Når man er til middag på en af landets Michelin-restauranter, er det nærliggende at spørge køkkenchefen, om han frygter at miste sin stjerne. Dét spørgsmål bliver også stillet i de nye afsnit af Lund & Løkke, der besøger Dragsholms Slot.
Her spørger Anders Lund Madsen nemlig medvært Lars Løkke Rasmussen, hvordan han håndterer at have mistet sin stjerne – eller som han formulerer det:
”Hvis man er blevet statsminister, er det jo det største, man kan opnå. Så på den måde kan det, at man ikke vil miste magten, eller ideen om at fastholde det, blive en besættelse. Har du tænkt den tanke, at ’jeg vil ikke ud af den bil’?”
Men for den tidligere statsminister var det ikke helt situationen.
”Sådan har jeg ikke tænkt. Man har et rimeligt godt billede af, hvor tingene bevæger sig hen. Det er ikke slemt at slippe det. Det er slemt at slippe drømmen om at kunne blive det igen,” fortæller Lars Løkke Rasmussen.
Til konstateringen af, at han jo ikke behøver at have sluppet drømmen, svarer han:
”Nej, men helt ærligt, så skulle jeg lave mit eget parti – og det bliver lidt voldsomt, ikke? Jeg synes, at dem er der mange af.”
Du kan høre det nye afsnit i toppen af artiklen. Du kan også høre den på Egmonts podcastapp Talk Town.