Nyt afsnit af ‘Backstage’ med Saveus: “Vi har brugt meget tid på at lære at håndtere den adrenalin, der kommer i kroppen”
I det nye afsnit af Euromans podcastserie ‘Backstage’ følger vi drengene i bandet Saveus. Vi er med, når de hopper i showtøjet, udfører opvarmningsøvelser og spiser rugbrødsmadder, inden de åbner årets Grøn Koncert på Amager.
Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
“Vi er lidt ‘the new kids on the block’, og vi synes, det er lidt vildt, at vi har fået lov til at komme med på sådan en tour her,” lyder det begejstret fra forsangeren i Saveus, Martin Hedegaard, da Euroman spørger ham, hvordan han har det inden dagens optræden på Grøn Koncert.
Saveus blev dannet tilbage i 2015. Bandet består udover Martin Hedegaard, som mange oprindeligt kender fra X-factor, af Simon McGregor på keys og synth, Kasper Krabbe på guitar og Mathias Miang på trommer. Bandet åbnede sidste år Orange Scene på Roskilde Festival, og denne sommer var de for første gang med i “Grøn-karavanen”, som de selv kalder den.
I podcasten fortæller bandmedlemmerne Martin og Simon om, hvordan de gennem årene har skulle lære at kontrollere presset op til showstart.
Martin (forsanger): “Vi har brugt meget tid på at lære at håndtere den adrenalin, der kommer i kroppen. Vi var alle i en periode i starten, hvor vi hele tiden gik og skulle være klar.”
Simon (keys): “Martin har haft en tendens til, at han halvanden til tre timer før show går i ring for bare at holde sig selv i gang. Dét er du ved at overføre til nogle kropsøvelser i stedet for.”
Martin (forsanger): “Det er den der ‘beastmode’, som er pissegod, men der er altså ingen grund til, at ‘beastmode-Martin’ bliver sluppet løs tre timer før show.”
Grøntsagsstænger før show og grønne Tuborg efter
I ‘Backstage’ kan du også høre, hvordan drengene i Saveus har dårlige erfaringer med at komme til at spise forkert eller for meget inden showstart. Derfor er et af de faste ritualer blevet, at de holder sig til rugbrødsmadder og grøntsagsstave, før de går på scenen. Så venter der til gengæld muligvis en kold øl efter koncerten.
“Vi har jo noget så usexet med som en stor camping-køletaske med i vores tourbil, som er proppet med noget som simpelt som en bakke rugbrød, en mellemlagret skive-ost og hamburgerryg,” lyder det fra Martin.
Han fortæller i samme ombæring, at det også er en erfaring, bandet har delt med herrerne fra The Minds of 99.
“Jeg tror, det var Jacob fra Minds of 99, der sagde, at man kan fandme ikke gå op på en scene og spille en koncert med et kilo Matadormix i maven. Så vi lærer lidt af vores fejl, og nu kender vi også os selv bedre.”
Lyt med, når vi besøger Saveus backstage og kommer helt tæt på deres præ-ritualer, men også tanker og følelser op til showstart i det nyeste afsnit af ‘Backstage med Saveus’. Du kan høre det som Euroman PREMIUM-medlem her i toppen af artiklen. Eller du kan finde det i Egmonts nye podcast-app Talk Town.