‘Jeg er lige død’ med Lars Hjortshøj: “Jeg bryder mig ikke om de mennesker, der har fundet meningen med livet”

Komikeren Lars Hjortshøj er denne uges gæst i Euromans podcast, ‘Jeg er lige død’ med Daniel Hoff. Her fortæller han blandt andet om håbet om en stilfærdig og privat begravelse, og om hvordan han tackler sorgen over én af sine bedste venners nylige død.

Lars Hjortshøj
Offentliggjort

“Min ven begik selvmord i foråret, og jeg cykler relativt tit forbi hans gravsted. Så står jeg og kigger jeg på hans fødselsdato, så er der en bindestreg, og så er der skrevet den dato, han døde. Og det er absurd at se, hvordan livet bliver decimeret til sådan en lille streg.”

Det fortæller komikeren Lars Hjortshøj, der i denne uge gæster Daniel Hoff i studiet for at tale om livet, døden og det eftermæle - eller den bindestreg - han efterlader sig, når han en dag ikke er her længere.

For Lars Hjortshøj er det ikke vigtigt, at hans død eller begravelse bliver ekstraordinær. Med en succesrig karriere, hvor han både kan skrive komiker, skuespiller og radiovært på cv’et, er det ikke opmærksomhed, han har manglet.

“Jeg har fået så rigelige mængder opmærksomhed og eksponering i mit liv, så lige begravelsen og min død har jeg et enormt behov for, er privat. Men jeg skal jo egentlig ikke diktere, hvordan folk tager afsked med mig,” bemærker Lars Hjortshøj og kritiserer i samme ombæring menneskers behov for at planlægge deres egen død.

“Jeg synes, der er kommet sådan et absurd behov for at iscenesætte sig selv - også når vi ikke er her længere. Men det kan jo ikke nytte noget at gøre det på bagkant, det skal man gøre i løbet af livet,” lyder det fra Lars Hjortshøj.

I podcasten kan vi også høre, Lars Hjortshøj fortælle, at han ikke er et udpræget spirituelt menneske. Han har ikke fundet ud af, hvad meningen med livet er og er egentlig heller ikke interesseret i at finde ud af det.

“Jeg bryder mig ikke om de mennesker, der har fundet meningen med livet. De der skråsikre, bedrevidende typer, der har fundet løsningen og svaret på alt. De mennesker interesserer mig ikke. Jeg kan bedst lide dem, der er i tvivl, og spørger: ‘Hvorfor er vi med her?’” spørger han og fortsætter.

“Når man får spørgsmålet ‘Hvad er meningen med livet?’ Så vil jeg sige, at i mine øjne er meningen at blive ved med at stille sig selv det spørgsmål,” afslutter Lars Hjortshøj.

Du kan lytte til denne uges afsnit af ‘Jeg er lige død’ med Lars Hjortshøj her på Euroman Premium og i Egmonts podcastapp, Talk Town.