Christian Fuhlendorff: “Jeg tænker på, at jeg skal dø hver dag”
Selvom Christian Fuhlendorff både har lavet stand-up shows, tv-programmer og podcasts føler han endnu ikke, han rigtig har haft succes med noget. Derfor tror han heller ikke, det kommer til at fylde avisspalterne, når han en dag dør. Fuhlendorff har derfor store planer for sin død. Hvad de går ud på, kan du høre i det nye afsnit af podcasten ‘Jeg er lige død’.
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Før Christian Fuhlendorff fik børn, overvejede han at iscenesætte sin egen død. Han havde endda talt med et produktionsselskab om det. Det fortæller han i det nye afsnit af podcasten ‘Jeg er lige død’ med Daniel Hoff.
“Jeg synes virkelig, det kunne være sjovt at komme tilbage og se sin nekrolog og så tage den op i et show og sige: ’Hvad er det, I siger om mig?’, og ’hvorfor helvede har ham her udtalt sig, han kendte mig jo ikke?’,” lyder det fra den 37-årige komiker Christian Fuhlendorff.
Ideen om at iscenesætte sin egen død er dog mere eller mindre lagt på hylden i dag, hvor han både er gift og blevet far til to børn. Men tankerne om døden fylder stadig meget i Fuhlendorffs liv. Både i hans arbejde som komiker og vært på podcasten ‘Hva’ så?’ men også i privatlivet, siger Christian Fuhlendorff.
“Jeg tror, tænker på at jeg skal dø hver dag. Men jeg gider ikke at dø. Jeg har virkelig ikke lyst til at dø,” konstaterer han og uddyber.
“Livet på jorden er lidt ligesom en lang tv-serie. Og når jeg dør, ved jeg stadig ikke hvem morderen er. Altså jeg føler, jeg kommer til at gå glip af noget, og det er så fejt,” fortæller Christian Fuhlendorff.
Angsten for at gå glip af noget når han en dag dør, forgrener sig derfor også ind i Christian Fuhlendorffs tanker om, hvad skal ske, når livet er slut.
“Der er så mange ting, jeg har tænkt over med min død. Jeg vil gerne gøre det hele lidt mystisk, når jeg dør,” griner stand up-komikeren.
I podcasten kan vi bl.a. høre ham udlægge nogle af sine “hemmelige” planer om et afskedsbrev at bygge en mur i haven og om de sidste ord på hans fremtidige gravsten.
Alle planer, der har humor som fortegn. Det er noget, Christian Fuhlendorff er bevidst om, at han har en hang til, siger han, da Daniel Hoff spørger, hvordan han ville tilbringe det sidste døgn, hvis han kun havde 24 timer tilbage at leve i.
“Jeg ville være jeg være sammen med mine børn, Conrad og Mikela. Og jeg ville holde dem vågen så længe som overhovedet muligt,” lyder det fra Fuhlendorff, da hans stemme pludselig knækker over.
“Og så ville jeg nok joke meget. Jeg har altid brugt humoren som forsvarsmekanisme.”
Du kan høre det nye afsnit af podcasten ‘Jeg er lige død’ med Daniel Hoff her eller på Egmonts podcast app, Talk Town. Her kan du også finde alle seriens tidligere afsnit og blive opdateret, når de nye afsnit udkommer.