Nyt afsnit af ‘Jeg er lige død’ med Jasper Ritz: “Jeg kan godt lide, at der er en udløbsdato”

Jasper Ritz har engang brækket fingeren på sin ekskæreste i søvne, fordi han troede, hun var en kriger. Af samme grund har han svært ved at tro på, at hjernen en dag skulle være helt tømt for tanker. Lyt med i det nye afsnit af Euromans podcast ‘Jeg er lige død’, hvor han gæster Daniel Hoff i studiet til en samtale om liv, død og alt det indimellem.

Nyt afsnit af ‘Jeg er lige død’ med Jasper Ritz: “Jeg kan godt lide, at der er en udløbsdato”
Offentliggjort

TV- og pocastvært Jasper Ritz har svært ved at forestille sig, at hjernen en dag skulle stoppe med at tænke tanker og drømme fantasifulde drømme.

“Når jeg lægger mig ned og sover, er der jo ikke sort, til jeg vågner igen. Der er katte, der vil spise mine tæer, pirater og alt muligt. Jeg har engang brækket en finger på min ekskæreste i søvne, fordi jeg troede, hun var kriger,” fortæller Jasper Ritz i det nye afsnit af Euromans podcast ‘Jeg er lige død’ med Daniel Hoff.

“Vores hjerne er jo altid i gang. Så hvad med den tænkning, hvor mon den bliver af?” spørger Jasper undrende.

I sit 37-årige liv, har Jasper Ritz oplevet at miste flere familiemedlemmer til kræft. Det har været svære tab, men han bemærker også, at de personer den dag i dag, på en eller anden måde lever videre i familien.

“Min onkel, Jesper, var den største mandlige rolle i mit liv. Så da han døde, var det helt forfærdeligt. Han var noget helt særligt for os, så når vi er sammen i familien, så dukker han altid op. På den måde lever han videre i os alle sammen,” fortæller 37-årige Jasper Ritz.

“Jeg får også en klump i halsen, nu jeg taler om ham. Men det er bare sådan, at cool kids never die” fortsætter Jasper.

Derfor håber han også, at folk vil tænke tilbage på ham som en guttermand, når han ikke er her længere. Det gælder både hans venner, men i særdeleshed også hans nære familie, som han håber, han når at få sagt ordentligt farvel til, inden han skal dø.

I podcasten kan vi også høre Jasper fortælle, at noget af det, der netop kan få ham til at være den guttermand, faktisk er bevidstheden om, at det hele slutter en dag.

“Jeg er glad for, at man har en udløbsdato. Så ved man ligesom, at inden for den varighed man har på planeten jorden, så er der et lille pres på, at man skal opføre sig ordentligt,” lyder det fra Jasper Ritz.

Du kan høre hele podcasten her i toppen af artiklen, hvis du er Premium-medlem, eller du kan finde den i Egmonts podcast app TalkTown.