Med sine 77 år tager Joe Biden titlen som alderspræsident foran sin fire år yngre modstander Donald Trump. Og netop den høje alder er Bidens største akilleshæl, mener Venstre-politiker og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, der lufter sin bekymring i det nyeste afsnit af podcastserien ”Lund & Løkke”, hvor det amerikanske valg er på dagsordenen.
”Jeg er mest bekymret over hans alder. Det må jeg sige, for jeg mødte ham for tre år siden i København,” siger Lars Løkke, hvortil medværten Anders Lund Madsen supplerer:
”Der var han kun 75…”
”Og frisk. Men når jeg ser nogle af de der indslag nu, så tænker jeg: Der er sket meget på tre år,” siger Lars Løkke i podcasten, som kan høres i appen Talk Town.
Anders Lund Madsen mener ligefrem, at præsidentkandidaten virker smådement, så langt vil Venstre-politikeren alligevel ikke gå, men han medgiver, at alderen er begyndt at sætte sine tydelige spor. Det har han også selv måttet høre for, da han var statsminister.
”Jeg er trods alt tyve år yngre end Joe Biden – og så har vi samme renommé. Sleepy Lars, Sleepy Joe,” joker politikeren.
Undervejs i afsnittet kommer makkerparret Lund & Løkke også ind på fake news og Venstre-politikerens møde med Donald Trump.
Lyt med i podcastappen Talk Town.
Når du er abonnent på Euroman, får du ligeledes adgang til Talk Town. Du skal blot downloade appen i Appstore eller Google Play og oprette dig med dit kundenummer. Her kan du bl.a. også finde programmerne ’Arbejdstitel’, ’Graus garage’ og ’Jeg er lige død’.