TVDanmark. Journalist og vært på TV 2 News og TV 2 fra 2006-2015 og siden Champions League-vært hos Viaplay, hvor han også kommenterer Premier League. Bor i Værløse med sin kone og tre børn.