Nyt afsnit af ’Folkebevægelsen mod VAR’: Hvorfor siger dommerne ingenting?

I det seneste afsnit af podcasten, der følger Folkebevægelsen mod VAR, ringer Oliver Bodh Larsen og Magnus Kraft til den tidligere topdommer Kenn Hansen for at blive klogere på, hvad dommerne egentlig synes om deres nye arbejdsredskab. Meningerne er delte, lyder det, så hvorfor vil dommerne ikke tage bladet fra munden?

Nyt afsnit af ’Folkebevægelsen mod VAR’: Hvorfor siger dommerne ingenting?
Offentliggjort

”Hver ting til sin tid.”

Sådan siger de to stiftere af Folkebevægelsen mod VAR, mens de kigger lidenskabeligt på hinanden, forbløffede over, hvor godhjertede og holistiske, de pludselig er blevet. Der var lagt dette og hint i kakkelovnen, men lørdagens traumatiserende begivenheder har fået Oliver Bodh Larsen og Magnus Kraft til at genoverveje enkelte af de aktivistiske planer, der var i forbindelse med EM-slutrunden.

Der hersker dog stadig udtalt enighed om, at VAR er ødelæggende, også til EM. I dette syvende afsnit af podcastserien om Folkebevægelsen mod VAR ringer de to stiftere derfor til tidligere topdommer Kenn Hansen. Det er umuligt at få de aktive dommere i tale om VAR, og så må man jo tale med en eks-prof, der kender faget indefra. Hvorfor er dommerne så tavse om noget, der trods alt har omkalfatret hele deres arbejde?

”Jeg hører lidt forskelligt, men der er ingen tvivl om, at alt handler om VAR. Og det er også derfor, I ikke får nogen til at sige noget om det. En dommer ville være færdig, hvis han sagde, at VAR var noget forbandet lort. Når DBU har valgt at ansætte en dommerformand, hvis fornemmeste opgave er, at VAR skal virke, så virker VAR,” fortæller Kenn Hansen og fortsætter:

”Når DBU selv evaluerer VAR, svarer det til at spørge Berlusconi, om han selv skal i spjældet. DBU har valgt, at VAR skal være en succes, og så er det det, man siger, indtil folk tror på det.”

Du kan lytte til hele afsnit syv af podcasten om Folkebevægelsen mod VAR her.

Vil du være med i Folkebevægelsen mod VAR?

VAR har affortryllet fodbolden. Klimaks er blevet til antiklimaks, et mål er ikke længere et mål. VAR er et attentat mod spillet, vi elsker. Og døren til dette mørke kapitel i fodboldhistorien må smækkes i – nu.

Derfor har Euroman startet Folkebevægelsen mod VAR. Vores målsætning er klar: Vi vil have rullet VAR tilbage og ud af den danske Superliga. Og vi har brug for din opbakning.

Folkebevægelsen mod VAR er også din bevægelse, og vi hylder alt initiativ, der kan bidrage til Folkebevægelsens udbredelse. Vi har allerede allieret os med et stærkt ambassadørkorps, der vil deltage i kampen mod VAR, men vi har brug for al den støtte, vi kan få.

Hvis du har en god idé, så tøv ikke med at hive fat i os. Læs mere på euroman.dk/VAR eller følg os på Twitter og Instagram.

Se, hvad vi ellers skriver om: Folkebevægelsen mod VAR