Arbejdstitel på bilferie: På tur gennem sommerlandet med Mikkel Hansen

I del to af Arbejdstitels sommerspecial fortsætter Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné deres tur gennem Nordsjælland. Næste stop er på museet Munkeruphus, hvor de får selskab af håndboldspiller og kunstsamler Mikkel Hansen, inden turen går videre til turens sidste destination, Tisvilde.

Arbejdstitel på bilferie: På tur gennem sommerlandet med Mikkel Hansen
Offentliggjort

Hver eneste optagelse af Arbejdstitel er en højspændt udveksling af indsigt, holdninger og ideer om afsnittets emne. Og selvom de to værter kommer vidt omkring, er der som regel altid noget, de glemmer at få med på optagelsen. Det får de muligheden for her.

Kristoffer:

Der er en vidunderlig frihed ved at rejse rundt i landet. Da vi optog afsnittet om Nordsjælland, fik vi både mulighed for at se fantastisk natur, behageligt landliggerliv og det bedste kunst, der ikke er på Louisiana. Man skal ikke særligt langt væk fra byen, før det går op for en, at der er en enorm verden lige på den anden side af byskiltet.

I denne omgang kørte vi rundt i Nordsjælland. Men det kunne lige så vel være Sydfyn, Vestjylland eller Mols: Vi lever i et storslået land, der trods sin lille størrelse ikke må decimeres til mindreværdskomplekser og rundkørselskunst.

Jørgen Leth sagde engang, at lykken er der, hvor man beslutter sig for, at den skal være. Et ufatteligt relevant bonmot i en tid, hvor vi skal minde hinanden og os selv om, at vi ikke behøver at rejse om på den anden side af for at finde glæden ved at være til. Jeg indlejrer solopgange, smagen af jordbær og synet af legende børn i græsset, som skulle jeg aldrig opleve det igen. Mind mig venligst om Jørgens kloge ord om fem måneder, når Danmark er mørkest og dagene kortest.

Oliver:

Ikke siden jeg var barn, har jeg brugt så meget tid i sommerhus som denne sommer. Og jeg har elsket hvert minut. Det plejede ellers ikke at være tilfældet. I mine teenageår og tidlige tyvere undgik jeg det for enhver pris. Landet kedede mig og der gik ikke mange minutter, hvor jeg ikke savnede konstant stimulering fra min computer, mine venner og arrangementer i byen.

Men inden for de seneste år er der sket noget nyt. I særdeleshed om sommeren. Jeg elsker at cykle nordpå. Nogen gang er det for at spille tennis, andre gange for at bade og til tider tager jeg også bare ud af byen for at spise frokost og drikke kaffe. Det føles som en ekstrem frihed.

Knud Romer belærte mig engang på en optagelse om, at man ikke kunne slippe ud af København. “Man kan ikke komme ud af byen. Den holder dig fast. Og når først man er ude af centrum, bliver man fastholdt af trafik og myldretid,” lyd ordene nogenlunde dengang. Dengang tænkte jeg: “Så har han aldrig været i London”. Men hans verdensbillede forandrede sig totalt, når han kørte ud af København K og endelig nåede frem til sit landsted på Falster, hvor vi netop optog på denne sommerdag for mange år siden. Det kan jeg bedre relatere til, når jeg tænker på det i dag.

Nu drømmer jeg mig tit ud af byen. Og det kan være, jeg en dag slipper væk.