Geo: “Da jeg fortalte min mor, at jeg skulle være med i den her podcast, gæt så, hvad hun sagde?”
Daniel Hoff: “At det var forfærdeligt?”
Geo: “Ja, hun sagde, ‘Nej det må du ikke, det kan jeg ikke lide.’ Og det er jo netop det, der er problemet. Vi kan ikke lide at tale om døden.”
Stand up-komikeren Geo er hovedperson i det nyeste afsnit af Euromans podcast ‘Jeg er lige død’. Her inviterer vært, Daniel Hoff, en række interessante danskere i studiet til en samtale om det uomtvistelige faktum, at vi alle skal dø en dag. Også selvom det kan være svært at tale om.
Kampen mod kræften
Geo mærkede ikke smerte nogle steder, dengang han skulle til lægen. Men han gik derfra med en diagnosen ‘testikelkræft’. Chokeret og i bange for at dø.
“Alle, der får en kræftdiagnose, tænker: Jeg skal dø. Hvornår skal jeg dø?,” konstaterer Geo.
Men Geo døde ikke. Han er i dag erklæret kræftfri, og i podcasten kan vi høre, hvordan sygdomsforløbet har påvirket hans måde at tænke om hverdagen på. Han bliver deprimeret af leverpostejs-dage, men har til gengæld fundet ro i at fjerne ukrudt fra terrassen.
“Da jeg flyttede til København som 25-årig, stod jeg på en bar fem-seks dage om ugen og jeg elskede det. Nu skal jeg ud og steame mine fliser for ukrudt,” griner Geo.
Han er i dag hyper opmærksom på, at hver dag skal leves fuldt ud, for man ved jo aldrig, hvornår det hele slutter.
“Når man er ung, er man jo udødelig. Så siger man jo, ‘Det kan jeg gøre om fem eller 10 år.’ Det tør jeg ikke længere,” lyder det fra Geo.
I podcasten kan vi også høre, hvordan Geos forhold til sin nu afdøde far er afgørende, når det kommer til, hvilke mennesker han gerne ville spise en middag med i de dødes rige.
Du kan lytte til ‘Jeg er lige død’ her som Euroman Premium-medlem, eller du kan finde den i Egmonts podcastapp Talk Town.