Min første bil var en udtjent Renault 4-varevogn fra postvæsenet. Jeg havde intet forhold til biler og skulle bare bruge noget plads. Kærligheden til biler kom først senere, men Renault’en kørte upåklageligt, og jeg skulle i hvert fald aldrig have skiftet den ud med en Toyota. Det var jeg så dum at gøre, og det var nær gået helt galt. En vinterdag kort efter anskaffelsen hørte jeg pludselig en knitrelyd som fra en kortslutning. ’Nu skal jeg ud af den her bil,’ tænkte jeg og lod end ikke bilen stå stille, før jeg sprang ud. Så den fortsatte nogle meter og brød derpå i brand for til sidst at sprænge i luften. Heldigvis kunne jeg gå hjem, og bilen var tom, men det var alligevel noget af et chok.
Annonse
1988-92: 1981 Ford Taunus, blå
Aktuel med sit fjerde til ottende album.
Jeg havde ingen penge, så mit bilvalg var præget af, hvad jeg lige kunne finde. Bare der var plads til instrumenter og en overnatning, når man ikke kunne holde til at køre hjem. Jeg har kørt Mercedes Vito og VW Multivan. En af de biler, jeg var gladest for i de år, var en stor Ford Taunus stationcar. Min svigerfar drev en busforretning på Lolland og fandt bilen til os dernede. En super god bil, som jeg kørte til masser af jobs i og på ferie til Italien med min kone. En morgen efter en fest i København sagde jeg til min kone, at det kunne være fedt bare at køre sydpå. Hun pegede på sin taske og sagde, at hun havde taget vores pas med, og så kørte vi til Italien uden bagage.
1994-96: 1988 VW Transporter, blå
Sangskriver i Amsterdam og aktuel med gennembruddet ’Små sensationer’.
Lige før jeg fik mit store gennembrud med ’Små sensationer’, besluttede min kone og jeg at flytte til Amsterdam, hvor hun skulle læse. Efter mange år og otte album uden den store succes var jeg personligt der, hvor jeg tænkte, at måske skulle jeg også bare være sådan en, der skrev sange for andre. Der er grænser for hvor lang tid, man kan betegnes som ’lovende’, og jeg er nok en af dem, der har været lovende i allerflest år. Det var jeg træt af, så vi pakkede den VW Transporter, jeg kørte i, og flyttede til Holland, hvor jeg skrev sangene til ’Små sensationer’ på en husbåd. Albummet endte med at sælge over 250.000 eksemplarer, så da vi kom hjem, hev alle i mig. Jeg havde brug for ro, så vi flyttede til Samsø, og her begynder mine mange år med firehjulstrækkere.
Annonse
1996-2000: 1996 Jeep Cherokee, grøn
Musikalsk iværksætter på Samsø. Medejer af Rockhotel. Evigt albumaktuel, evigt turnerende.
Den første var en Jeep Grand Cherokee. Jeg syntes, den var fantastisk, og så havde jeg det argument, at vi havde købt et gammelt pensionat, som lå på toppen af en historisk høj på Samsø. Faktisk en gammel galgebakke, og de sidste 40 meter gik ad en meget stejl skråning, hvor Jeepen virkelig kom til sin ret. At bilen var stærk, stod pinligt klart fra den dag, jeg købte den. Jeg havde kun lige bakket den ud fra forhandlerens kælder, da det gik det op for mig, at man skulle have en kode for at bruge radioen. Så jeg satte bilen i neutral og løb ind for at få koden, men da vi kom ud et øjeblik efter, var bilen væk. Sælgeren kiggede på mig og sagde, at det skete hele tiden, fordi biltyvene nærmest holdt vagt. Så jeg styrtede op i et kryds for at se, om jeg kunne få et glimt af bilen, men den var der ikke. Resigneret kiggede jeg tilbage mod forhandleren og der, for enden af butikkens store, flotte vindue, stod min Jeep Cherokee nærmest ovenpå en Honda Civic, mens forhjulene bare åd sig gennem den. Jeg var simpelthen ikke klar over, hvordan man betjente gearvælgeren, og før jeg vidste af det, stod alle mekanikere og hele personalet ude på vejen og grinede af mig.
2008-10: 2005 Land Rover Discovery 3, grøn
Bosat i Aarhus, på turné med Michael Falch og som altid albumaktuel.
Efter Cherokee’en fik jeg en brugt Range Rover, som jeg aldrig rigtig blev glad for. Den var flot, men der var lidt for meget godsejer over den til min smag, så jeg skiftede den til en Land Rover Discovery, og så havde jeg meget kort en Mercedes GL, som jeg ikke syntes, duede til noget, og så fik jeg endnu en Discovery. Den havde jeg i mange år. Jeg er ikke så vild med den nye Discovery, men jeg er vild med dens forgængere. Jeg er i øvrigt også vild med den nye Defender, så jeg har klart et eller andet med Land Rover.
2013-16: 2013 XC 90, bronze
Annonse
Aktuel med opsamlingen ’Sådan nogen som os’, navngivet efter Krebs’ største hit.
Der var meget pis med de Land Rovere, så på et tidspunkt vekslede jeg mellem nogle fornuftige Volvo’er. Først en V70 CC, som jeg var glad for. Så XC90, som jeg var endnu gladere for. Derpå havde jeg en Discovery 4, og så hoppede jeg tilbage i en Volvo XC60, som jeg derimod aldrig har været rigtig glad for. I modsætning til de to andre er den slet ikke så stor, som den ser ud, og jeg er altid gået efter plads, som man kan se.
2021-: 2021 BMW iX3, sort
Eviggrøn og turnerende, 43 år efter debuten.
I dag kører jeg i en elbil, fordi jeg har en aftale med BMW om at prøvekøre deres iX3-model. Hvis den kan fungere til mit kørselsmønster, så kan den nok fungere til de flestes, som de siger. Det har også en været en udfordring, men jeg må sige, at jeg er blevet svært begejstret. Den første måned famlede jeg rundt i blinde efter ladestandere og tænkte, at det kommer ikke til at gå, men så lærer man at planlægge sin kørsel, og så bliver man glad for det. Det er en super lækker bil, den kører godt, og alt i den er lækkert lavet. Hvis det er fremtiden, så gør det ikke noget for mig.
Poul Krebs
Født i 1956 i Aarhus. Har optrådt som musiker, siden han var 14, og allerede i gymnasiet fik han en pladekontrakt. I 1979 debuterede han med albummet ’Efter stormen’, men først med sit 10. album, ’Små sensationer’ fra 1995, kom gennembruddet. Poul Krebs har i dag udgivet 25 album.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.