Se Peter Palshøjs biler gennem karrieren

Se Peter Palshøjs biler gennem karrieren

Man kan sige meget om en mand alene ved at betragte hans bilvalg.

Offentliggjort

2003-2008: Skoda Felicia 1.3, metallic grøn

Radiovært på Go’ Morgen P3 på DR.

Selvom jeg altid har interesseret mig for biler, fik jeg kørekort ret sent i mit liv, da jeg var et sted, hvor jeg egentlig ikke følte, jeg havde brug for det. Jeg var i slutningen af 20’erne og fik min første bil få år senere. Det var min mors gamle Skoda Felicia, og selvom den var lidt tung og ikke havde servostyring, kørte den godt. Den svigtede mig aldrig. På et tidspunkt købte jeg en converter, man kunne sætte i cigarettænderen, så jeg via et fm-bånd kunne høre musik fra min iPod i de gamle Blaupunkt-højtalere i bilen.

2008-2011: Citroën C1, sort

Studievært på Onside og Formel 1 på TV3 Sport.

Jeg købte en ny C1, da jeg syntes, at bilafgifterne var frygteligt høje. Jo mindre en bil, jo mindre en afgift. Den vejede ingenting og var hurtig på de første meter, nærmest som at køre gokart. Den blev dog totalskadet i 2011. Det var ikke engang noget voldsomt uheld, og jeg kørte ikke mere end 40 kilometer i timen, men det gik op for mig, hvor lidt gods, der var i den. I forhold til sikkerheden og bilens sårbarhed satte det også tingene lidt i perspektiv, at jeg kørte rundt med min dengang syv-otte-årige datter.

2011-2015: Ford Fiesta 1.4, sort

Studievært på Formel 1 på TV3 Sport.

Efter uheldet med C1’eren besluttede jeg mig for at få en tungere bil. Dengang syntes jeg, at Fiesta’en var pæn og sporty med sine 96 hestekræfter. Egentlig var jeg glad for den, men mine venner dunkede mig i hovedet og sagde, at det ikke gav mening, at jeg kørte rundt i en Ford Fiesta, når jeg dækkede Formel 1. Jeg var loyal over for den i nogle år, men alligevel begyndte jeg at kigge mig om efter en nyere bil. For når alt kom til alt, hang det bare ikke rigtigt sammen at sidde weekend efter weekend og tale om biler med omkring tusinde hestekræfter og så selv have en Fiesta.

2015-2017: BMW 318d (E91) Touring, hvid

Studievært på Formel 1 på TV3 Sport.

Formel 1 er lidt som en bakterie, man bliver smittet af. Man bliver bare mere bevidst, i forhold til hvad man kører i. Det gjorde jeg også, og derfor købte jeg en brugt BMW-stationcar, som jeg brugte nogle penge på at sætte i stand med ordentligt inventar og en original udstødning. Jeg fik den også sænket 10 millimeter. Det var den første bil, jeg havde, hvor der var noget kraft i. Den var med dieselmotor, og den kørte simpelthen så godt. Det gav mig blod på tanden.

2017-2019: BMW 428i (F32) Coupé, alpine weiss

Studievært på Formel 1 på TV3 Sport.

At arbejde med hurtige biler til hverdag gjorde mig også sulten i forhold til selv at køre i en bil med flere hestekræfter. Jeg flexleasede en BMW Coupé i modellen 428i og hentede den i Tyskland. Den leasede jeg i et par år, men da jeg skulle ud af kontrakten, havde jeg ikke mod på at flexlease mere, så jeg gik over til at privatlease i stedet. Den bil betød meget for mig, for den var noget helt andet end det, jeg ellers var vant til. Men en morgen, da jeg satte mig ind i den, opdagede jeg, at der havde været indbrud. Rattet og navigationssystemet var stjålet, og den blev aldrig rigtig det samme for mig igen efter det.

2019-2021: BMW 330i (G20), metallic hvid

Studievært på Formel 1 på TV3 Sport.

Jeg skulle finde noget nyt at køre i, og jeg havde lyst til at opgradere og få noget lidt bedre. Jeg ville gerne prøve at eje en ny bil, hvor jeg var dens første chauffør. Det skulle selvfølgelig stadig være en BMW, og da jeg både havde haft en 318’er og en 428’er, valgte jeg en 330i. Den havde jeg i et par år, og det var overdrevet godt. Den kom med digitalt display og duftede bare af ny bil. Jeg er blevet ret glad for to-liters turbomotorer, for de kører simpelthen fantastisk. Og sådan en spritny Bimmer kan ikke sammenlignes med andet.

2021-2022: BMW Coupé 430i, San Remo-grøn

Studievært på Formel 1 på TV3 Sport.

Jeg skiftede siden til min nuværende Coupé 430i, som jeg har leaset i et år. Jeg skulle lige se, om jeg kunne vænne mig til at gå fra fire døre til to døre. Og det kunne jeg! Den er San Remo-grøn, og det er den vildeste farve, jeg nogensinde har set på en bil. Den er nærmest som en kamæleon og skifter farve, alt efter hvor den står. Er den i skyggen, er den sort. Står den i høj sol, toner den flaskegrøn. Sindssygt flot. Jeg har faktisk prøvet at blive på stoppet af folk på gaden, der ville vide, hvilken farve den er. Leasingaftalen på coupéen udløber i denne måned, og nu har jeg valgt at gå all in. Jeg skifter til en BMW Cabriolet M440i, som jeg bliver nødt til at have, inden det bliver alt for umuligt at køre rundt i sådan en med benzinpriser og miljøafgifter. Den har en tre-liters motor, så den er lidt af en benzinsluger. Og den bliver naturligvis også i San Remo-grøn.

Peter Palshøj

Født i 1970. Journalist, tv- og radiovært. Uddannet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Arbejder på TV3 Sport, hvor han har været siden 2008. Først som vært på Onside og siden 2009 som vært og redaktør på kanalens dækning af Formel 1.