Nyt afsnit af 'Arbejdstitel': Om karriere

Følger din karriere en skarp 5- og 10-års plan? Eller er dit arbejdsliv en stor tilfældighed, der kaster dig i alle mulige retninger? I det nyeste afsnit af podcasten Arbejdstitel taler Oliver Enné og Kristoffer Dahy Ernst om noget så seriøst som karriere.

Arbejdstitel
Offentliggjort

Begrebet ‘karriere’ har i manges ører en negativ klang. Men det er svært at finde en mere rammende betegnelse for den beskæftigelse, der kræver halvdelen af vores døgn og hele vores opmærksomhed, og som har det med at æde vores liv fordi vi simpelthen ikke kan lade være.

I episoden, som du kan lytte til nu, bliver der også talt om penge, at sige op uden at have en plan og det smukke i at finde ud af, hvad man virkelig er god til.

Derfor er det undervurderet at have en karriere ifølge Kristoffer:

Har man som jeg hyldet impulsivitet, kan det være skræmmende at tænke frem til længere end næste uge. Men på et tidspunkt i ens liv bliver det latterligt, hvis man ikke planlægger bare lidt. Både i forhold til små ting som ikke at løbe tør for mælk til kaffen, og større ting som at have styr på pension og lån.

Sådan er det også med karriere: Jeg gik på universitetet uden at overveje, hvad jeg skulle bagefter. Og jeg har sagt op flere gange uden at vide, hvad der så var planen. Men i dag er perspektiverne lidt længere. Jeg har en idé om, hvor jeg er næste år, om fem år og om 10.

Det føles ikke som kedelig planlægning, men som en voksen ansvarstagen til mit eget liv, som fandme begynder at gå hurtigt. Når vi bruger så meget tid på arbejde, så skal det også være fedt at udføre hver eneste dag. Og det bliver kun sjovere, hvis man ved, at der er både mening og mål i karrieren.

Derfor er det overvurderet at have en karriere ifølge Oliver:

Hvis jeg i en samtale med et andet menneske refererede til min egen "karriere”, ville jeg få det fysisk ubehageligt. Det er et ord, jeg aldrig nogensinde ville bruge. Jeg har ingen femårsplan og har ingen planer om at få en.

Jeg har ikke sendt en ansøgning, siden jeg var teenager, jeg er ikke på LinkedIn, og jeg har aldrig set en karriere-coach. Mit arbejdsliv har indtil videre været det, der skete, mens jeg havde travlt med at lave andre ting.

Men med tiden er jeg samtidigig blevet mere opmærksom på, hvordan jeg bruger mit arbejdsliv. Jeg vil have mere tid, flere penge og går mere og mere op i, om det jeg producerer, har en reel værdi på længere sigt. Og indtil videre er det gået meget godt. Vent, betyder det, at jeg har en karriere nu?