Borgerrepræsentation og projektleder i et konsulentfirma. Min allerførste bil var en Polo, og jeg var så glad for den. Den frihed, der fulgte med, og følelsen af at kunne køre hvorhen, jeg ville. Ellers har jeg har ikke mange konkrete minder om den, men jeg syntes, den var stram og fræk og fin. Samtidig havde jeg det lidt dårligt, fordi jeg svigtede min forkærlighed for franske biler. Jeg er opdraget til at køre fransk, og mine forældre kørte Renault 16, dengang det var meget moderne. Franske biler var det ypperste, men budgettet rakte altså ikke til en fransk topmodel, og så blev det en fornuftig tysker. Mit succeskriterium var, at den ikke måtte tabe for meget i værdi, og det gjorde den heller ikke. Jeg købte den fra ny, og så solgte jeg den igen, da jeg blev borgmester og fik borgmesterbil.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.
