Ny episode af Arbejdstitel: Om pauser (med Rasmus Bak)

Hver eneste optagelse af Arbejdstitel er en højspændt udveksling af indsigt, holdninger og ideer om afsnittets emne. Og selvom de to værter kommer vidt omkring, er der som regel altid noget, de glemmer at få med på optagelsen. Det får de muligheden for her.

Oliver:

De første par uger af pausen var et paradis for mig. Jeg spiste godt, læste bøger, gik lange ture og løb endnu længere. Langsomt, men sikkert, begyndte den facade at krakelere. Det føles ikke længere som en ferie at gå lange ture i formiddagssolen og spise sene frokoster efterfulgt af en middagslur. Det føles blot som en gentagelse af dagen forinden. Jeg er færdig med at være på pause. Eller, det ville jeg håbe, jeg var.

Pausen har haft den positive effekt, at jeg er begyndt at sætte pris på det, jeg har. Eller måske rettere … det jeg havde. Jeg talte lige på hænderne (en disciplin, jeg sjældent kaster mig ud i), at jeg sidste år var ude af landet ni gange. Og det er altså, ni storbyer. Jeg taler New York, Los Angeles, Atlanta, London, Paris osv. The Big League. Det var på det tidspunkt bare ‘endnu’ en tur. I dag ville jeg slå ihjel for at være tilbage i Barcelona anno 2019. Og jeg kan ikke specielt godt lide at være i Barcelona.

Pausen vil forhåbentlig tvinge mig til at sætte mere pris på de goder, jeg for længst er begyndt at tage på givet. Bevares. Jeg har gang på gang fortalt mig selv, hvor privilegeret jeg var. Men jeg har ikke … mærket det. Det gør jeg nu.

Kristoffer:

Jeg er fascineret af den kollektive pause. At alle har fået tvunget tilværelsen i bero. Ser man forbi de massive konsekvenser, nedlukningen får for erhvervslivet, er der noget vildt over, at hele samfund bliver dresseret ned i gear. Vi er vant til underholdning 24 timer i døgnet, men hvor går vi hen, når vi ikke længere kan gå ud?

Jeg går i koma. Forleden tjekkede jeg min netbank fra starten af året og kunne konstatere, at det ikke var unormalt for mig at drikke kaffe og spise frokost eller middag ude 5-6 gange om ugen. Det er så essentiel en del af mit liv i byen. Og det føles som en grundpille i tilværelsen, der smuldrer, når dén mulighed bliver frataget mig.

Restauranter er så småt ved at åbne for bordbestilling. Selv har jeg allerede to reservationer i bogen, som jeg omgående lavede, da det blev muligt. Det skal blive et af årets højdepunkter at studere menukortet på nettet, at klæde om til at gå ud, at mærke forventningerne tage til. Ankomme, hilse på tjeneren som var han en gammel ven, afgive bestilling og så få det første glas sat på bordet. Ting, jeg tidligere har taget for givet utallige gange ugentligt, men som jeg aldrig igen kommer til ikke at sanse og dyrke til fulde.