Jes Dorph-Petersen: “Til sidst nåede jeg et punkt med mit alkoholmisbrug, hvor jeg blev bange for at dø af det”

Den folkekære journalist og TV-vært Jes Dorph-Petersen betegner sig selv som et legebarn. Han elsker at optræde og har aldrig været bange for at stikke snuden frem. Men drivkraften til at blive set og bekræftet udspringer af en omtumlet barndom med alkoholisme og svigt. Det fortæller han i det nye afsnit af Euroman-podcasten ‘Jeg er lige død’.

Jes Dorph-Petersen
Offentliggjort

I mere end 30 år har Jes Dorph-Petersen i siddet foran kameraet og beværtet diverse tv-programmer. Fra TV2 Nyhederne, fodboldmagasiner, Folketingsvalg og senest i TV2’s nye aftenprogram GO’ Aften Live.

Det er de færreste danskere, der ikke kender hans ansigt, men vigtigst af alt, har han haft det sjovt, fortæller Jes Dorph-Petersen i det nyeste afsnit af vores podcast ‘Jeg er lige død’ med Daniel Hoff.

“Når jeg tænker tilbage på min tilværelse, så har det vigtigste for mig altid været at pjatte og have det sjovt,” siger han.

Men det har ikke altid været sjovt at være Jes Dorph-Petersen i. Han voksede op alene med en alkoholiseret, psykisk ustabil mor, og det har mærket ham hele livet - på godt og ondt.

“Min mor havde så meget vrede, som hun vendte over på mig. Hun mobbede mig psykisk, blandt andet med ikke at tale til mig i flere dage, uden at jeg vidste, hvad jeg havde gjort forkert. Det plantede en usikkerhed i mig, men det er også grunden til, jeg altid har søgt opmærksomhed og bekræftelse. Og det gav mig et drive til at blive ved med at pumpe løs som tv-vært."

Men smerten ender ikke, da Jes Dorph-Petersen indleder sin succesrige karriere som tv-vært. Indvendig var der noget, der ikke var, som det skulle være, og det udløste senere i karrieren både en depression og et alt for stort alkoholforbrug.

I podcasten erkender han, at alkoholmisbruget på et tidspunkt tog overhånd og gjorde ham bange for, at det skulle tage livet af ham.

“Til sidst nåede jeg et punkt med mit alkoholmisbrug, hvor jeg blev bange for at dø af det,” siger Jes Dorph og husker tilbage på dagen, der i dag står som et vigtigt vendepunkt i hans liv.

“Jeg ligger på sofaen og ser en fodboldkamp mellem FCK og OB, men jeg ser den ikke. Jeg lukker øjnene. Jeg ved ikke, hvorfor men det var en milepæl for mig, men det, at jeg lukkede øjnene under en fodboldkamp, fik mig til at forstå, at nu var det alvor. Jeg tænkte: 'Hvad fanden har du gang i, Jes?' Og derefter fik jeg - med andres hjælp - kæmpet mig ud af mit misbrug."

Op til seancen i sofaen havde han altid følt sig som et legebarn, konstant på vej til at blive noget stort. Men sammen med erkendelsen af at hans alkoholforbrug havde udviklet sig til et misbrug, indså Jes Dorph-Petersen også noget andet.

“Det er der, jeg opdager, at jeg ikke længere er en dreng, der er på vej til noget, men at jeg har lavet det meste af det, jeg skal. Og derfor kan jeg godt begynde at sætte vand over til at skulle dø en dag, ” forklarer han.

Ikke nok med at døden er uundgåelig, så er den nu også noget, han ser som et væsentligt element i livet.

“Jeg har altid haft det sådan, at jeg helst ville undgå at dø og bare blive ved med at leve. Men jo mere jeg er kommet op i årene, ser jeg mere og mere livet som en fortælling, der skal have en afslutning på et tidspunkt. Så på et tidspunkt gider jeg ikke mere,” siger Jes Dorph-Petersen.

Du kan lytte til podcasten ‘Jeg er lige død’ her i artiklen eller på Egmonts podcastapp Talk Town. Der udkommer nyt afsnit hver onsdag.