Det politiske dynasti Helveg: ”Man er jo ikke politiker for at være venner med folk”
Morten og Rasmus Helveg er gået i deres far og farfars fodspor og er blevet radikale. Men de har ikke nødvendigvis de samme politiske ambitioner. For dem handler det langt mere om at finde glæden i politik fremfor at gå efter de vigtige poster.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Som børn var Borgen Morten og Rasmus Helveg Petersens legeplads. Her fik de politik ind under huden længe før, at de forstod, hvad politik egentlig var. Deres far, Niels Helveg Petersen, var under kartoffelkuren i 1980’erne formand for De Radikale og gik fra at støtte Socialdemokratiet til at støtte konservative Schlüter, for dernæst at opgive sin formandsplads og blive økonomiminister i VKR-regeringen.
Som Helveg’er og radikal var det en typisk reaktion – for selvfølgelig skiftede man side, holdning og post, hvis dem, man samarbejdede med, begyndte at opføre sig uansvarligt. Som barn kunne det dog være voldsomt at være en del af. Niels Helveg Petersens to sønner måtte vænne sig til, at deres far både var fraværende fysisk, men også mentalt, fordi folk konstant stoppede ham, hvad enten det var i Irma eller på gaden, for at få en politisk sludder eller ligefrem give ham skældud.
”I de sammenhænge, hvor folk kunne blive sure på ens far af grunde, man ikke forstod, var en underlig oplevelse,” siger Rasmus Helveg Petersen i den nye podcast ’De Politiske dynastier’, der kan høres på app’en Talk Town og her på euroman.dk. Afsnittet om Helveg-klanen er det fjerde i serien om danske, politiske familier i Danmark, og denne gang taler journalist Knud Brix med Rasmus Helveg Petersen, der er folketingspolitiker, og Morten Helveg Petersen, der er EU-parlamentariker om, hvorfor de begge er endt med at gå i deres far og farfars fodspor som radikale politikere.
De to brødre lærte tidligt, hvad det vil sige at være radikal. Hvordan det var muligt både at have venner og fjender på begge fløje, og hvordan det kunne skifte lynhurtigt.