Arbejdstitel: Spørg os om alt
I den nye episode af Arbejdstitel med Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné har lytterne fået carte blanche til at stille spørgmsål om alt til de to værter. Der bliver blandt andet spurgt ind til guilty pleasures, deres respektive skosamlinger, karriereråd og meget mere.
Foto: Frederik Lentz Andersen
Hver eneste optagelse af Arbejdstitel er en højspændt udveksling af indsigt, holdninger og ideer om afsnittets emne. Og selvom de to værter kommer vidt omkring, er der som regel altid noget, de glemmer at få med på optagelsen. Det får de muligheden for her.
Oliver:
"Vi fik et spørgsmål fra en fyr ved navn Frederik, som vi aldrig fik svaret på. Det lød: “I hvilken sammenhæng har I skullet lægge mest låg på jeres ‘gode’ smag?” Det synes jeg, var et virkelig godt spørgsmål. Da vi i sin tid udviklede programmet var det vigtigt for os at turde at være os selv og dele vores holdninger uden det blev unødigt elitært.
Det betyder ikke, at vi aldrig er blevet beskyldt for netop dét, men personligt har jeg altid været af den overbevisning, at stærke holdninger var et tegn på karakter rettere end arrogance. Jeg forsøger til hver en tid at sige, hvad jeg mener.
Men jo ældre jeg er blevet, jo mindre er mit behov for at dele ud af min holdning til alt og alle. Jeg tror, det kan siges så simpelt: Jeg ved nøjagtig, hvem jeg er og hvad jeg kan lide. Og jeg har respekt for, at du kan være uenig. Det betyder ikke, at jeg ikke skal skal bide mig selv i læben af og til, hvis jeg ser en person med Veja-gummisko, en Samsung-telefon eller det, der er værre."
Kristoffer:
Jeg har længe været fan af AMA-formatet, der vistnok oprindeligt kan tilskrives Reddit. På samme måde er det også altid sjovt at forestille mig hvilke svar, jeg ville give på klassiske interviewformater som for eksempel 'God Weekend' i Børsen eller 'Det Har Jeg Lært' i Euroman.
Det er jo fedt at udtale sig og være på. Men en dedikeret lytter spurgte om vi nogensinde får nok af os selv, og når man langt hen ad vejen lever af at stille sig frem og mene noget om det meste, rammer det noget i mig Jeg kan godt lide at udkomme. Sige noget. Mene noget. Men jeg får meget ofte nok af mig selv, og har brug for at trække mig tilbage i kortere perioder for at genoplade og ikke mindst reflektere.
Det har intet med selvhad at gøre. Det er blot en erkendelse af, at jeg ikke kan køre nonstop-autopilot-debatsektion, men at jeg er nødt til at gå væk for at komme stærkere tilbage. Så ja. Jeg får nok af mig selv hele tiden.