Vi kender Brian Mørk fra TV-talkshowet ‘Brian Mørk Show’ og som vært på podcasten af samme navn. I denne uge gæster han Daniel Hoff i studiet i Euromans podcastserie ‘Jeg er lige død’.
Her fortæller han blandt andet, at var det ikke fordi, det betaler så godt at være
stand up-komiker, så var Brian Mørk begyndt på arkæologi-studiet med det samme.
“Har du nogensinde stået til en julefrokost for betonarbejdere, der havde fået af vide, at der kom en stripper og optrådte? Men så kom du ind... Ville du da ikke hellere ligge på en mark og grave potteskår op?” spørger Brian Mørk.
For det var aldrig planen, at Brian Mørk skulle være komiker. I podcasten kan vi høre ham fortælle, at stand up-komiker egentlig aldrig er noget, han har anstrengt sig for at blive. Det var ren tilfældighed, at han endte i faget.
Brian Mørk tror derfor heller ikke, det bliver en særlig imponerende nekrolog, der bliver nedfældet, når han en dag er død. Han har ikke gjort sig nok umage, siger han.
Brian: “Jeg har ikke lavet noget i mit liv endnu, som jeg er stolt af. Så jeg håber ikke, man kommer til at huske mig for noget af det, jeg har lavet indtil nu.”
Daniel: “Hvorfor ikke det?”
Brian: “Jeg tror, det er en helt klassisk ting med, at hvis du gør dig umage, og det så bliver dårligt. Så er det bedre ikke at gøre sig umage, og det så bare bliver okay. Så jeg håber, man kommer til at huske mig for noget, jeg ikke har lavet endnu.”
Hvad det er, Brian Mørk i gerne vil nå at udrette inden han dør, kan du høre mere om i ugens afsnit af ‘Jeg er lige død’ med Daniel Hoff øverst her i artiklen. Det kan findes i Egmonts podcastapp, Talk Town.