Ny episode af Arbejdstitel: Karantæne-special

Hver eneste optagelse af Arbejdstitel er en højspændt udveksling af indsigt, holdninger og ideer om afsnittets emne. Og selvom de to værter kommer vidt omkring, er der som regel altid noget, de glemmer at få med på optagelsen. Det får de muligheden for her.

Oliver:

Et godt spørgsmål kom fra en lytter, der ville vide, om det gamle ordsprog ‘aldrig gå ned på udstyr’ reelt var en regel, vi selv ville navigere efter. Det synes jeg, er et vildt godt spørgsmål. Og jeg må sige, at … jeg er splittet. På den ene side elsker jeg ting. Jeg har tre iPhones, et utal af bøger og en samling af sko, som jeg bruger omtrent syv procent af.

Men jeg er fundamentalt imod at have mange ting. Jeg kan godt lide idéen om at have så få gode ting som muligt. Da krisen indtraf, indtraf min egen personlige krise, da jeg ikke længere kunne frekventere mit lokale fitnesscenter. Skulle jeg købe en kettlebell eller en yogamåtte? Og skulle jeg udvide mit sortiment i køkkenet, så jeg reelt selv kunne tilberede min egen mad? Til begge spørgsmål landede jeg på samme svar: Nej.

Ikke, fordi jeg havde opgivet at holde formen i live, eller fordi tanken om at være selvforsynende i mit forbrug af romerske pastaretter var decideret utænkelig. Men fordi jeg ikke vil have flere ting i mit hjem. Ting, der ville fylde. Både fysisk og mentalt. Mit svar er, at man skal gå ned på udstyr. At man skal eje det allermest essentielle og så tage brug af de ting udefra, når det ikke kan være anderledes. Man kan altid bare løbe en tur eller købe rigatoni fra sit lokale sted. Og så nyde godt af den plads, man har sparet i hjemmet. Både fysisk og mentalt.

Kristoffer:

En ven af programmet spurgte, om det er sejt at køre i en fornuftig bil. Svaret ligger umiddelbart lige for, men jo mere jeg har tænkt over det, jo sværere er det at svare på. På papiret er det jo dybt, dybt idiotisk at betale mere for at blive transporteret fra A til B end højst nødvendigt. En Kia Picanto gør i princippet jobbet lige så godt som en BMW M550i til en tiendedel af prisen. Så ja, det er sejt at køre i en fornuftig bil, for man kan virkelig bruge sine penge bedre end på en bil, der holder stille et sted mellem 95-98% af døgnet.

Men jeg elsker at køre bil. Og selvom jeg hverken skubber dyre tyske eller italienske mærker, så bruger jeg forholdsmæssigt mange timer hver eneste uge på at trawle ’Bilbasen’ igennem for modeller. En bil er jo den fornemste kulmination af ypperligt design og avanceret ingeniørkunst. Jeg forstår, hvorfor det koster noget.

Og så hylder jeg det komplet irrationelle i at overgive sig fuldstændig til en forelskelse i et køretøj og sætte alt fornuft ud af funktion. I en verden af sunde interesser og rigtige holdninger er det både charmerende og befriende at stå last og brast med sine synder. Så ja. Det er sejt at køre en fornuftig bil. Men det er altså sejere at køre i en ufornuftig bil.