Vi er i denne episode af ’Velkommen i mørket’ igen på besøg hjemme hos Knud Romer i hans bibliotek. Han har inviteret sin gæst, Niels Grønkjær, indenfor for at føre en samtale med lyset slukket. Niels Grænkjær er religionsfilosof og valgmenighedspræst i Vartov.
Sociale og gammeldags medier har været ved at flyde over med holdninger til, hvad vi skal lære af corona-krisen. Enhver holdningsperson virker til at få sit eget standpunkt bekræftet eller skærpet af krisen. Men hvordan anskuer en præst og filosof denne ualmindelige situation?
”Jeg har tænkt over det på den måde, at det, vi nu erfarer og oplever, ikke skal forstås som en tilbagevenden til noget, man kender fra tidligere, men at det er en overgangstid til noget, vi ikke rigtigt ved, hvad er. Og det er måske det, der er det underlige og måske for nogle det skræmmende ved den,” siger Niels Grønkjær.
Han er ikke pessimistisk i forhold til, hvor corona vil tage os hen. Selvom det for nogle er en skræmmende, ensom og længselsfuld tid, er det ikke kun skidt. For det minder os om, hvad vi holder af.
”Man ser jo, at mennesker forbinder sig med hinanden og med den verden, der trods alt er. Og det kan være nogle måder, vi havde glemt. Der er dog en eller anden sult efter at forbinde sig med verden og ikke en resignation i forhold til, at det er så vores vilkår,” siger han.
”Vi taler om, at det er en undtagelsestilstand, og det er det jo også, men hvor længe kan vi blive ved at leve i den som en undtagelsestilstand?”
”Man vænner sig til alt, når man bliver nonne,” siger Knud Romer.
”Jo, men er der ikke også noget menneskeligt i det at vænne sig til en undtagelsestilstand, som om den nærmest bliver normal, uden at den nødvendigvis bliver dæmoniserende? Jeg læste en roman om Tjernobyl for nylig, hvor der er en kvinde, der siger, ’mennesket kan ikke være angst hele tiden. Vi kan ikke gå rundt og være bange hele tiden. På et tidspunkt begynder det almindelige menneskeliv igen’. Dette begær, sult, eller bare længsel efter det, vi så kan kalde ’det almindelige liv’, som ikke er et liv i undtagelsestilstanden, den ser jeg alligevel mange eksempler på,” siger Niels Grønkjær.
Pandemien har fået os til at længdes efter en normaltilstand og efter relationerne, men hvad vil det ende med? Kan man ligefrem håbe på, at coronaen kan lære os noget?
”Det, man kunne forestille sig nu, er, at der indstiller sig en endnu højere grad af økofilosofi,” siger Knud Romer.
”Mennesket er ikke isoleret, vi er et økosystem, vi er så forbundne. Hele jorden er ét stort økosystem, hvor en eneste lille virus i Kina kan overtage hele planeten i løbet af ingen tid. Vi er fuldstændigt forbundet, alt er relationer, og det kunne jo være, at den forestilling om, at vi er til i kraft af hinanden, vi hører sammen, og det handler ikke beherskelse, men om sameksistens eller hvad pokker – det kunne jo være en dejlig udgang på det her, ikke?” foreslår Knud Romer.
”Det er sådan noget, jeg mener med, at det er en overgangstid og på en måde er det velkomment. Det er en slags besindelse. Forbundetheden med verden og med hinanden,” siger Niels Grønkjær og henviser til Hegel, som siger, at vores være altid er formidlet i relationer. COVID-19 har måske hjulpet os til at blive mere opmærksomme på det.
Du kan lytte til hele samtalen mellem Knud Romer og Niels Grønkjær i Talk Town eller i toppen af denne artikel. De kommer også ind på modernismen, om folk burde bestille noget i stedet for på selvoptaget vis at beskæftige sig med autenticitet og om, at mørket egentligt blot er fravær af lys. Du kan også lytte til tidligere afsnit af ’Velkommen i mørket’ her.
