FV 19: De bedste politiske podcasts

Podcasten er det perfekte medie til at få overblik, viden og holdninger om det danske politiske landskab. Næsten alle de store medier har under denne valgkamp fået deres egen, men hvilke skal du kaste dig over først? Her er vores anbefalinger.

Arne Hardis
Offentliggjort

Der er ikke noget som et folketingsvalg, der kan få det bedste (og værste) op i os medier. Noget af det nye i denne valgkamp er, at podcasten er blevet et af de helt centrale medier. Alle de store aviser har en, og der er rigtig mange fine imellem, men der er selvfølgelig nogle, der er bedre end andre. Først vil jeg nævne nogle af dem, der ikke klarede spærregrænsen.

På Berlingske har chefredaktør Mette Østergaard i podcasten ’Mød partilederen’ interviewet de 13 partiledere, og selv om den er ganske fin, mangler selve ideen den originalitet, der gør det til et nødvendigt lyt.

I det hele taget er det de store kanoner, dagbladene har hevet i studiet. På Børsen er det også chefredaktør Bjarne Corydon, der er i centrum i ’Til valg med Corydon’. Der er næppe nogen, der har en lignende insiderviden som netop Corydon, og den deler han heldigvis også flittigt ud af. Men det bliver en smule ferskt, når det er nyhedsdirektøren som vært, der interviewer sin chef.

En udefra havde måske kunnet gå mere til Corydon. Man mangler nogle, der stikker lidt til ham, når han fx fortæller, hvordan hans egen regering under Thorning (som Lars Løkke også har gjort det for nylig) lagde stigende velfærdsudgifter sammen, så det lignede, at man investerede massivt.

Hvis det skulle have fungeret helt, skulle Corydon have åbnet op og virkelig afsløret alt det, vi andre ikke kan vide. Men det kan jo være, det kommer…..

Men hvad er så de bedste? Her er vores bud på, hvordan du bedst bliver klædt på, mens du lytter.

Valgets tale - Weekendavisen

Weekendavisen har været utroligt lang tid om at omfavne de nye medier, men nu er de i gang, og på kort tid har de etableret sig som en utrolig kompetent udbyder af podcasts. En af dem er ’Valgets tale’, der ikke handler så meget om det aktuelle folketingsvalg, men i stedet dykker ned i historien.

Fra 1945 til i dag har stemmerne ved hvert valg ønsket at gøre politikerne opmærksomme på strømninger, stemninger og vigtige sager. Det er det, Arne Hardis med en gæst analyserer sig frem til. Og det er en fantastisk podcast, der på en nuanceret og underholdende facon gør os klogere på historien (og dermed nutiden).

Ajour - Altinget

Hvis du kun har tid til et kort politisk overblik, er ’Ajour’ hos Altinget et godt sted at starte. Det er stramt, præcist og godt formidlet. Derudover har Altinget den fordel, at de virkelig kender deres stof, og at de har nogle af Danmarks bedste kommentatorere i Erik Holstein og Jakob Nielsen. Hver udsendelse varer omkring 10 minutter, og den kan de fleste snuppe i forbifarten.

Den korte radioavis – Radio 24syv

En sjov (og klog) mand sagde engang, at politik er showbusiness for grimme mennesker, men man kunne også tilføje, at det er det for kedelige mennesker. Det hele kan godt blive lidt tørt. Ikke mindst i en valgkamp. Derfor er det godt, at vi har Den Korte Radioavis, der efterhånden i mange år har været det satiriske fyrtårn, når det gælder dansk politik. Den positive sideeffekt midt i de sjove punchlines er, at redaktionen og værterne er så vidende, at man faktisk også bliver klogere undervejs.

Borgen Unplugged

Man kan mene, hvad man vil om Henrik Qvortrup, men der er ikke mange i kongeriget, der formår at formidle politik så præcist og underholdende som ham. Sammen med fætter Thomas, der er vært, udgør de et erfarent og veloplagt makkerpar. Under valget sender de flere gange om ugen med flere kortere udsendelser af ca. en halv times varighed, og hver fredag har de et længere og opsamlende show.

Det røde felt – Radio 24syv

Det ligger i titlen, hvor værten Lars Trier Mogensen befinder sig i blokken. Og han irriterer formentlig mange i den blå ende af skalaen, men man kan ikke underkende hans drivkraft og smittende energi, når han med en evig indignation forstår at formidle selv svære emne på en let forståelig facon.

Cordua & Steno – Radio 24syv

Den borgerlige modvægt til Lars Trier Mogensen findes i Jarl Cordua, der sammen med den mere røde Torben Steno i mange år har haft deres debatprogram på Radio 24syv. På samme måde som i ’Det røde felt’ har programmet vist sig særligt langtidsholdbart på den samme blanding af viden og oprigtigt engagement.

Du lytter til Politiken – valgspeciel

Det kan være svært at få et overblik over de mange valgløfter og prøveballoner. Hver fredag laver Politiken en speciel af deres daglige (og glimrende) ’Du lytter til Politiken’. Det er politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard, der analyserer de vigtigste ting, der er sket i ugen.

Mange har været trætte af at politik ofte bliver dækket som sport, og den fælde falder Politiken også i ved at kåre ugens vindere og tabere, men i en valgkamp giver det dog fin mening, og man må også godt en gang i mellem drysse lidt pop over det politiske stof.