Se Simon Stenspils biler gennem karrieren

Man kan sige meget om en mand alene ud fra hans bilvalg – se blot dette lille udvalg af Simon Stenspils mange biler gennem tiden.

Se Simon Stenspils biler gennem karrieren
Offentliggjort
Moris 1.jpg

1972 Morris Mascot

Folkeskoleelev.

Jeg har altid været vild med biler og brugt det at skrue på dem som en slags terapi. Skuespillerfaget er fantastisk og spændende, men også uhåndgribeligt og omskifteligt. I den sammenligning er biler dejligt konkrete.

Her står en bil, måske kan den køre, måske kan den ikke, men så kan man fikse det, og det er terapi for mig. P.t. har jeg 17 biler, hvoraf de seks er indregistrerede. Den første købte jeg helt tilbage, da jeg var 14. Det var en Morris Mascot, og jeg havde en drøm om at renovere den, så den var klar, når jeg fyldte 18.

Jeg har altid elsket Mascot og synes, det er verdens fedeste bil, men jeg har ikke været så heldig med mine egne Mascotter. Den første ligger totalt adskilt i min lade, og så købte jeg en anden i 2008, da jeg gik på teaterskolen. Den kørte jeg i dengang, og så skilte jeg den ad, og så udviklede det sig så meget, at jeg faktisk lige har solgt den igen, men jeg elsker stadig selve bilen og har to Mascot-pickups stående. Målet er at få en af dem op at køre.

Volkswagen T 3 brun.jpg

1984 Volkswagen Transporter (T3), psykedelisk lakering

Den første bil, jeg ejede og faktisk kørte i, var en VW Transporter. Ragnhild kaldte jeg den, og den skulle egentlig skrottes, men så købte jeg den for 2.500 kroner og malede den i psykedeliske farver. Den var jeg virkelig glad for, og jeg kørte på tur i den og boede i den. Men jeg havde den ikke ret længe, fordi den var så rådden. Helt præcist skete der det, at man aldrig vidste, om man satte den i første gear eller i bak. Plus en masse andre skavanker, som endte med at koste den livet, og så skiftede jeg den ud med en Fiat Ducato, som hed Fnuggi.

1985 Toyota Land Cruiser (BJ73), rød

Toyota land.jpg

Jeg elsker de gamle Land Cruisers. Den første, jeg havde, var lakeret med tavlelak og holdt ofte uden tag. Jeg satte en bøtte med farvekridt ind i den, og så skrev folk hilsner til mig på den. Det var vildt hyggeligt. Den jeg har nu, er stiv som et ondt år, men jeg elsker den. Man kan hive taget af den, og den kan trække en trailer med en anden bil på, når jeg skal bugsere en af mine andre biler eller trække min motorbåd.

1963 Volkswagen T2 (Splitbus), hvid og blå

Det er virkelig også en gammel drøm. Jeg kalder den bus, men det er i virkeligheden mere en camper, som man kan holde ferie i. Det skulle vi have været tre år i træk, men den har haft store motorproblemer, så første år kom vi ikke på tur. Andet år skruede jeg på livet løs, men nåede det ikke, og så endte jeg med at købe en nyere VW (T3) campingbil og holde to ugers fantastisk ferie i den, før jeg solgte den igen. I år er Splitbussen endelig klar, så nu holder vi ferie i den.

1972 Zele 2000, orange

Det er ultimativt den grimmeste bil, jeg nogensinde har set, men den er voldfed. Det er en ’72’er, altså en veteran-elbil med blybatteri og en rækkevidde på optimalt 82 kilometer eller deromkring. Den har altid kørt i Danmark, og så er den indrettet med to gear. Man kan vælge mellem verdens længste accelerationstid og en topfart på 70 km/t eller en lidt hurtigere acceleration og så en topfart på 40. Virkelig dum, men vanvittigt grineren og hyggelig.

1971 VW Jagtvogn, sort

Jeg faldt over et opslag på Facebook med en VW Jagtvogn til salg for kun 22.000 kroner. Jeg betalte med det samme, og da jeg ville hente bilen en uge senere, ringede jeg til ejeren et kvarter før ankomst. ’Perfekt’, sagde han, ’så’ kører jeg lige bilen frem.’

Da jeg rullede ind på gårdspladsen, stod der fire mand med brandslukkere og kæmpede med at slukke en brændende bil. Der var gået ild i jagtvognen, da han kørte den frem. Kalechen var brændt, sæderne var brændt, motoren var nærmest væk. Jeg købte den for 7.000 kroner og har siden arbejdet på at få den gjort klar. Jeg har dog bevaret den brændte bagende og de afsvedne solskærme, fordi jeg synes, det er blevet en del af bilens historie.

2007 Audi S6, sølv

Det er en af de få nyere biler, jeg har ejet, og jeg havde den meget kortvarigt. Det var ellers den helt rigtige model med Lamborghini-motor og 10 cylindre. Den lød også helt rigtig, og den kørte sindssygt hurtigt og godt, men så var der heller ikke andet i det for mig. Var den gået i stykker, skulle man aflæse dens computer, og jeg vil have noget, jeg kan skrue på selv.

Jeg kan godt blive imponeret over en ny, vanvittig hurtig Tesla eller en lækker Mercedes, men jeg synes ikke, de har den charme og personlighed, som man finder i en gammel bil. Der er det, jeg trigger på ved en bil – ikke hvor hurtig den er, eller hvor godt den lyder.

Simon Stenspil

(f. 1983) blev i 2010 uddannet som skuespiller på Statens Teaterskole i København, og siden har han optrådt i diverse musicals, film, serier og tv-programmer. Han spillede hovedrollen i ’Hair’ på Østre Gasværk. Han spillede Valter i ’Badehotellet’ på TV 2 og Dagfinn i ’The Last Kingdom’ på Netflix. I 2018 vandt han sæson 15 af ’Vild med Dans’, og snart er han aktuel i tv-programmer på Discovery og TV 2 Zulu.