I begyndelsen af hans karriere var Mick Øgendahls livskvalitet primært bundet op på arbejdet som komiker. Det fortæller han i det nyeste afsnit podcasten ‘Jeg er lige død’ med Daniel Hoff, der kan lyttes på Talk Town fra i dag.
Men 20 år inde i det, der skulle blive en succesfuld karriere, var der pludselig ikke så meget at grine af. I 2013 måtte han lade sig indlægge på psykiatrisk afdeling på Hillerød Hospital med stress.
Stressforløbet fik Mick Øgendahl til at genoverveje sine prioriteter - og sætte tempoet ned. Nu er det hans tre børn, hustru og samværet med venner, der kommer i første række.
“Jeg har lært nu, at jeg nok skal nå det hele. Men hvis jeg kunne gøre det hele om, ville jeg ønske, at jeg aldrig havde vendt mine barndomsvenner ryggen, fordi jeg havde så pissetravlt med at gøre karriere,” lyder det fra den 47-årige komiker.
Lidt for glad for alkohol
Heldigvis har gutterne fra fødeøen Falster tilgivet ham, og de ses i dag ugentligt til fodbold og fadøl.
Men netop fadøl – eller rettere, hans forkærlighed for alkohol – er også et af omdrejningspunkterne, da Daniel Hoff under optagelserne til podcasten spørger komikeren, om han kan give et hypotetisk svar på, hvordan han tror, han dør.
“Jeg er bange for, at min glæde for alkohol gør, at jeg på et tidspunkt falder helt sammen i organerne indeni,” konstaterer komikeren og uddyber.
“Det, der irriterer mig mest ved alkoholen, er, at jeg i løbet af ugen godt kan tænke det ind i planlægningen. Så jeg prøver i stedet at fylde min uge op med gøremål, som gør, at jeg ikke kan drikke alkohol,” fortæller Mick Øgendahl.
Men er det er nemmere sagt end gjort at holde sig fra alkoholen, konstaterer han.
“Jeg ville jo gerne kunne sige, at tanken om ikke at lære mine børnebørn at kende, kunne få mig til at stoppe med at drikke, men det har de sidste 10 år vist, at det gør det ikke.”
Vil huskes som en god far - på godt og ondt
Han håber dog, at børnene alligevel vil huske ham for at være en god og kærlig far - på godt og ondt.
“Jeg har ikke brug for at blive husket for en skid af andre mennesker. Det eneste, der betyder noget, er, at jeg bliver husket for noget godt af mine børn. Med alle de fejl man nu engang har, og for alle de gange man ikke slår til som far,” afslutter Mick Øgendahl.
Afsnittet med Mick Øgendahl, som du kan lytte til i toppen af artiklen, er sæsonafslutningen af tredje sæson af podcastserien ‘Jeg er lige død’ med Daniel Hoff. Alle tidligere sæsoner og afsnit kan findes i Egmonts podcastapp, Talk Town.