Se Rolf Sørensens biler gennem karrieren

1986-1990: Volkswagen Golf GTD, mørkeblå

Professionel cykelrytter først hos Fanini og siden hos Ariostea.

Min første bil var en Golf GTD. Det var i 1986, så jeg har været 19-20 år. Den var på grænseplader og med store, lækre fælge. Jeg ville nok hellere have en GTI, men diesel var vanvittigt billigt dengang. Men faktisk kørte jeg ikke ret meget. Jeg havde travlt med at cykle og kørte 30-40.000 km på cykel om året, så det var mest, når jeg skulle hjem til Danmark om vinteren, at bilen blev brugt. Samtidig var det heller ikke de store kontrakter, jeg kørte på dengang. De kom først året efter, da jeg vandt den samlede titel og en enkelt etape i Tirenno-Adriatico.

1990-1994: BMW 535i, sort med mørkebrunt læder

Vinder 19 titler for Ariostea, Carrera og MG-Technogym. Kører fire dage i gult i Tour de France i 1990.

Jeg var begyndt at tjene rigtige penge, så jeg købte en BMW 535i. Sort med tobaksfarvede lyse lædersæder. Det var en alvorligt fed bil for en ung mand. Den kørte vanvittigt stærkt – ikke mindst på turene gennem Tyskland, men også lokalt i Italien, hvor bilisterne bare vil frem i verden. I Danmark er der trafikkaos, hvis der er mere end fire biler, i Italien, der rykker man bare, og det var jeg god til. Som cykelrytter bliver man enormt god til at læse trafikken, så jeg kender nærmest ingen cykelryttere, der ikke også er super gode bilister. Man ser alle hullerne.

Vinder 16 titler, bl.a. OL-sølv i 1996.

I vinteren ’92 mødte jeg Susanne, og to år senere flyttede hun ned til mig i Italien. Vi begyndte at købe bilerne direkte i Italien i stedet for at hente dem på grænseplader. Faktisk havde vi en hel stribe Grand Cherokee’r i de år. Det var den gode gamle kantede model til at starte med. Blå og vanvittigt flot, men den bragede benzin af. Det var med V8 benzinmotor, og den gik vel 3,5 kilometer på literen. De næste, vi havde, kørte på diesel, men de var gode, for nu var vi to, og i 1995 kom min første søn. Desuden boede vi på en bjergskråning og hyggede os med at dyrke og høste oliven, så vi var afhængige af firehjulstrækket og pladsen.

1995-2005: Porsche 928 GTS, sølvgrå og på Firenze-nummerplader

Cykler for Rabobank og CSC-Tiscali og slutter karrieren hos Landbouwkrediet-Colnago i 2002.

Hold kæft en bil, mand. Jeg kørte Tour de France og havde ikke nået at få den, før touren startede, så jeg glædede mig som en lille dreng, til Susanne kom til Paris med bilen. Vi havde en enkelt dag sammen i Paris, men det eneste, jeg ville, var at køre den bil. 928’eren var min drømmebil, og den havde plads til min cykel. Jeg har kørt 316 km/t i den gennem Tyskland og fået en del bøder. Jeg blev taget på motorvejen af en stærekasse. Jeg har stadig billedet, jeg kører 252 km/t, og jeg er bare ét stort smil. I Frankrig blev jeg taget med på stationen af en emsig gendarm. På chefens kontor kiggede overgendarmen op på ham og sagde: ’Er du fuldstændig sindssyg, kan du ikke se, hvem det er?’ Vi var på vej fra Tour de France, hvor jeg lige havde vundet en etape, så jeg skyndte mig ud til Susanne og bad hende give mig alt, hvad vi havde af trøjer og kasketter. Så gik jeg ind og skrev autografer og forlod politistationen med en formaning om ikke at køre så stærkt igen.

2003-2008: Mini Cooper, sølvgrå

Rådgiver for cykelryttere som fx Matti Breschel, cykelkommentator hos TV 2.

Jeg elskede den Porsche, men som ungerne voksede, blev den mere og mere besværlig. Til sidst solgte jeg den, og det er den eneste bil, jeg fortryder at have solgt. Den var sølvgrå fra det sidste produktionsår og samtidig på Firenze-nummerplader fra det sidste år, hvor man brugte lokale nummerplader. Den havde været kult i dag. Jeg solgte den latterligt billigt, og så købte vi en Mini i stedet. Den var egentlig til Susanne, men jeg elskede at køre i den.

2005-2008: Jeep Commander, sort med kamelfarvet læder

Rådgiver for cykelryttere og cykelkommentator hos TV 2.

Vi købte en Jeep Commander med syv sæder, så vi kunne bruge den til at tage på sightseeing, når vi havde gæster. Det var også en genial arbejdsbil til olivenmøllen, som man kalder det, når man producerer olie. Det er faktisk den bil, jeg har været mest glad for. Porschen kaldte mere på min passion, men den her var bare en god bil. Gode køreegenskaber, godt optræk, og så sidder man højt, det kan jeg godt lide. Vi tog den med til Danmark. Det viste sig at være en million i afgift, og så var det slut med den.

2008-2011: Ford og Citroen

Rådgiver i cykelsporten og cykelkommentator hos TV 2.

Nu bliver det lidt pinligt, for jeg husker ikke, hvilken model det var, men jeg leasede en Ford, da vi kom hjem. Desuden købte vi et skrummel af en Citroën til familien. Jeg husker ikke den slags biler, og jeg er i det hele taget ikke den helt store bilentusiast. Hvad lavede jeg så med en Porsche, kunne man spørge, men det handlede om at være professionel sportsmand. Så sætter man sig nogle mål og giver afkald på en masse ting, fordi man forfølger de mål. Man lever med en masse afsavn, og derfor belønner man sig selv, når det går godt. Sådan var det med Porschen.

Rådgiver i cykelsporten, cykelkommentator hos TV 2, udgiver bøger om cykling.

Jeg blev Ford-ambassadør og kørte i en hel stribe af den model, der hedder S-Max. Lækker bil, meget velkørende og rummelig. Men jeg gad ikke tage billeder af den til mine italienske venner. De spurgte: ’Hvad kører du i?’ Jeg svarede: ’Arh, jeg er lige ved at skifte.’

2015-: Fiat 500 L, mørkegrå med hvidt tag og lædersæder

Rådgiver og cykelkommentator, indehaver af Astral Biking

Ford stoppede sit ambassadørprogram, og så måtte jeg have en ny bil. Det endte med en Fiat 500 L. Den skal faktisk skiftes nu, den har gået over 200.000, og det har den gjort godt. Det er ren A-til-B-kørsel, men den er fin nok, og jeg kan have mine cykler i den. Jeg drømmer lidt om at få en stor Volvo – eller det vil sige, min drømmebil er en Porsche Panamera, 928’erens afløser – men det ender formentlig med en Volvo.

Se, hvad vi ellers skriver om: Auto-cv og Cykelløb