Se transportminister Thomas Danielsens auto-cv

Man kan sige meget om en mand alene ud fra hans bilvalg – se bare her.

Se transportminister Thomas Danielsens auto-cv
Offentliggjort
nissan.jpg

I lære som lastbilmekaniker.

Jeg købte min første bil, da jeg var 17, en Nissan Micra 0.9. Langt fra den Golf GTI, jeg havde drømt om. Til gengæld kostede den kun 7.000 kroner, og jeg gik stadig og glædede mig til at komme ud at køre i den. Ventetiden fordrev jeg med at tone ruderne og polere lakken.

Dengang var jeg i lære som lastbilsmekaniker, og livet var nemmere med bil, så jeg købte den, før jeg fik mit kørekort.

Samtidig betød uddannelsen, at jeg kunne hive bilen op på liften i værkstedet, hver gang der var bøvl med den, og det var der en del af, da den først kom ud at køre.

seat-cordo.jpg

I lære som lastbilmekaniker, byrådsmedlem for Venstre i Holstebro.

I min familie har vi en tradition for, at drengebørn skal have et svendebrev. Det blev lastbilsmekaniker for mit vedkommende, men jeg vidste, at jeg ville læse bagefter, så da jeg var udlært som svend, startede jeg på HF.

Samtidig skiftede jeg Micra’en ud med en Seat Cordoba, som jeg brugte som kampagnebil til kommunalvalget og fik sat en masse klistermærker på den, så man kunne se, hvem jeg var. Jeg tænkte, at der var flere stemmer i den end en gammel Micra.

volvo-3.jpg

2002 Volvo S60, sølv med læderindtræk

Bankelev, byrådsmedlem, bankrådgiver og folketingsmedlem for Venstre.

Uddannelsen som lastbilmekaniker har givet mig en praktisk forståelse for ting. Det gælder selvfølgelig ikke mindst nu, hvor jeg er transportminister og fx skal tale nye krav om vægt og dimensioner med lastvognsbranchen.

Det er de meget begejstrede over, for så vedtager vi ikke noget, der kun virker på papiret og ikke i den virkelige verden. Det kommer mig til gavn, selvom jeg aldrig var i tvivl om, at jeg skulle læse videre.

Planen var at læse økonomi i Aarhus, samtidig med at min kone læste jura, men det kunne jeg ikke, fordi jeg var kommet i byrådet og dermed havde bopælspligt i Holstebro.

Så jeg blev bankelev og bankrådgiver i stedet. Samtidig skiftede jeg min Seat ud med den første i en lang række af Volvo’er.

volvo-s80-mk1.jpg

2004 Volvo S80, bronzefarvet med lyst indtræk

Folketingsmedlem, gruppeformand samt ordfører og medlem af diverse områder og udvalg.

Den sølvfarvede S60 med læderkabine var en lækker bil, synes jeg, så den havde jeg helt frem til 2016. Da vi fik brug for yderligere en bil, købte vi en S80.

Jeg fik kørt en del kilometer i dem begge, for efter jeg i 2011 kom ind i Folketinget, har det selvsagt betydet en del kørsel frem og tilbage.

volvo-s80-710.jpg

2006 Volvo S80 D5, kongeblå

Folketingsmedlem, gruppeformand samt ordfører og medlem af diverse områder og udvalg.

Jeg har altid været glad for Volvo. Det er nogle dejlige biler, synes jeg. De kører godt, og vi har haft dem meget lidt på værksted. At jeg så har skullet høre en del fra folketingsbetjentene for, at jeg kører rundt i nogle gamle Volvo’er, det er en anden sag.

Faktisk var vi så glade for den første S80, at vi købte endnu en, da S60’eren skulle skiftes ud. Denne gang kongeblå med lyst indtræk. Jeg synes, det er en flot vogn, og den er samtidig meget fornuftig. Det er jo en sedan, og der er så god plads i den, at selvom vi har fået børn, har vi aldrig overvejet andet.

volvo-s90.jpg

2019 Volvo S90 T5, kongeblå

Gruppeformand i Venstre og siden transportminister.

Længe kørte vi rundt i hver vores S80’er, men på et tidspunkt sagde min kone, at hun syntes, det var lidt træls at køre rundt i sådan en gammel bil. Jeg tænkte, at så længe den ikke brød sammen, så var det vel fint, men så gik den faktisk i stykker. Det var tandremmen, der sprang, og derfor skiftede vi til en nyere S90.

Det er mest min kone, der kører i den. Også fordi jeg nu har en ministerbil til de lange ture. Det er en Mercedes S560 hybrid, og i mit første år som minister har jeg kørt over 9.000 kilometer om måneden i den.

Ikke fordi jeg bor i Holstebro, vel at mærke, men fordi jeg har haft et stort ønske om at komme rundt i alle kommuner og se så mange infrastruktur-projekter som muligt.

Det har kostet nogle kilometer, men det er heller ikke usædvanligt, at arbejdsdagen varer 16-18 timer, eller at bilen runder 1.000 kilometer på en mandag. Så er det godt, at den også fungerer som kontor, og at både jeg og mine chauffører godt kan lide tiden i bilen.

Thomas Nolsøe Danielsen

(f. 1983) Uddannet lastvognsmekaniker og bankrådgiver. Medlem af byrådet i Holstebro for Venstre fra 2005 til 2013. Medlem af Folketinget for Venstre siden 2011 med diverse ordførerskaber og udvalgsposter på CV’et.

I 2022 blev Thomas Danielsen gruppeformand for Venstre og i december samme år udnævnt som transportminister.  

Se, hvad vi ellers skriver om: Biler og Mænd