Københavns modeuge står for døren: Disse tre brands skal du holde øje med

I denne uge er det igen modeuge. Fokus er – selvfølgelig – på bæredygtighed og mode i en post-corona-kontekst, og heldigvis for os mænd er der også stor bevågenhed om herremoden. I det nye afsnit af Sidelæns har vi talt med tre danske brands, som afholder shows i løbet af ugen og som er værd at kaste et særligt blik efter.

Københavns modeuge står for døren: Disse tre brands skal du holde øje med
Offentliggjort

Copenhagen Fashion Week er efterhånden en darling på den danske modescene. Den halvårlige modeuge har udviklet sig til at være en international begivenhed, der tiltrækker presse og indkøbere fra ind- og udland. Og organisationen bag har gennem årene dygtigt udviklet modeugen til at være en seriøs kandidat til rollen som verdens femte vigtigste modeuge.

I dette afsnit af Sidelæns stiller vi skarpt på tre af de mest interessante herretøjsvirksomheder herhjemme. To relativt nye og en, der efterhånden har været med i mange år. 7 Days Active – Berner Kühl – og Soulland.

Den første virksomhed, vi besøger, er 7 Days Active. De excellerer i sportstøj, der krydser klinger med modens verden. Det er farverigt, udtryksfuldt og frem for alt komfortabelt at bære. 7 Days Active har ramt skiven ret så rent, mens verden har været vendt op og ned på grund af corona – folk har efterspurgt tøj at bevæge sig i og tøj til at slappe af i – meget langt fra skjorte og slips, og lige netop det har de været mere end leveringsdygtige i. Det har vi talt med stifter og medindehaver Malkit Singh om.

Sidelæns_Berner-Kuhl.jpg
Frederik Berner Kühl står bag brandet af samme navn.

Et andet brand, vi har inviteret indenfor i Sidelæns, er en debutant til Copenhagen Fashion Week.

Mærket er Berner Kühl, og bag det står designer og grundlægger Frederik Berner Kühl. Han er klassisk modeuddannet fra Polimoda i Firenze og har aftjent sin værnepligt hos stort set samtlige relevante modevirksomheder i Danmark, inden han nu har kastet sig ind i ilden med sit eget brand.

Kollektionen, han viser på Copenhagen Fashion Week, er hans fjerde siden starten. Senest har Frederik arbejdet med herredesign hos Mads Nørgaard og NN07, og vi har talt med ham om, hvad det er for en vision, han nu har fået muligheden for at forløse, når han som nu både har hånden på kogepladen og er den eneste kaptajn på broen.

Sidelæns_Silas.jpg
Silas Adler er en af de to styrmænd bag Soulland.

Den sidste modemand, vi har talt med, er Silas Adler. Han står bag Soulland, og selvom det i manges øjne hører til i den unge kategori, så er Soulland efterhånden en af de modevirksomheder på showkalenderen, der har flest år på bagen.

Det giver noget rutine, og det giver noget erfaring. Soulland har været igennem smalle tider og tider med rigtigt meget fart på, men Soulland er her endnu og formentlig stærkere end nogensinde, og det i sig selv fortjener applaus. Det er et voksent brand og en moden virksomhed, der har taget nogle aktive valg om, hvilken slags forretning, de gerne vil drive.

Bliv klogere på de tre danske brands i det nye afsnit af Sidelæns, som du kan lytte til øverst i denne artikel, i appen Talk Town eller der, hvor du ellers finder dine podcasts.

Copenhagen Fashion Week SS22 foregår fra 10.-13. august i og rundt om Købenavn. Du kan se det fulde program på copenhagenfashionweek.com, og du kan naturligvis følge med på euroman.dk og på vores sociale medier hvor vi naturligivs garanterer den bedste dækning af modeugen, helt i magasinets veloplagte ånd.