Hver eneste optagelse af Arbejdstitel er en højspændt udveksling af indsigt, holdninger og ideer om afsnittets emne. Og selvom de to værter kommer vidt omkring, er der som regel altid noget, de glemmer at få med på optagelsen. Det får de muligheden for her.
Oliver:
Jeg elsker København. Jeg er født og opvokset her. Og jeg kender næsten alle områder fra Nordvest til Sydhavn. Men på trods af min opvækst i byen, har jeg aldrig dyrket Nordsjælland. Jeg har naturligvis været på Louisiana, været på besøg hos familie i Hornbæk og badet på Bellevue.
Men det har altid været som turist. Og de, der kender mig, vil vide, at jeg ynder at være så lokal som overhovedet muligt. Det gælder både i mine egen by, men jeg vil argumentere, at jeg er mere velbevandret i flere områder i New York, London og Berlin end flere lokale i førnævnte byer. Jeg kan altid godt lide at føle mig ‘in the know’.
Men i Nordsjælland er jeg turist. Jeg kan tælle tre-fire spisesteder, jeg har besøgt nord for København, og hvis du bad mig liste de bedste attraktioner i sommerlandet, ville jeg blot være en novice. Det er der noget interessant over. Jeg føler mig mere hjemme på New Yorks Lower East Side end jeg gør i Rørvig. Men en skønne dag håber jeg at sidde på en terrasse nordpå og føle mig som en af de lokale. Det må tiden vise.
Kristoffer:
I min verden er Nordsjælland afgrænset af kysten mod øst og nord, og så Farum-motorvejen mod vest med toppunkt i Tisvilde. Det er i dét Nordsjælland, jeg finder storslåede udsigter, dybe skove, pittoreske landsbyer, brutale kystlinjer, ufattelig rigdom og et tempo, der taler mere og mere til mig, jo ældre jeg bliver.
Man kan bruge lang tid på at fræse op og ned ad Strandvejen og forgæves lede efter gode steder at spise frokost (der er kun 2-3 stykker), inden man giver op og igen tager buffeten på Louisiana. Men Nordsjælland er mere og andet end dagudflugter efter frokost med havudsigt.
Jeg har igen denne sommer brugt ufattelige mængder tid på mikroskopiske landeveje på min racercykel. Har kørt gennem hestehold, set morgendisen lette ved Klosterris Hegn, gjort hold ved købmænd, der stadig overlever, og knebet mig selv i armen over at køre rundt i et guldaldermaleri med orange aftensol på bølgende bygmarker.
Byens larm fra København får mit hjerte til at slå, men det er roen fra Nordsjælland og den ufatteligt smukke natur, der får min puls til at finde sit leje.
