Klubfokuserede podcasts skyder frem i Superliga-debatten: ”Vi vil ikke være et forum for bodegasnak”

Med passionen som drivkraft løfter fans og journalister Superliga-nørderiet til et nyt niveau.

Klubfokuserede podcasts
Offentliggjort

Interessen for Superligaen vokser.

Til trods for evindelige debatter om tilskuerkriser, faldende niveau og svingende europæiske resultater er diskursen vendt.

Brøndby IF har solgt hidtil usete 11.000 sæsonkort. Sidste weekend var der 22.000 mennesker i Parken. 12 ud af 14 klubber har oplevet en stigning i tilskuertallet i forhold til sidste sæson.

Den stigende interesse afspejles også i mediebilledet. Der tales mere, længere og dybere om den bedste, danske fodboldrække.

I takt med den positive udvikling blomstrer en ny spiller i Superligaens medielandskab: Klubfokuserede podcasts, oftest drevet af fans, der med passionen som drivkraft giver plads til al det nørderi, mainstream-medierne ikke har ressourcer til.

Opmærksomheden er ikke kun forbeholdt FC København, Brøndby IF og AGF. Mindre eksponerede klubber som Vejle Boldklub, OB og SønderjyskE er også genstand for lange, gratis podcastudsendelser til de mest dedikerede Superliga-aficionados, der ikke har nok i de store mediers brede dækning.

”Vi er tættere på end de fleste andre medier. Selvom jeg ikke betragter mig selv som fan, følger jeg klubben tæt og har gjort det siden jeg var seks år gammel. Vi ser alle kampe, følger med i træningen og generelt, hvad der rører sig i klubben. De medier, der beskæftiger sig med fodbold på et landsdækkende plan, skal koncentrere sig om 14 forskellige klubber og kan derfor ikke gå lige så meget i dybden med den enkelte klub. Når vi er tættere på, påstår vi, at vores analyser også bliver skarpere.”

Sådan lyder det fra Martin Davidsen, der er freelancejournalist og vært og redaktør på OB-podcasten ’Stemmer Fra Ådalen’. Siden 2017 har han med tre andre OB-entusiaster drevet en podcast med ubetinget fokus på den fynske Superliga-klub.

”Jeg havde gæstet ’FC Københavns Fanradio’ som journalist nogle gange og tænkte, at en klub af OB’s størrelse også skulle have sin egen ugentlige podcast. Min tanke var, at det skulle være et OB-medie mere end en fan-podcast. ’Stemmer Fra Ådalen’ er et slags lokalmedie, der udkommer som podcast”, siger han.

I podcastudsendelser, der nemt løber op i over en times varighed, vender de OB’s seneste kamp, næste kamp, transfers, økonomi, med mere. Fælles for podcast-deltagerne er, at de ved mere om OB end de fleste:

”Gæsterne skal være skarpe på OB og have en indsigt i klubben. Det kan enten være i kraft af en erfaring som træner eller spiller, journalist eller mangeårige tilhænger af klubben. For mig er det vigtigt, at vi har nogle forskellige typer i studiet, så det ikke ”bare” er tre fans, der sidder og taler om, at det var noget lort, at klubben tabte i går, fordi det gør ondt i hjertet”, fortæller Martin Davidsen.

’FC Københavns Fanradio’, som Martin Davidsen nævner som en inspiration, er ikke et nyt tiltag. Helt tilbage i 1997 startede en flok ildsjæle i det københavnske fanmiljø det, der dengang hed Radio Løvetimen.

Hver eneste dag fra klokken 17 til klokken 18 kunne man tune ind på frekvensen 102.9 FM på Københavns lokalradio og få sit daglige F.C. København-fix. I dag er Radio Løvetimen relanceret under navnet ’FC Københavns Fanradio’:

”Grundlæggende vender vi to gange om ugen alt, der sker i F.C. København. Og selvfølgelig er vi ikke for fine til at tale om, hvis det går dårligt i Brøndby”, fortæller Jonatan Folkver, der siden 2016 har styret slagets gang på podcastudsendelserne.

Hvad kan I, som de store medier ikke kan?

”Vi skal ikke please nogen. Vi har ingen kontrakt med vores lyttere om, at vi ikke må sige noget grimt om nogen, og selvom vi har et rigtig godt forhold til F.C. København, så må vi stadig kritisere spillerne eller træneren lige så meget, som vi synes er passende. Det giver os et frirum til at diskutere under frie rammer. En udsendelse varer som udgangspunkt en time, men den kan sagtens komme til at vare en time og 20 minutter, hvis vi lige skal tale et eller andet færdigt,” fortæller Jonatan Folkver og forsætter:

”Vi var i sin tid de første, der omtalte, at Jan Bech Andersen (tidligere bestyrelsesformand i Brøndby IF, red.) sad på Brøndbys fanforum og kaldte sig Oscar. Vi skulle egentlig tale om en FCK-kamp, men fordi vi opererer med et løsere skema, kom vi ad omveje ind på den bizarre situation, at Brøndbys pengemand kritiserede trænere og spillere under dæknavn på et fanforum. Dagen efter var det en historie i alle danske medier.”

I dag står der en Oscar-statuette, F.C. Københavns Fanklub donerede til radioen efter episoden, på bordet, når ’Fanradioen’ optages.

På den midtjyske hede findes én af de nyeste spillere på fanradio-markedet. Under navnet ’Sort Snak’ drøfter fem profilerede FC Midtjylland-fans nyheder og kampe hos de forsvarende danske mestre.

”Vi har som mission at kunne tilbyde unikt indhold til lytterne. Der er ingen af os, der er fodboldtrænere eller på anden vis kan lave dybe, taktiske analyser, men vi er ude på træningsbanen, står på tribunen og følger med i fanmiljøet. Vi skal fordybe os i de ting, der ikke dækkes af andre medier”, siger Kent Jacob Nielsen, der er vært og tovholder på Sort Snak.

Selvom Sort Snak, i modsætning til ’FC Københavns Fanradio’ og ’Stemmer Fra Ådalen’, ikke er helt uafhængige af eksterne interesser, fordi FC Midtjylland er officiel afsender på podcasten, er ytringsfriheden ifølge Kent Jacob Nielsen stadig i højsædet under optagelserne:

”Vi skal altid kunne sige, hvis vi mener, Jess Thorup (FC Midtjyllands cheftræner, red.) skal fyres. Men derfor er det også vigtigt, at vores gæster følger med og ved meget om klubben. Vi må i princippet mene alt, men vores meninger skal være kvalificerede. Vi vil ikke være et forum for bodegasnak. Vi har haft Jess Thorup, Rasmus Ankersen (bestyrelsesformand, red.) og andre på besøg, og det kan kun lade sig gøre, fordi vi kun siger det, vi også ville kunne sige ansigt til ansigt til dem. Det er pejlemærket for at levere lødigt og seriøst indhold”.

Hos Martin Davidsen og ’Stemmer Fra Ådalen’ forsøger man at tage fan-brillerne af og finde den rette balance mellem at være kritisk røst og nøgtern analytiker:

”Mit journalistiske hjerteblod kræver, at jeg skal være uafhængig og ikke holde med nogen. Vi skal ikke male et glansbillede af OB. På den anden sideskal vi heller ikke være forudindtaget negative overfor OB. Mit højeste formål er at skabe en nuanceret og saglig dækning af OB. Vi skal ikke holde med klubben, men vi skal heller ikke holde med fansene. I en klub som OB, der har været så præget af dårlige resultater de sidste otte år, kan der godt være en tendens til, at klubbens fans er forhåndsindtaget pessimistiske”, fortæller han.

De klubfokuserede podcasts skriver sig ind i fortællingen om den stigende Superliga-efterspørgsel, hvor overfladisk nyhedsdækning ikke er nok. Martin Davidsen nævner betydningen af, at tv-stationerne og de landsdækkende aviser ofte forsømmer de dybdegående analyser af de små klubber.

Synes du, de store mainstream-medier har for meget fokus på F.C. København og Brøndby, og for lidt fokus på de mindre klubber?

”Det er jo naturligt, at de store medier skal kigge på, hvor der er flest seere, hvilket der jo er i de store klubber. Men det er også derfor, vi har et publikum. Fordi fans af OB oplever, at de ikke får den dybdegående dækning andre steder. Vi kan give dem en times OB-snak hver uge. I tv får de måske 5 minutter i ’Onside’. Det gør sig gældende for OB-fans, men også for fans af mange andre klubber, og derfor ser vi de klubfokuserede medier vokse sig større. Der er så mange dedikerede fodbold-fans i Danmark, at de store medier ikke kan følge helt med efterspørgslen”.

Jonatan Folkver bliver forholdt samme spørgsmål, men med omvendt fortegn: Er der overhovedet behov for en podcast om heftigt eksponerede F.C. København?

”Ja, for vi kan stadig gå mere i dybden. Folk forventer noget andet af os, end de forventer af BT, Tipsbladet eller TV3. Vores dækning er ikke neutral, og skal ikke være det, men den er stadig seriøs og nøgtern. Når vi holder sommerferie, eller må aflyse på grund af sygdom, får vi enormt mange beskeder fra folk, der savner os. Det er sindssygt overvældende. Jeg kan stå i øl-køen i Parken og opleve, at folk kommer hen og siger: ’Jeg kunne genkende din stemme, er det ikke dig fra fanradioen?’. Det er svært at sige, hvor stor efterspørgslen er, men hengivenheden fra dem, der hører os, er enorm, og det betyder virkelig meget.”

De fleste podcastudsendelser er produceret med passionen som drivkraft. For ’FC Københavns Fanradio’ kan enkelte donationer fra lytterne sponsorere udstyr eller en sodavand til gæsterne, men det er lysten, ikke pengene, der driver værket.

I Odense er det lykkedes at få en hovedsponsor ombord på ’Stemmer Fra Ådalen’. Det fynske bryggeri Albani, der også sponsorerer OB, sørger med Martin Davidsens egne ord for, at ”der kommer mælk i køleskabet og bleer til mine børn”.

”Med Albani ombord er vi tæt på at være der, hvor det giver mening økonomisk. Omkring 15 procent af min freelance-indtjening kommer fra ’Stemmer Fra Ådalen’, men jeg bruger måske 20 procent af min arbejdstid på det. Jeg ville nok kunne tjene mere ved at skrive en artikel mere om ugen, men den her podcast er jo også con amore. Jeg laver det ikke, fordi jeg vil være rig, men fordi, det er sjovt.”

Otte klubfokuserede podcasts, du skal tjekke ud:

BrøndbyLyd

Brøndby Supporters Trust og fanmediet 3point.dk sender en gang om ugen en times podcast om alt, hvad der rører sig i Vestegnsklubben.

Sort Snak

Fanproduceret podcast uden tidsmæssig bagkant om FC Midtjylland. Får med jævne mellemrum besøg af gæster fra klubbens øverste ledelse.

Stemmer Fra Ådalen

Uafhængigt podcastmedie, der drives af journalister med fortid i og omkring OB. Sender fast én gang med ugen plus særudsendelser om alt fra talentarbejde til fankultur.

Det Hvide Snit

Sportsjournalister fra Aarhus Stiftstidende vender alt omkring AGF. Har intet fast sendetidspunkt, men udkommer som regel et par gange om måneden.

FC Københavns Fanradio

Subjektive fans og objektive journalister diskuterer kampe, transfers og nyheder fra Parken to gange om ugen.

Vi Taler Om VB

Fodboldfeberen i Nørreskoven udmøntede sig i sommer i en podcast om Vejle Boldklub, produceret af Vejle Amts Folkeblad.

Voresklub

Fandrevet podcast om SønderjyskE. Gæstes af tidligere spillere, fans og journalister. Har dog ligget stille siden maj.

Ripodsten

Nordjyske Medier med vært Jens Otto Barsøe udkommer hver 14. dag med en podcast om landets nordjyske Superliga-klubber, AaB, Hobro og Vendsyssel.

LÆS MERE: Livet efter fodboldkarrieren: "Jeg var tom, identitetsløs og ikke tilstedeværende"

LÆS MERE: Internettet elsker 'John Faxe og Skruebrækkerne': Her er de bedste reaktioner på landsholdsfadæsen

LÆS MERE: Champions League-optakt: Har den økonomiske elite overflødiggjort gruppespillet?

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold og Medier