Det politiske dynasti Ellemann-Jensen: ”Der var virkelig nogle skolelærere, der klyngede os op, da vores far var udenrigsminister”

Når man er barn af en af nyere tids mest markante ministre, vokser man op med spydige spisesedler og kritiske skolelærere. Men det har hverken afholdt Karen Ellemann eller Jakob Ellemann-Jensen fra at følge i farfaren og farens fodspor. Nu skal Jakob forsøge at erobre den højeste post, hans far aldrig fik.

Karen Ellemann og Jakob Ellemann-Jensen
Offentliggjort

Når man som lille dreng går til skole, påvirker det én, når man på vejen ser en spiseseddel ude foran kiosken, hvor der står ’Uffe er en nar’ eller ’Fyr den idiot’. Ikke mindst, når man ved, at der ovre i skolen også er lærere, der er kritiske overfor ens far.

Sådan har det været for både Karen og Jakob, der voksede op, mens Uffe Ellemann-Jensen var formand for Venstre (fra 1984-1998) og udenrigsminister (1982-93).

”Der var virkelig nogle skolelærere, der klyngede os op, især da min far var udenrigsminister,” fortæller Karen Ellemann og fortsætter:

”Dengang var det ikke så mange medier og platforme som i dag. Derfor var det, hvad der lige var i Tv-avisen eller stod i avisen, som alle talte om. Men jeg gad ikke. Jeg var møghamrende sur over, at jeg skulle konfronteres med, hvad han havde sagt eller gjort.”